Skip to main content

Oncology. An evidence-based approach Chang AE, Ganz PA, Hayes DF et al, red.

Overlæge Dorte Lisbet Nielsen E-mail: doni@herlevhosp.kbhamt.dk

6. jun. 2006
2 min.

Der er i de seneste år udkommet en række tekstbøger omhandlende onkologiske sygdomme. »Oncology. An evidence-based approach« er således et blandt mange tilbud. Bogen består af otte overordnede afsnit: onkologiske principper, molekylærbiologi, epidemiologi og screening, billeddiagnostik, solide tumorer, maligne hæmatologiske sygdomme, akutte tilstande og komplikationer samt langtidsbivirkninger og psykosociale konsekvenser. Bogen karakteriseres trods et stort antal forfattere (i alt 259) ved god systematik, og den er gjort meget læsevenlig gennem anvendelse af overskuelige tabeller og figurer, som gør det nemt at skaffe overblik, selv om man indimellem kunne ønske sig farvetryk.

Især første afsnit om onkologiske principper skal fremhæves. I afsnittet findes en omhyggelig gennemgang af dels traditionelle onkologiske områder såsom biologiske grundbegreber, strålebehandling og kemoterapi, dels af nye biolo- giske behandlinger med tyrosinkinase-hæmmere og monoklonale antistoffer. Endvidere gennemgås grundlaget for evidensbaseret medicin, design af kliniske undersøgelser, patientinformation, etiske overvejelser, alternativ medicin og økonomi. Bogen adskiller sig fra andre udgivelser ved at være evidensbaseret, de utallige referencer bærer præg af en grundig opdatering, og mange er efter årtusindskiftet. Modsat andre udgivelser fokuseres ikke alene på sygdommenes naturhistorie, kliniske forløb og behandling men også på omkostninger for patienterne i form af både akutte og sene komplikationer, ligesom der er plads til håndtering af psykosociale problemer og emner relateret til palliativ onkologi.

Teksten på engelsk er på en gang klar, præcis og velskrevet, oplysende og lettilgængelig. Der er en lang række illustrationer i form af enkle, letforståelige figurer og tabeller. Bogen er meget læsevenlig og kan anbefales til alle speciallæger i onkologi og formentlig også hæmatologi samt læger, som er under uddannelse i disse specialer. Med fordel kan bogen således indgå i samlingen af opslagsbøger i konferencerummet på enhver onkologisk og hæmatologisk afdeling.

Berlin: Springer-Verlag, 2005.

2.022 sider. Pris: 199,95 EUR.

ISBN 0-387-24291-0