Open access er bibliotekernes redning

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatteren er formand for Foreningen af Danske Videnskabsredaktører.

Når jeg en sjælden gang går til læge, får jeg et nært indblik i lægers dagligdag. Venteværelset er overfyldt med patienter, hvis højeste ønske er at blive helbredt. Hurtigt sendes patienterne ind til konsultationen, hvor lægen med korte spørgsmål indkredser problemet og konstaterer dets placering og omfang. Diagnosen stilles, og behandlingen planlægges i løbet af få minutter. Receptblokken kommer eventuelt i sving, og så farvel og goddag til næste patient.

Alle læger har en travl hverdag af denne type, og deres arbejdes høje kvalitet er kun mulig at opnå, når medier som Ugeskrift for Læger har orienteret dem om sundhedspolitik og meget andet gennem en effektiv formidling.

Røst fra en fjern fortid

Det er derfor som at høre en røst fra en fjern fortid, når man læser Liselotte Højgaards indlæg, hvor hun foreslår, at tiden skal rulles tilbage til før, der kom professionelle formidlere på Ugeskriftet. Besparelsen skulle finansiere gratis adgang til videnskabelige artikler, den såkaldte open access.

Heldigvis er jeg klar over, at de travle læger påskynder at få viden leveret i kort og klar form. Derfor behøver jeg ikke at argumentere for journalisternes deltagelse, men vil i stedet forklare, at betydningen af gratis artikler er alt for overvurderet.

Højgaard er fortaler for, at vi skal sikre videnskab af høj kvalitet, og her er vi uhyre enige. Jeg har blot i de seneste år set, at open access markedsføres så kraftigt, hensynsløst og udemokratisk, at det kan ødelægge store dele af vores publiceringssystem. I øjeblikket forsøger Styrelsen for Bibliotek og Medier at overtale regeringen til at tvinge alle forskere til at arkivere deres artikler i biblioteksdatabaser, uden at de berørte udgivere får nogen som helst kompensation for tabte abonnementsindtægter. Det vil betyde en kraftig reduktion af de redaktionelle resurser, hvorved samfundsøkonomien rammes, når det publicerede bliver af ringere kvalitet.

Bibliotekernes lobbyarbejde

Jeg forstår på en måde godt, at danske biblioteker har brugt tocifrede skatteyderfinansierede millionbeløb på lobbyarbejde for at undgå de store rationaliseringer, som alle i udgiverbranchen er klar over vil komme på biblioteksområdet. Gennem en kraftig agitation for »gratis« artikler forsøger bibliotekssektoren at svække udgiverne og erobre lidt af deres tabte magt tilbage via de nævnte artikeldatabaser. Når forlagene leverer tidsskrifter i digital form, har bibliotekerne nemlig mistet en stor del af deres eksistensberettigelse. Der skal ikke mere skrives kartotekskort, flyttes tidsskrifter til og fra lånere osv. Library bypass vil reducere bibliotekerne til mindre it-kontorer, hvor en enkelt indkøber en gang om året kan tegne et pakkeabonnement.

Bibliotekarerne udfører imidlertid deres lobby i det skjulte, og deres mange møder er aldrig åbne eller alsidige, idet redaktørers og udgiveres synspunkter systematisk manipuleres væk. Derimod er jeg sikker på, at fru Højgaard som formand for et europæisk forskningsråd op til flere gange har været inviteret til overtalelsesmøder af de flinke biblioteksfolk.

Jeg er ikke modstander af open access. Faktisk kom »mit« daværende »Tidsskrift for Arbejdsliv« i open access et halvt år før Ugeskriftet i 2001. Jeg er heller ikke fanatisk tilhænger. Open access er nice to have, men ikke need to have. Dansksprogede tidsskrifter inden for humaniora og samfundsvidenskab bør det offentlige måske betale abonnement for, så hele befolkningen kan læse med på internettet. På andre videnskabelige områder er det tilstrækkeligt og bedre, at forskerne må gå over et forskningsbibliotek med de professionelle forlags veludviklede søgetjenester.

I mere end tyve år har jeg arbejdet for åben digital adgang til videnskab. Men hvis open access skal gennemføres uden grundige undersøgelser og diskussioner af negative konsekvenser, vil jeg stoppe min støtte. Videnskabelig kvalitet har altid været og vil altid være vigtigere, end at noget er gratis.