Operation Morgenluft

Med denne sidste klumme kunne man gøre status på et par påtrængende emner.

Sundhedsplatformen. Mange elsker den daglige udfordring. Sporadiske mikrosejre kan kortvarigt opveje frustrationer. Der skal bestilles ultralyd af venstre underben. Søgeord ultralyd: for dumt. Røntgen: dur ikke. Den venlige sekretær på røntgenafdelingen viser vej: radiologi … ultralyd … scroll fra hals til underben … vælg det venstre. Bingo!

Tavlemøder. De stående møder med lean-uddannede velmenende personer med meget forskellig faglig baggrund er fortsat populære. I hvert fald hos lederne, som også går på såkaldt gemba – altså et kort besøg hos ledelsen på de enkelte afsnit. I gamle dage var det frygtindgydende oversygeplejersker med sygeplejerskenålen som kraveknap og søm på strømperne, der sørgede for struktur og oprydning. Så svært var det ikke. Dyre konsulentfirmaer så man heller ikke meget til. For i virkeligheden ved vi jo godt, hvad patienter og pårørende ønsker, både i psykiatrien og i somatikken.

Men det er nok klogest at tale om noget andet.

Nu lukker Danmark ned. Der har længe været dømt feriestemning med shorts og roséplettede klipklapper. Skriveborde ryddes i kommunen, adskillige statusattester skal af sted inden uge 29. Herefter sker der ikke det helt store på den front. Patienter uden bolig kan få vurderet deres sag til efteråret.

Personalet disker op med obligatorisk feriebrød: kanelsnegle og smørbelagt bagerbrød på døgnafsnittene, melonskiver og økologiske kirsebær i de psykoterapeutiske enheder. Patienterne på de lukkede afsnit kan stå og kigge sultent på herlighederne i døråbningen til kontoret – ved den usynlige linje, der absolut ikke må overskrides. Flere med udsigt til at tilbringe sommerugerne bag en låst dør uden mulighed for anden frisk luft end den, der indåndes i rygeburet eller i bedste fald i den lille lukkede have. For der er sjældent mulighed for gåture eller længere samtaler med de få personalemedlemmer.

Der er fokus på tvang, og det skal der fortsat være. Nogle mener, at de ansatte blot skal tale respektfuldt til patienterne. Ja, selvfølgelig. Men alligevel letkøbte skrivebordskommentarer, som røber en afgrundsdyb uvidenhed og kalder på studiebesøg.

Hvor er det pinligt, at velfærdssamfundet Danmark ikke poster flere penge i psykiatrien. Det ene satspuljeprojekt afløser det andet. Der må være tale om berøringsangst. Dette til trods for, at en stor del af den danske befolkning har/har haft psykisk sygdom inde på livet, enten personligt eller via en nærtstående – også når det gælder de sværeste psykoser, herunder manier og depressioner.

Ligeværd? Ikke uden ressourcer og viden.