Optimering af sygehusvæsenet

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Undertegnede, læge, dr.med. Lars Ib Andersen, tidligere overlæge på Odense Universitetshospital, har tidligere igennem kronik i Ugeskrift for læger nr. 38, 2011 samt kronik i Berlingske Tidende d. 7. november 2011 berettet om mit eget sygdoms- og behandlingsforløb på to afdelinger på Odense Universitetshospital (OUH) i januar 2011. For nylig har læge Ole Asbjørn berettet om sit forløb på jyske og københavnske hospitaler. Reaktionerne på disse kronikker har været mere udtalte end forventet, ikke mindst i sidstnævntes tilfælde. På Berlingske netavis har der været flere hundrede svar med en blandet kritik, flere ligefrem konstruktive. For mit eget vedkommende var responset mindre voldsomt, omend der indløb flere svar fra Odense Universitetshospitals direktør og lægelige ditto samt senere fra direktøren for de to afdelinger, der var indblandet. Svarene var venlige, men ikke markante, ikke konstruktive og stedvis evasive. Der var ikke klare indrømmelser af evt. administrativ medskyld i den sygehusvæsensdysfunktion, som er åbenlys for mange.

Ud over de omtalte reaktioner var der en hurtig tilbagemelding fra projektleder, ph.d. Sidsel Vinge, Dansk Sundhedsinstitut. Dette resulterede i en konstruktiv dialog.

Jeg forsøgte i mine kronikker at give nogle forslag til forbedringer i sygehusvæsenet, men måtte af pladshensyn begrænse mig betragteligt. Jeg mener derfor, at der er behov for en uddybning med henblik på at bedre kvaliteten af patientbehandlingen på sygehusene, ikke mindst på OUH.

Tiden er knap

Som baggrund for mine forslag er det nødvendigt at opridse nogle af mine kritikpunkter:

Tiden er for knap for stort set alle arbejdsgrupper. Instrumentaliseringen, kravet til dokumentation og kvalitetssikring, indrapportering af utilsigtede hændelser, klager til Patientforsikringen og Patientombuddet, databaseudfyldning, brugen af pc på kontoret og under stuegang etc. er stadigt stigende. Dette medfører for lidt tid til egentlig sygepleje udført af sygeplejerskerne. Social og sundheds (sosu)-assistenterne overlades den overvejende del af dette arbejde og overbelastes. Der finder formaliseret sygeplejeundervisning og videnskabeligt arbejde sted i dagtiden, hvilket er optimalt, men som der ikke er hverken tid eller råd til i tider med smalhals mht. både penge og bemanding. Det går ud over patientplejen. Kontakpersonordningen fungerer ikke, information af patienter og pårørende er utilstrækkelig, engagementet hos sygeplejerskerne og lægerne er ikke godt nok trods undervisning, i hvert fald for førstnævntes vedkommende i dette på studiet. Klinisk ansvarlige overlæger er usynlige, og de vagthavende overlæger holder sig hjemme i weekenden. Administrerende ledere »blindes klinisk af deres helikoptersyn«. Jeg vil desuden påstå, at de administrative ledere, det være sig for afdelinger og for hospitalet som helhed, ikke optræder ydmygt nok, ikke påtager sig det ansvar som de reelt har ikke alene teoretisk og via en høj løn, men så sandelig også rent praktisk.

Undervisning i empati

Dette munder ud i følgende forslag:

Der bør på de respektive studier undervises i forståelse for og empati med patienter og pårørende. Den »gamle ånd« (i.e. engagement, ansvarsfølelse, ugageret indsats) bør kunne vækkes til live af de erfarne undervisere på læge- og sygeplejerskestudiet.

Så længe der er for lidt mandskab og for ringe økonomi og/eller for dårlig organisation i forhold til de to førnævnte faktorer, er det ikke hensigtsmæssigt at foretage formaliseret undervisning og forskning i betalt dagtid. Tiden, der bruges på dette, fratages patientplejen.

Således må videnskabeligt arbejde henlægges til fritiden, som det har været gældende for læger igennem tiderne. Dette er oversygeplejerskernes og de ledende overlægers ansvar og bør kunne initieres af formanden for sygeplejerskerne. Det vil medføre, at sygeplejerskerne får mere tid til patientpleje.

Kontaktpersonordningen skal bringes til at fungere. Det er ledernes ansvar og bør forvaltes engageret af sundhedsarbejderne, uanset hvilken gruppe det drejer sig om.

Information af patienter og pårørende bør vægtes ligeligt og skal prioriteres af læger og sygeplejersker. Foruden at skabe tryghed for alle er det min erfaring fra klager til Patientforsikringen samt fra dialogmuligheden i Patientombuddet, at en kontinuerlig grundig information medfører større forståelse for forløbet og forhindrer dermed frustrane klager fremsat på bagrund af misforståelser. Det vil medføre en reduktion i klagerne, som kan være af betydning for udgifterne forbundet med klageprocessen.

Subjektive retningslinjer

De kliniske forløbsprogrammer (retningslinjer for undersøgelser og behandling af sygdomme ud fra symptomer og objektive fund) anses for at være evidensbaserede og objektive. Det er min påstand, at disse programmer er lige så subjektive som de(n) person(er), der har udfærdiget dem. De er dog nødvendige, for at basisforbehandlingen er i orden, men bør suppleres med den enkelte behandlers erfaring og kliniske sans. Et begreb som næsten er glemt. Man skal behandle patienter ens ved at behandle dem forskelligt, hvilket betyder individuel diagnostik og behandling af patienterne både af læger, sygeplejersker og sosu-assistenter.

Overlæger tilser deres respektive patienter dagligt, og vagthavende overlæger går i weekenden stuegang hos disse. Kvaliteten af diagnostikken, behandlingen og informationen skal være lige så god i weekenden som i hverdagen.

Efter arbejdstid kunne man indføre en »frivillig« afrunding af dagen mht. problempatienterne. Afdelingsledelsen »inspirerer« til dette.

Direktørerne for de enkelte afdelinger og/eller sygehusledelserne bør - som de idealer, de også er - engagere sig dagligt i de respektive afdelingers mere faktiske drift uanset reaktionerne hos afdelingsledelserne (management by walking around). Et sådant praktisk tiltag fra direktørernes side kunne inspirere afdelingsledelserne, medføre øget engagement også hos personalet og give direktørerne en indsigt, som deres såkaldte helikoptersyn ikke skaffer dem.

Klager

Der skal være en klagemulighed for patienter og pårørende hos hospitalsledelsen via en personlig henvendelse mandag morgen mellem kl. 8.00 og kl. 12.00 i administrationen medførende personlig kontakt til ledelsen og mulighed for at klage over forholdene. Dette ville være med til at engagere Direktøren, Cheflægen, Den Administrative Chef, Afdelingsdirektørerne, eller hvad vi nu skal kalde alle disse indskudte led i det overordnede begreb: Administrationen. Også dette ville kunne være en eye-opener og således øge indsigten i, hvad der skal til for at bedre forholdene for de mennesker, som hospitalet primært er beregnet på. Tænk hvad en administrator, der mandag morgen kl. 8 møder på arbejde, hvor der uden for hans dør sidder 40 tidligere patienter, må tænke. Og det modsatte: 0 (nul) patienter og den glæde det måtte give.

Subsidiært kunne klagerne fremføres af en tillidsmand for patienterne.

Overordnet oplever jeg det danske sygehusvæsen - med risiko for, at generaliseringen bedømmer visse hospitaler uretfærdigt - som et presset system med for få medarbejdere, med aktuelt uhensigtsmæs sige, uændrede krav til uddannelse og forskning i betalt dagtid på trods af et deficit rent tidsmæssigt og økonomisk, med manglende begavelser til at organisere sig ud af problemerne, for lille ansvarsfølelse også hos administratorerne, manglende fleksibilitet og klar ulyst til at ændre på tidligere tiders rigide regler, hvor de »elegante løsninger« ville være redningen og til gavn for patienterne. Sidst, men ikke mindst, må engagementet, empatien, forståelsen for patienter og pårørende da kunne genoplives.