Skip to main content

Oraklet fra Sjællands Odde

Er Hanne-Vibeke Holsts bog "Som Pesten" den hidtil hemmeligholdte rapport bag regeringens coronastrategi?
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Troels Kardel kardel@dadlnet.dk

7. aug. 2020
2 min.

Omtrent som en drejebog til COVID-19-pandemien beskriver Hanne-Vibeke Holst i Som Pesten en fiktiv influenzapandemis hærgen så sent som kort før Trump vælges som præsident i 2016. I pinlige detaljer udstilles staters og internationale systemers afmagt, fortielser og løgnagtighed og tilmed griskhed hos nogle aktører i obskure netværk. De affødte sociale spændinger arter sig nu, som Holst beskrev dem i 2017 med etiske problemstillinger, såsom om det er de rige eller de mest udsatte, som skal behandles og vaccineres først, om kritisk mangel på værnemidler, som koster liv blandt plejehjemsbeboere og sundhedspersonale, om krise på pengemarkederne og massearbejdsløshed. At der er forskellig modtagelighed for smitten, bekræftes nu fra flere kilder om COVID-19-pandemien: ‘Latino and African-American residents of the United States have been three times as likely to become infected as their white neighbors’ [1]. Et andet tema i bogen, at Palle fra Seruminstituttet i smug udvikler en vaccine mod influenzapandemien, følges op tre år senere: »Der er grund til optimisme, fordi et nyt dansk forsøg med corona-vaccine på Statens Serum Institut har vist lovende resultater ved test på mus«. Om man kan tro det er muligt, har også et hold forskere fra Københavns Universitet haft held med at udvikle en mulig COVID-19-vaccine, som mus har responderet godt på.

Skæbner med uforløst konfliktstof i bagagen interagerer fra første til sidste side i en perfekt spændingsroman. Minsandten om jeg ikke under læsningen blev fristet til at digte, at Som Pesten er den hidtil hemmeligholdte rapport bag regeringens coronastrategi, som virkede, alt imens nabolandet fik fyldte hospitaler, mange flere døde og restriktiv grænsekontrol uden at nyde nogen økonomisk fordel af en åben strategi.

Referencer

Reference

  1. Coronavirus cases per 10,000 people (NYTimes) White 23 All 38 Black 62 Latino 73