Skip to main content

Ord, der dræber

Maja Thiele, reservelæge, forsker m.m.

1. apr. 2022
2 min.

Frederik Dessau kaldte sproget for menneskets mest dødbringende våben, og jeg kan have lyst til at give ham ret. Eller i hvert fald omskrive til, at sproget er menneskets mest magtfulde våben. Et våben, som politiske debattører er særligt gode til at bruge strategisk: Integrationsydelse omskrives til hjemsendelsesydelse, når man gerne vil vinke med en vognstang, at nu er det UD. Krænkelsesparate mennesker er helt klart uimodtagelige for sund logik.

Specifikke ord og vendinger kan bruges bevidst i den offentlige debat, men heldigvis for hverdagen bruger de fleste mennesker sproget langt mere intuitivt og uovervejet. Mig selv inklusive; det er sjældent, at jeg tænker, før jeg taler. Jeg synes dog, at læger som faggruppe har en særlig forpligtelse til at stoppe op og overveje, om der er bestemte dele af sproget, der faktisk gør mere skade end gavn? Og som vi derfor bør fjerne fra det semiautomatiske våbenarsenal?

Sprog er ikke neutralt. Konkrete ord påvirker modtagerens virkelighedsopfattelse, inklusive selvopfattelse. Eksempler: Man kan lynhurtigt reducere et menneske til en snæver diagnose, ved at omtale vedkommende som handicappet, snarere end som en person med et handicap. Er man – vælg selv – skizofren/autist/alkoholiker/overvægtig/diabetiker, eller har man skizofreni/autisme/alkoholafhængighedssyndrom/overvægt? Ord, der smelter diagnosen sammen med personen, risikerer at udløse fordomme, miskrediterer og blænder for en forståelse af personens identitet og præferencer udover at være en patient.

Når vi som læger skal løfte en opgave sammen med patienten, kommer vi længere i partnerskabet, hvis vi har en følelsesmæssig resonans med vedkommende

Sort-hvide kategoriseringer er desuden sjældent korrekte. Mit eget felt, hepatologien, har i de seneste 4-5 år undergået en sproglig fornyelse, fra at bruge diagnosen »alkoholisk leversygdom«, til diagnosen »alkoholrelateret leversygdom«. I den første diagnoses verden er alkohol eneste udløsende faktor for cirrose. I den anden diagnoses verden er den patofysiologiske forståelse udvidet og mere korrekt: Alkohol skal tit kombineres med andre faktorer for at udvikle en skrumpelever: genetiske risikopolymorfier, insulinresistens og – måske – et alkoholpåvirkeligt mikrobiom.

Når vi som læger skal løfte en opgave sammen med patienten, kommer vi længere i partnerskabet, hvis vi har en følelsesmæssig resonans med vedkommende. Det kræver, at lægen også interesserer sig for, hvad vedkommende er udover diagnosen, og hvad vores ord kan betyde for patientens selvbillede, sygdomsindsigt, forklaringsmodeller og strategier for at håndtere symptomer.

Det er aldrig lægen, som er taberen, hvis lægen ikke gør sig umage med sine ord. Det er patienten.