Det spørgsmål stiller praktiserende læge, Henrik Dibbern. Michael Dupont, formand Lægeforeningens Lægemiddeludvalg, lover i sit svar at tage sagen op med Danske Regioner.
Sundhedsstyrelsens regler for ansvar for ordination af lægemidler er klare nok: Det er den ordinerende læge, som har ansvar for indholdet af ordinationen og ansvar for at udstede en fyldestgørende recept til patienten.
Faktaboks
På trods af den regel har det i generationer været sådan, at hospitalslæger rutinemæssigt overlod det videre ordinations- og receptudskrivningsansvar til egen læge, når patienten blev udskrevet, eller et ambulantforløb blev afsluttet, og der var påbegyndt ny behandling i forløbet. Undtagelsen har været særlige specialpræparater inden for for eksempel onkologi, kardiologi og psykiatri, hvor ordination er forbeholdt specialister i de pågældende specialer. Selv om hverken lovgivning eller vejledninger har understøttet denne automatiske ansvars- og arbejdsoverdragelse, har almen praksis accepteret proceduren, fordi det var langt nemmere for patienterne at komme i kontakt med egen læge end med den relevante sygehuslæge, når recepten skulle fornys.
Det er imidlertid ikke rimeligt at blive ved med at forsøge at opretholde denne tradition, når udviklingen har medført, at fordelingen af lægelig arbejdskraft mellem sygehuse og almen praksis har forandret sig så meget, som den har. Der var engang, hvor et udskrivningsbrev var underskrevet overlægen ved Fyns Amts og Bys sygehus. I en artikel om terrormordene på læger på Odense Sygehus i 1945 blev det nævnt, at der på det tidspunkt var 13 reservelæger på sygehuset. I dag har overlægeforeningen over 5.000 medlemmer, og der arbejder i alt mere end 14.000 læger på landets offentlige sygehuse. Sammenholdt med det er praktiserende læger sjældne fugle, da der er mindre end 3.600 af os i dag. Det bør derfor være ret indlysende, at en arbejds- og ansvarsfordeling for medicinordination, som passede til 1945, må gentænkes i 2015.
Jeg vil derfor bede Lægeforeningens bestyrelse drøfte, hvorledes foreningen kan fremme, at de gældende regler for lægemiddelordination og receptudskrivelse kan blive håndhævet, uden at det skal føre til tusindvis af daglige små konfrontationer sektorerne imellem: Det er altid den læge, som ordinerer en behandling, som har ansvaret for behandling og receptudskrivelse, så længe patienten er i den pågældende behandling, og ansvaret for videre ordination og receptudskrivelse kan kun overgives til en anden læge efter en konkret aftale, altså efter tilsagn fra denne læge.
