Skip to main content

Organdonation skal ikke være fradragsberettiget

Lektor i bioetik, medlem af Det Etiske Råd Mickey Gjerris, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet. E-mail: mgj@life.ku.dk

28. mar. 2011
4 min.

Interessekonflikter: Ingen.

Thomas Søbirk Petersen (TSP) og undertegnede er nu nået til fjerde del i diskussionen om, hvorvidt det er en god ide at indføre et skattefradrag til borgere, der melder sig til organdonoregisteret [1-3].

Den egentlige diskussion står om, hvilke midler som etisk set bør tages i brug. Under dette hører en vurdering af de enkelte tiltags effektivitet. Jeg er enig med TSP i, at det kræver en nærmere undersøgelse at fastslå dette og vil lade vores respektive »guesstimates« ligge og vende mig mod det etiske.

For det første må TSP forholde sig til, om man som samfund ikke bør stille krav til dem, der melder sig til donorregisteret. Vi køber en vare af dem og kan med fuld ret kræve, at den potentielle vare bliver beskyttet med hensyn til livsstilsvalg som motion, rygning og alkoholindtag - eller skal vi differentiere skattefradraget alt efter den potentielle vares stand?

For det andet holder sammenligningen mellem donationer til velgørende formål og skattefradrag for donorregistertilmelding ikke. TSP beskylder mig for at blande æbler og pærer, men blander i så fald selv flæskesteg og flødeskum. Man får ikke en økonomisk belønning af staten, når man donerer til velgørende formål. Man får et fradrag i forhold til størrelsen af donationen. Man bliver med andre ord ikke rigere, men mindre fattig. TSP's forslag vil derimod udløse en belønning. De to situationer er kun analoge, hvis staten donerer et ekstra antal organer, når jeg donerer mine. Kritikken af kommercialiseringen kan derfor ikke afvises på denne måde.

Tilbage til den grundlæggende uenighed. Skal organer være en ejendom, der kan sælges som en vare? Her mener TSP, at vi skal lade det afgøre af dem, der venter på et organ. Jeg kan godt gætte mig til, hvad en del af dem vil svare. Men der er også nyrepatienter, der tager til Østeuropa og køber en ny nyre med alvorlige følger for de mennesker, som sælger den. Det gør vel ikke denne praksis rigtig? Vi har netop en etisk diskussion for ikke at blive fanget i en følelsesstorm, hvor vi lader enkelttilfælde diktere, hvad der er rigtigt og forkert.

Jeg taler imod en kommercialisering af området, fordi jeg mener, at det grundlæggende er en samfundspligt at stille op som organdonor - ikke noget særligt, man skal belønnes for. En kommercialisering af området vil kun forstærke den fejlagtige opfattelse, som loven om informeret samtykke giver næring til: At man er særlig god, hvis man hjælper hinanden. Lad os i stedet indføre formodet samtykke og fortælle hinanden, at det er ganske naturligt at række »livets gave« videre.

>Svar:

Lektor Thomas Søbirk Petersen, Roskilde Universitet

E-mail: thomassp@ruc.dk

Interessekonflikter: Ingen.

Mickey Gjerris (MG) og undertegnede har igennem den seneste måned i Ugeskrift for Læger diskuteret, om det er etisk forsvarligt at belønne personer, der ønsker at donere deres organer efter deres død. I MG's seneste svar lyder det nu, at han er imod et skattefradrag, fordi »... jeg mener, at det grundlæggende er en samfundspligt at stille op som organdonor - ikke noget særligt man skal belønnes for« [1]. Jeg er enig med MG i, at det er en samfundspligt at stille op som organdonor, og det vil da også være herligt, hvis folk handlede i overensstemmelse med denne pligt, og at der på denne baggrund ikke var mangel på organer.

Men virkelighedens verden er jo en helt anden. Det er ikke tilstrækkeligt at opfordre folk til at være søde og rare over for hinanden og så forvente, at vi gør vores borgerpligt. Over en periode på 20 år har andelen af tilmeldte til donorregistret ligget på cirka 12%. Det er stadig svært at få øje på, at det skulle være forkert at indføre et skattefradrag, hvis det kan betyder, at vi kan redde nogle af de personer, der hver uge dør på grund af organmangel. Vi bør forsøge os med alle de værktøjer, vi har til rådighed i et demokrati for at motivere folk til at være organdonorer og redde liv. At give et skattefradrag er et incitament til at få folk til at gøre noget godt - en praksis vi allerede benytter, når vi får et skattefradrag, hvis vi giver gaver til velgørende organisationer. At et skattefradrag kan give et lille økonomisk overskud i nogle personers økonomi, bør ikke overskygge, at en sådan incitamentstruktur kan redde flere menneskers liv. Læger får ofte også penge for at redde liv, uden at vi principielt set finder denne form for belønning etisk forkert.

MG spørger endvidere, om forslaget vil indebære, at der skal stilles krav til potentielle organdonorer om, at de skal passe på deres organer, ved at staten kræver, at de skal motionere eller undlade at rygge og drikke. Nej, selvfølgelig ikke. Hvordan vil MG forestille sig, at et sådant krav skulle effektueres? Ved at indføre en totalitær stat? På mit arbejde bliver jeg også belønnet med en månedlig løncheck, men derfor kan min arbejdsplads ikke med fuld ret kræve, at jeg ikke må undlade at motionere eller drikke alkohol i fritiden, selv om det kan forringe min arbejdsindsats. Velkommen til virkelighedens verden!


Referencer

  1. Søbirk T. Organdonation og skattefradrag. Ugeskr Læger 2011;173:376-7.
  2. Gjerris M. Organer er ikke købmandsvarer. Ugeskr Læger 2011;173:524.
  3. Søbirk T. Et skattefradrag er ikke det samme som en købmandsvare. Ugeskr Læger 2011;173:675.