Skip to main content

Os og de andre

Afdelingslæge Kirsten Møller, Intensivafdeling ITA 4131/Center for Inflammation og Metabolisme, Epidemiafdeling M, Afsnit 7641, Rigshospitalet, E-mail: kirsten.moller@dadlnet.dk

30. maj 2008
6 min.

For godt et halvt år siden vendte jeg hjem efter et års ophold i Adelaide, Australien, hvor jeg arbejdede på intensivafdelingen og derudover var del af et retrieval-team, som stabiliserede, hentede og transporterede kritisk syge patienter over både korte og lange afstande. Oplevelser var der nok af - men måske var den væsentligste erfaring, jeg tog med hjem, hvordan det føles at være »den udenlandske læge«.

Ressourcer havde jeg nok af, da jeg drog af sted. Jeg bryster mig af at være god til mit arbejde - og endog rigtig god til engelsk. Jeg føler mig som en ligeværdig borger i det danske samfund. Jeg påbegyndte mit arbejde i Australien uden anden forsinkelse end tiden til rejse og overvindelse af jetlag. Jeg tog af sted til et land, hvis kultur ligner den danske, som den ene dråbe vand ligner den anden - og til et hospital, som var vant til og positivt stemt over for at have udenlandske læger ansat. Oven i købet kommer jeg fra et land, hvor jeg var sikker på at være velkommen tilbage, når året var gået: Skulle det gå galt undervejs, kunne jeg vende hjem uden andet end lidt skår i selvfølelsen.

Ikke desto mindre følte jeg mig i starten sat tilbage til studenter- eller turnuslægeniveauet (ikke for at fornærme studenter eller turnuslæger, men som 17-års-kandidat skulle jeg helst have lidt mere erfaring ...). Jeg skulle vænne mig til den australske dialekt, de specielle termer for medicinske tilstande og for udstyret. Selv om dag og nat overordnet set stadig var dag og nat, skulle jeg vænne mig til en anden døgnrytme på intensiv, en anden måde at gå stuegang på, en anden måde at undersøge patienterne på, en anden måde at holde afsnitskonferencer på, en anden måde at skrive journalnotater på, andre præparater og ordinationsrutiner ... Selv de simpleste rutiner, såsom at ordinere lidt paracetamol eller lægge et perifert venekateter, måtte jeg lige spørge nogen til råds om, så det blev gjort på den rigtige måde. Jeg arbejdede på det lokale systems præmisser.

Den dummeste af alle dumme læger

Guess what? Jeg følte mig som den dummeste af alle dumme læger, der nogensinde havde arbejdet på den afdeling. Jo mere småting som sprog, kultur og hverdagsrutiner krævede mine mentale ressourcer, jo mindre overskud blev der til de overordnede diagnostiske overvejelser, terapeutiske strategier og teoretiske diskussioner med kollegerne. Frustrerende? Det er ikke ordet.

Egentlig havde jeg jo arbejdet som læge langt væk fra Danmark før - men selv i Nepal fungerede jeg mest på mine egne præmisser. Det samme gjaldt, når jeg som led i retrieval-funktionen tog ud med en sygeplejerske: så kunne jeg se, at jeg egentlig havde de kliniske færdigheder i behold. Der var der stort set kun patienten, sygeplejersken og lægen (mig), og der bestemte jeg, hvad der skulle gøres, hvordan og i hvilken rækkefølge. Det var en trøst at opdage, at jeg kunne fungere på disse betingelser - og indikerede for mig, at det var »den kulturelle stress« mere end klinisk uduelighed, der gjorde det sværere at fungere på hospitalet, hvor dagsordenen var sat af andre.

Jeg lod mig også trøste af, at chefen på min afdeling havde arbejdet i USA - og at han sagde, at det, trods den manglende sprogbarriere, havde taget ham et halvt år at falde til der. Et halvt år var også, hvad det tog mig at falde til i Australien. Da jeg først var nået dertil, var det (næsten) ingen kunst at arbejde der.

Udenlandske lægers vilkår i Danmark

Det fik mig alligevel til at tænke på, at alt dette må være vand i forhold til de vilkår, som nogle udenlandske læger bydes i det danske sygehusvæsen - hvis de overhovedet bydes indenfor. Nogle kommer fra kulturer, der er vidt forskellige fra den danske. Nogle begynder først at arbejde efter flere års inaktivitet begrundet i fængselsophold i hjemlandet, ophold i flygtningelejre i flere lande inklusive Danmark og måske ventetid, før ansøgningen om ansættelse som læge bliver godkendt af de relevante danske myndigheder. Nogle er psykisk belastede af forhistorien fra hjemlandet eller behovet for, at i Danmark skal det bare lykkes dem at skabe sig en hverdag - for det er ikke et realistisk alternativ at vende hjem. Nogle fornemmer måske, at de behandles som lidt mindre lige end alle andre borgere i det danske samfund. Alle skal de vænne sig til den danske måde at gøre tingene på, den danske arbejdsrytme - og alle skal de lære det danske sprog.

Det kan ikke på nogen måde være lettere i den situation at finde ind til fagligheden, end det var for mig. Snarere sværere.

Det er ikke vores problem

Skal vi så bare slå ud med armene og lade de udenlandske læger sejle deres egen sø eventuelt som taxichauffører, grillbarejere og gadefejere - »synd for dem, men det er ikke vores problem«? Nej, det skal vi ikke - og jo, det er vores problem. Ikke bare i en almenmenneskelig kontekst, men også fordi vi ellers går glip af betydelige lægelige ressourcer: »andre lande« uddanner også dygtige læger. I Adelaide arbejdede jeg sammen med australske, newzealandske, danske, tyske, engelske, skotske, hollandske, belgiske, ægyptiske, sydafrikanske, srilankanske, indiske, kinesiske og malaysiske læger. Selv om de danske læger generelt var populære (måske fordi vores kultur og selvopfattelse ligner den australske), var der ikke nogen af de andre nationaliteter, der fagligt stod tilbage - tværtimod var der nogle fantastiske klinikere iblandt, hvis viden og kunnen jeg ville være stolt af at have.

Apropos gadefejere har jeg ingen anelse om, hvordan andre højtuddannede professionelle, fx ingeniører, står fagligt, sammenlignet med deres danske kolleger - men jeg kunne have en mistanke om, at det forholder sig ligesådan.

Selvfølgelig skal der en indkøringsperiode til, før man kan forvente, at en udenlandsk kollega kan fungere optimalt og selvstændigt i Danmark. Og jo, selvfølgelig skal vi teste kundskaberne hos læger, der gerne vil arbejde i det danske sundhedssystem. Jeg vil ikke diskutere formen eller omfanget men blot opfordre til, at begge dele gøres i en stemning af tillid og tryghed - og tolerance! - snarere end mistillid. Det vil koste ressourcer, hvis det ikke skal give frustrationer i den travle hverdag, men jeg tror ikke, at vi har råd til at lade være.

Vi har brug for jer

Uden at dette indlæg skal ses i sammenhæng med debatten om, hvorvidt det er i orden at rekruttere læger fra andre lande, der måske selv har relativ lægemangel, er det måske disse læger, der vil have lettest ved at falde til i det danske system. De er hentet hertil i en positiv stemning - »vi har brug for jer« - de har undergået et intensivt sprogkursus og vil måske blive respekteret i højere grad end andre, der selv kommer med en uopfordret ansøgning.

Men den gensidige forståelse kunne også styrkes ved, at danske læger søger uden for landets grænser og prøver at arbejde på andre præmisser end de tillærte. I hvert fald føler jeg, at jeg er blevet fagligt bedre af mine udlandsophold - og som sidegevinst har jeg samtidig fået nogle store, både menneskelige og geografiske, oplevelser. Og så har jeg altså lært, at der findes en verden uden for Verona.

Måske kan det løfte »vores« (danskernes) opfattelse af »dem«, så »vi« indser, at resten af verden faktisk har noget at tilbyde også den danske andedam!