Otium

En dansk læge på 65 år har fået konstateret en uhelbredelig kræftsygdom, kort efter at han skulle til at nyde sit otium. Filmen præciserer det ikke nærmere, men fagfolk kan let regne ud, at det drejer sig om en prostatacancer med knoglemetastaser.

På en meget sober måde skildres hans overvejelser om denne dødsdom, der hænger over hans hoved. Han er meget realistisk - hans hustru ligeså - og begge synes de, at de vil søge at leve livet og få noget ud af det resterende - trods de dystre udsigter.

Det gør ikke sagen lettere for ham, at han selv på et tidligere tidspunkt stillede samme diagnose på sin fader - en da stor, stovt mand - som efter halvandet år døde som et afpillet, elendigt menneske med stærke smerter hidrørende fra knoglemetastaserne.

Denne kortfilm på 30 minutter slutter med, at han, sammen med sin søn, har fået sin motorbåd i vandet og sejler ud i forårsbølgerne. Ingen hensynken i medlidenhed. Fotografen har på en usædvanlig poetisk måde kombineret knivskarpe og let slørede detaljer på samme billede.

Filmens målgruppe kan næppe være lægestanden. De fleste læger har sikkert haft denne situation i tankerne - uden dog at være gået i dybden med det håbløse forløb?

Mon ikke andre målgrupper vil skubbe denne dystre problematik fra sig? Dette uafviselige tabu har tendens til at fortrænges. For i vort nutidige samfund føler vel mange, at døden er en uting - ja, nærmest en fejl fra lægernes side?

For hvem skal denne redelige film egentlig vises?

Anders Tuxen, tuxa@get2net.dk