Skip to main content

Overdiagnosticering - når vi gør mennesker syge i jagten på helse

Alm. praktiserende læge Henrik Dibbern E-mail: dibbern@post3.tele.dk Interessekonflikter: ingen

9. dec. 2011
3 min.

FORFATTERE:

Welch HG, Schwartz LM, Woloshin S.

FORLAG: Boston: Beacon Press, 2011

SIDER: 256

Pris: 24,95 USD

ISBN:

978-08070-2200-9

Denne bog handler om overdiagnosticering og den overbehandling, som det medfører.

Overdiagnosticering er en del af hverdagen i sundhedsvæsenet. Ofte kan vi kun indirekte vurdere, hvor hyppigt det forekommer. Patienter, som i forbindelse med screeningsundersøgelser får at vide, at der er fundet noget unormalt, men som ved videre undersøgelse får afkræftet mistanken om alvorlig sygdom, repræsenterer en synlig form for overdiagnosticering.

Patienter, som - fordi vi leder tidligere og med mere avancerede skannere - får konstateret forstadier til kræft eller tidligere stadier af kræft i et langt større antal, end vi ved normalt vil få symptomer på en given kræftform, bliver ikke blot overdiagnosticeret, men også overbehandlet.

Imidlertid kan vi ikke vide med sikkerhed, hvilke patienter i gruppen som har glæde af at blive udsat for undersøgelse og behandling. Langt den største gruppe af patienter, som bliver både overdiagnosticeret og overbehandlet, er dog personer, som bliver tillagt risikofaktorer for senere sygdom- risikofaktorer som for eksempel forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol eller osteoporose. Langt de fleste af disse mennesker er symptomfri, og kun de allerfærreste af dem vil udvikle de sygdomme, som risikomarkørerne peger på. Tilmed vil der blandt de få, som ville udvikle sygdommene uden behandling af risikoen, være et flertal, som udvikler sygdommen på trods af behandlingen. Når vi behandler raske personer med risikofaktorer for bestemte sygdomme, er der derfor indiskutabelt en høj pris at betale i form af overdiagnosticering og overbehandling.

Spørgsmålet, som vi og vores patienter må hjælpes ad med at besvare, er, om prisen er værd at betale. Gilbert Welch, som, ud over at han arbejder som læge i den amerikanske veteranorganisation, er epidemiolog og desuden har en grunduddannelse i økonomi, gennemgår i denne bog, sygdom for sygdom og screening for screening, hvorfor overdiagnosticering gør det ekstremt vanskeligt at give patienterne en almindelig, forståelig vejledning i fordele og ulemper ved de undersøgelser og behandlinger, som sundhedsvæsenet kan tilbyde.

Jeg læste i denne bog for første gang om »incidentalomer«: Forandringer, som tilfældigt findes på skanninger, når man leder efter noget andet. Welch nævner en række eksempler: Hos en 50-årig, asymptomatisk ikkeryger er der 15% chance for at finde en mulig tumor ved en computertomografi af lungerne. Risikoen for, at det fundne »incidentalom« er en kræftknude, er mindre end 1%. Tallene er af samme størrelsesorden for mange andre skanningsundersøgelser. Jo mere vi leder, jo flere forandringer finder vi. Bogen kan give alle læsere, både lægmand og læger, gode redskaber til at forholde sig til de stadig flere påbud og tilbud om undersøgelse og behandling af både raske og syge. For mig stod »aha«-oplevelserne i kø, fordi Welch med et klart sprog og en overflod af klinisk relevante eksempler har hjulpet mig med at sætte ord på svaret på et nagende spørgsmål: »Hvorfor er der ikke længere nogen, som må få lov til at være raske?«