Overenskomsten er acceptabel

I kronikken i denne udgave af Ugeskrift for Læger side 300 efterlyser Niels Dreisler en debat om den overenskomstaftale, som PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) indgik den 21. december 2010. Derudover rejser han en række spørgsmål til aftalen.

Med hensyn til debatten om aftalen giver medlemsmøderne, som alle fem praksisudvalg holder i løbet af januar, en mulighed for medlemmerne til at komme til orde og få svar på spørgsmål.

Som Niels Preisler rigtigt nok skriver, har PLO ikke stillet en elektronisk platform til rådighed for medlemmerne til en intern debat, da en sådan platform ikke eksisterer på nuværende tidspunkt. Jeg er dog helt enig i, at behovet for at føre elektroniske debatter med hinanden er stort. En velfungerende debatplatform står meget højt på min dagsorden.

I kronikken spørger Niels Dreisler, om vi overhovedet har fået noget som helst ud af aftalen. Det mener jeg bestemt, at vi har:

- Vi får et løft på 125 millioner kroner lagt til basishonoraret over de næste to år.

- Vi fastholder vores indflydelse på lægevagten og praksisplanlægningen. Truslen om, at regionerne forlangte ledelsesretten i lægevagten, var massiv, selv om det er nedslående, at en afværget trussel skal være et overenskomstresultat.

- Vi har sikret, at de uddannelsesmæssige investeringer, vores kolleger har foretaget for at kunne tilbyde samtaleterapi, ikke har været forgæves, fordi samtaleterapi fremover ikke er en rammeaftale.

- Vi har skabt mulighed for at få lavet en egentlig reform af vores honorarsystem, så vi i højere grad får fokus på det arbejde, som har den højeste sundhedseffekt, og i mindre grad på et stadig stigende antal »servicekontakter« af mere tvivlsom værdi. Et sådant nyt honorarsystem skal naturligvis ikke indrettes på en måde, så det rammer læger i socialt svært stillede områder dårligt.

Jeg føler mig overbevist om, at ibrugtagning af bl.a. datafangst og ICPC-kodning vil medvirke til at fastholde almen praksis i en førerposition i sammenligning med forholdene i andre lande.

P-journalen skal naturligvis håndteres med omhu, men den vil, rigtigt brugt, kunne forbedre patientsikkerheden i lægevagten. Ved at tage positivt imod Det Fælles Medicinkort er de praktiserende læger med til at forbedre kvaliteten i hele sundhedssystemet. Samlet set markerer vi med den nye overenskomst, at almen praksis er en integreret del af sundhedsvæsenet, og at vi til stadighed udvikler og fornyer os.

Sejre skal måles i, hvad vi får, men også i, hvad vi undgår. I det lys synes jeg også, at det er værd at tage med, at regionerne ikke får indført højere normtal, ydernumre til andre aktører, ophævelse af kilometergrænsen samt, hvad jeg tidligere har nævnt, heller ikke får ledelsen af lægevagten og plankompetencen.

I kronikken rejser Niels Dreisler spørgsmålet om den aftalte forebyggelseskonsultation. Det er rigtigt, at den bortfalder den 1. april 2011, og at provenuet lægges over i basishonoraret. Det er imidlertid fortsat meningen, at almen praksis skal tilbyde forebyggelse i samme omgang som i dag, i og med at vi stadig bliver honoreret for det.

Virkeligheden er, at det er opdragsgiver, som definerer, hvilke opgaver vi skal løse. Når RLTN ønsker en opbremsning af den generelle forebyggelse på det nuværende niveau, må vi indrette os på det. Alternativet kunne være blevet, at RLTN separat opsagde aftalen om 0106. Det ville selvfølgelig være et dybt mærkværdigt politisk signal, men det var faktisk beskrevet som en mulighed ifølge LOK-aftalen fra 2006.