Skip to main content

Overenskomstforhandlingerne drejer sig om tid og penge!

Alment praktiserende læge Elo Aagaard, Bogense, E-mail: elo-aagaard@get2net.dk

28. nov. 2005
2 min.

Klokken er få minutter i 12 for PLO.

Hvis ikke vores forhandlere forstår at sælge varen i de pågående overenskomstforhandlinger, mister danskerne en væsentlig og helt afgørende del af deres sundhedsvæsen - nemlig almen praksis.

Det er kaldt »verdens bedste«, og det er nok verdens billigste, fordi vores fagforening ikke i mange år har haft forhandlere, som var professionelle nok, når der skulle forhandles overenskomst. Nu begynder problemerne at dukke op rundt omkring i landet, først i de tyndt befolkede egne som på Langeland, og nu har vi læst om, hvorledes det står til på Mors: De praktiserende læger opgiver deres praksis, »segner på slagmarken«, overkørte af arbejde og stress, langtidssygemelder sig eller rejser bare væk og overlader deres patienter til de tilbageblivende kollegaer - dominoeffekten kommer snart til at afspejle fagets tilstand.

Det offentlige tror, at det kan ordne paragrafferne ved at indforskrive sygehuslæger til at vikariere, men disse gode kollegaer ejer ikke generalisternes overblik, og resultatet af en sådan rekruttering vil blive meget dyr - først i aflønningen af vikarerne og senere til øgede omkostninger i sygehusvæsenet pga. flere indlæggelser. Det gælder også i den del af det primære sundhedsvæsen, hvor specialisterne arbejder, fordi der bliver mange flere henvisninger til neurologer, øre-næse-halsspecialister og alle de andre specialister i primærsektoren.

Disse midler kunne man lige så godt kanalisere ud i almen praksis frem for at disintegrere faget og øge faneflugten fra almen praksis.

Giv os tid - tid er den vigtigste resurse i det moderne samfund - giv os tid til vores patienter og til at udføre alt det, som outsources fra sekundærsektoren: Diabeteskontrol, hjertekontrol, samtaleterapi, demensudredninger, udskrivningssamtaler og ikke mindst den kolossale øgning af arbejdsbyrden, som kommer fra de sociale myndigheder med møder, attester og helbredsundersøgelser, og attesthysteriet fra forsikringsbranchen.

Giv os resurser til at ansætte kvalificerede hjælpere i almen praksis: Sygeplejersker, bioanalytikere, sekretærer, og i perioder lægevikarer, så skal vi nok stå for det voldsomt øgede arbejdspres, som vi i de sidste år er blevet udsat for - specielt fra sekundærsektoren, hvorfra der outsources utallige opgaver til os.

Giv os resurser til at købe kvalificeret arbejdskraft til at håndtere denne arbejdsmængde, så vil mange - der står lige over for at opgive det hele, er lige ved at sygemelde sig eller løbe skrigende bort - atter tage fat, og det vil igen være muligt at rekruttere yngre læger til faget almen praksis, for det er et meget tilfredsstillede job at have.

Men det bærer ikke lønnen i sig selv!

SVAR