Skip to main content

Overflod af såvel sund som usund kost giver depotproblemer

Professor Jens H. Henriksen, Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinsk Afdeling 239, H:S Hvidovre Hospital, Københavns UniversitetE-mail: jens.h.henriksen@hh.hosp.dk

12. jun. 2006
3 min.

Kostpyramidens form og rette indhold bliver intensivt debatteret. Fedt, kulhydrat og protein indtager skiftevis rollen som skurk og helt. Senest har Garby & Sørensen (Ugeskr Læger 2006;168:1351) samt Bobzin (Ugeskr Læge 2006;168:1354) præciseret tolkningen af relationen mellem fedme og energibalance og givet forslag til at stoppe fedmeepidemien med stenalderkost. Der er intet galt med hjortemad, fisk og østers, men Bobzins bemærkningerne om, at kulhydrater ud fra et genetisk, enzymatisk og antropologisk synspunkt skulle være underlødige, savner hold i virkeligheden. Mennesket har glimrende enzymsystemer og effektive neurohormonale regulationer til at håndtere stivelsesprodukter. Vi har ydermere i lange hungerperioder overlevet takket være kost med stort kulhydratindhold. For udsatte personer (cancerpatienter, kronisk syge, postoperative og ældre) er en fokuseret ernæringsindsats, hvor der tages hensyn til kostens sammensætning, tilbudsform mv. i en målrettet ernæringsplan, helt nødvendig og veldokumenteret. Det forholder sig imidlertid anderledes med befolkningens risiko for overvægt.

Einar Lundsgaard skrev disputats om næringsstoffernes specifikdynamiske virkning. I 1929 modtog Frederick Gowlan Hopkins & Christiaan Eijkman Nobelprisen for essentielle fødeelementer og B-vitaminer, efterfulgt af Nobelpriser til Albert Szent-Györgyi (1937) og Henrik Dam (1943) for henholdsvis C- og K-vitamin. Alle er i dag enige om vigtigheden af sufficient tilførsel af essentielle aminosyrer, vitaminer, fibre etc. Når dette er sagt, må man imidlertid konstatere, at den aktuelle ernæringsdebat i relation til overvægt er kørt noget fast i en mere underordnet diskussion af kostdetaljer og sekteriske forhold vedrørende kostens sammensætning. Debatten burde i langt højere grad hæfte sig ved den aktuelle ubikvitære fødetilgængelighed, alt for store mængde af alle fødeemner (også de sunde) og indtagelsesmønstret for kosten i det 21. århundrede.

De seneste 30-50 år af menneskehedens historie adskiller sig markant fra samtlige tidligere tider ved, at føde har været tilgængelig i stort set ubegrænset mængde alle dage året rundt og på alle tider af døgnet i et sortiment og direkte konsumerbar form, som aldrig tidligere er oplevet. Sæsonsvingninger i forsyning er nu næsten ikkeeksisterende, og tidligere tiders længerevarende forarbejdning, før føden var egnet til indtagelse, er nu kortsluttet. Uanset samfundslag medførte tidligere tiders sæsonafhængighed, tilberedning og forarbejdningsbarriere, for ikke at tale om perioder med universel knaphed betinget af såvel kollektive problemer som periodevis eller mere permanent manglende økonomisk formåen hos den enkelte, at der uvægerligt indtrådte kortere eller længere perioder med faste eller ufrivillig lav fødeindtagelse. Dette medførte, at nettomobilisering af organismens fedtdepoter dengang var en tilbagevendende realitet i kortere eller længere perioder. Denne dynamik af fedtvævet er nu stort set ukendt og har været det tiltagende gennem de sidste 30 år. En manglende brug af en så vigtig organfunktion som nettofedtvævsmobilisering medfører selvfølgelig forstyrrelse i denne med »atrofi« og insufficient evne til fedtmobilisering. Såfremt fedtvævet ikke kan mobiliseres adækvat ved manglende fødeindtagelse, opfylder det ikke funktionen som depot (og tjener ikke et evolutionært mål). Personer med for eksempel nyopstået trismus eller med tandcerclage efter kæbefrakturer oplever efter nogen tid et eklatant vægttab, der sagtens kan overstige 10% af legemsvægten, men ofte udlignes, når tilstanden igen tillader normal fødeindtagelse.

I relation til overvægt og livsstil bør vi derfor i højere grad diskutere mønstret for fødeindtagelse, måske genindføre fasteperioder, samt fokusere på den mængde føde, der indtages, og reducere denne, samt genindføre tidligere tiders dyder (nødvendighed) om ikke at spise mellem måltiderne, etc. Måske er sund kost i lige så høj grad de intervaller, imellem hvilke kosten spises (og navnlig ikke spises), som dens indhold.