Overvågning af synet hos udviklingshæmmede

En midaldrende svært udviklingshæmmet kvinde sad i et hjørne i en middelstor boenhed. Hun kunne ikke gå. Ved øjenundersøgelsen viste det sig, at hun var alvorligt synshandicappet på grund af tæt stær på begge øjne. Det var ukendt for personalet. Hun blev stæropereret og begyndte at gå alene ned til sit værelse eller ud på toilettet. Både hendes og personalets liv blev lettere.

Et andet sted gik en ældre lettere udviklingshæmmet dame hele tiden rundt uden beskæftigelse. Hvad havde hun lyst til? Kunne hun strikke? Hun sagde: »ikke mere«. »Har du briller,« spurgte jeg. »Nej«. Med »læse«briller kunne hun igen sidde med noget i hænderne, se billeder og strikke.

Udviklingshæmmede i alle aldre har en langt større hyppighed af synsnedsættelse end andre; det er undersøgt i Danmark, hvor Sandfelt Nielsen (personlig oplysning) har undersøgt børn i Glostrup Kommune, og jeg har undersøgt voksne i Københavns Kommune [1] og Nordjyllands Amt [2]. I Holland er der lige udkommet en disputats [3], der også viser, at der er flere synshandicapppede udviklingshæmmede voksne end i baggrundsbefolkningen, og både den hollandske og de danske undersøgelser viser, at brillemangel er den væsentligste årsag. Hos ældre udviklingshæmmede kommer dertil katarakt, glaukom og keratokonus. I Skotland udsender RNIB (der svarer til vores Dansk Blinde Samfund) Focus Sheets, der er kortfattede forklaringer på synsnedsættelse og brillebehandling af udviklingshæmmede. IASSID (International Association of the Scientic Study of Intellectual Disabilities) har anbefalet regelmæssige øjenundersøgelser af udviklingshæmmede børn og voksne.

Personalet kan ikke altid skelne mellem adfærd betinget af synsnedsættelse og adfærd betinget af alvorlig udviklingshæmning, men der er metoder til at måle synet og brillestyrken, som kan bruges af læger og optikere over for langt de fleste patienter. Patienterne beholder i over halvdelen af tilfældene deres briller og får en synsbedring. Hvis synet ikke kan forbedres oftalmologisk f.eks. på grund af optikusatrofi eller retinitis pigmentosa, er en vejledning af personalet af stor betydning.

Der er behov for regelmæssig vurdering af øjnene og synsstyrken hos udviklingshæmmede personer:

1. 40-50% af alvorligt udviklingshæmmede børn skeler.

2. Der er flere personer med stærk nærsynethed eller langsynethed blandt disse patienter end i baggrundsbefolkningen.

3. Det er ekstremt sjældent, at personalet overvejer nærbriller til midaldrende patienter.

4. Øjenforandringer og nedsat syn er almindelig og kan ofte være vejledende for en differentialdiagnose.

5. Blandt patienterne er forekomsten af sjældne syndromer med øjenforandringer hyppigere end i baggrundsbefolkningen, men i hvert tilfælde har familien brug for en forklaring.

Patienterne er medlemmer af Sygesikringen og har derfor samme ret til regelmæssig undersøgelse som alle andre. Personalets kendskab til patienternes synsnedsættelse er begrænset, og personaleudskiftningen i boenhederne er stor. Der er derfor behov for faste regler for øjenkontrol.