Skip to main content

Oxford handbook of acute medicine Ramrakha PS, Moore KP, eds.

Reservelæge Jakob B. Seidelin E-mail: seidelin@dadlnet.dk

1. nov. 2005
3 min.

Anden reviderede udgave af »Oxford handbook of acute medicine« er en af de nyere blandt Oxford University Press' væld af kittellommebøger. Bogen er skrevet af britiske reservelæger og består af 16 kapitler, hvor stoffet er delt traditionelt op efter kliniske specialer. Hvert kapitel er meget stramt bygget op, og hvert opslag starter med en overskrift i store typer med efterfølgende gennemgang i faste underafsnit. Dette øger overskueligheden men giver mange blanke højresider. Bogen dækker den akutte medicin bredt, og der er således blevet plads til kapitler om akut psykiatri, akutmedicinske problemer hos hiv-positive patienter og sågar et kapitel om bioterrorisme.Bogen giver med sine 1.004 sider med små typer en meget grundig gennemgang af emnerne, og selvom teksten ofte er stillet op i punkter, har den nærmere lærebogskarakter end lommebogs ditto. Gennemgangen af ST-elevationsinfarkt fylder f.eks. 20 sider (plus yderligere ti sider om komplikationer). Det er et temperamentsspørgsmål, om man kan lide den udtømmende form, men bogen er velredigeret og den logiske opbygning betyder, at bogen er nem at bruge i klinikken. Det er netop detaljerne man har brug for, når man står med et klinisk problem. Andre lommebøger bliver ofte for overfladiske til at kunne danne grundlag for en klinisk beslutning. Bogen kommer med klare anbefalinger til evaluering og behandling, som er fuldt opdaterede og ligger på linje med danske behandlingstraditioner. Der er enkelte anbefalinger, som er lokalbestemte. Det vigtigste er antibiotikarekommandationerne, som ikke umiddelbart kan overføres til danske forhold.Indgangen til opslagene er diagnoser, og dette er bogens svaghed. Inden for akut medicin kan den redaktionelle opbygning synes noget bagvendt, fordi det for den typiske bærer af lommebogen ofte ikke er oplagt, hvad den akut syge patient egentligt fejler. Man skal ikke forvente at få klare svar på, hvad bestemte symptomer eller fund skyldes, og må lede forgæves efter en systematisk gennemgang af brystsmerter, hyperkalkæmi eller anæmi for den sags skyld. Står man med denne type problemer, bliver bogen pludselig temmelig uoverskuelig. Bogen adskiller sig her fra opbygningen af andre akutmedicinske lommebøger, herunder dansksprogede.Bogen er efter anglosaksisk tradition fyldt med forkortelser. I begyndelsen finder man en liste på de over 400 brugte forkortelser. Mange af dem er kendte inden for specialerne, men der er en række mindre oplagte forkortelser, som f.eks. »RTA« (road traffic accident) og »PR« (per rectum) som gør teksten tung at læse (i hvert fald første gang).

Alt i alt er der tale om en gedigen og anvendelig lommebog med overraskende mange informationer, som omfangsmæssigt lige holder sig inden for, hvad en kittellommebog

må fylde. Den kan anbefales til yngre læger inden for det internmedicinske speciale. Desværre findes den ikke i en PDA-udgave.

Oxford: University Press, 2004.

1.004 sider. Pris: 22,95 GBP.

ISBN 0-19-852072-7