Skip to main content

Oxford handbook of clinical immunology and allergy. Second edition Spickett GP, red.

Overlæge Niels Henrik H. Heegaard E-mail: nhe@ssi.dk

16. okt. 2006
2 min.

Denne håndbog har solidt plastikomslag, to indbyggede bogmærkebånd og næsten 550 tætpakkede illustrationsløse sider i kittelommestørrelse. En tiltalende typografi for overskrifter, et passende antal tabeller, mange opremsninger (bullet points), løbende titler på sidehovederne og en 13,5 siders forkortelsesliste fremmer anvendeligheden af det hyperkomprimerede indhold. Bogen dækker diagnostik og behandling af immunologiske og allergiske lidelser og er opdelt i to dele; den første og største del har overskrifterne: Immundefekter, allergiske lidelser, autoimmune lidelser, bindevævssygdomme, vaskulitter, forskellige syndromer, transplantationer og immunterapi, mens sidste del gennemgår: Immunkemi, autoantistoffer, allergitest, cellulære undersøgelser og vævstypning. Transfusionsmedicin er fraværende, men ellers overskrider indholdet det rent klinisk immunologiske laboratoriespeciale, idet terapi og autoimmunologi er medtaget. Bogens slutkapitel om kvalitetssikring, uddannelse etc. omhandler specifikke engelske forhold og er nok af mindre interesse for den danske læser, selv om uddannelseskravene kan inspirere. Referencer gives fornuftigvis kun i meget begrænset omfang.Værket er af opremsende karakter uden længere litterære passager, og det kræver nok lidt erfaring at sortere væsentligt fra uvæsentligt. F.eks. fylder afsnittene om immundefekter næsten tre gange så meget som afsnittet om systemiske autoimmunsygdomme. Der er hele 13 sider om svære kombinerede immundefekter (SCID), herunder om f.eks. CD25- og CD45-deficiens, hvor der kun kendes et par patienter indtil videre. Under den forældede betegnelse: »Bindevævsygdomme« findes de systemiske autoimmunsygdomme, dvs. reumatoid artrit, systemisk lupus erythematosus, MCTD, dermato- og polymyositis, Sjögrens sygdom, sklerodermi og fosfolipidantistof syndrom, som dækkes kompetent. De organspecifikke autoimmunsygdomme omtales også udtømmende, om end enkelte helt nye antistoffer mangler; f.eks. autoantistoffer mod aquaporin 4, der ses ved neuromyelitis optica (Devics syndrom). Under amyloidoser anføres det ukorrekt, at b-amyloid-protein findes i de neurofibrillære tangles, mens der retteligt er tale om de amyloide plaques. I bogens anden del om diagnostiske undersøgelser virker analyseudvalget velbegrundet, selv om afgrænsningen mod den kliniske biokemi stedvis er uklar. Normalområder angives, men er selvfølgelig metodeafhængige. I afsnittet om antinukleære antistoffer påvist med indirekte immunfluorescens er der dog en fejl, idet det angives, at normalområdet for over 65-årige er en negativ test i 1:8 serumfortynding. Dette skal være 1:80 (men er nærmere mindst 1:160). Registret er omfattende men ikke fejlfrit. F.eks. mangler anti-amphiphysin-antistoffer, selv om de omtales både p. 155 og p. 156.Sammenfattende er egentlige mangler og udeladelser få og små. Som sagt er det måske mere et problem, at der er for meget med, end at der mangler lidt af det nyeste. Bogen er eminent brugbar for laboratorimedicinere og alle klinikere med interesse i og behov for oplysninger om de immunologiske aspekter af deres speciale. Den udfylder fremragende sin niche og har ingen egentlige konkurrenter.

Oxford: Oxford University Press, 2006.

549 sider. Pris: 24,95 GBP.

ISBN 0-19-852866-3