På bekostning af hvad?

I et samfund med begrænsede resurser vil opprioritering af et område oftest ske på bekostning af et andet. Imidlertid synes denne logik ikke at gælde i sundhedsvæsenet. Der skal spares, men vi skal nå det samme. Eller rettere sagt: Vi skal nå mere både pga. årlige krav om produktionsstigning, og fordi der ustandseligt tilkommer nye registrerings- og dokumentationskrav. Når politikerne vil forbedre indsatsen over for en patientgruppe, nævner de ikke, hvilke patientgrupper der skal aflevere resurserne. Når Sundhedsstyrelsen i vejledninger skærper kravene til indsatsen over for enkelte patientgrupper, nævner de ikke, hvorfra resurserne til dette skal komme. Når afdelingsledelserne indfører nye arbejdsopgaver, som skal udføres i tillæg til de tidligere, nævner de heller ikke, hvorfra tiden til dette skal komme. Jeg efterlyser derfor politikere, ledere og vejledninger, som beskriver, hvad vi skal gøre mere af, og samtidig tager ansvar og skriver på bekostning af hvad. Næste gang et spare- eller registreringskrav skal gennemføres, ønsker jeg svar på, hvad jeg så ikke skal. Hvad af det, jeg gør nu, er ikke længere nødvendigt?

Effektivisering kan være en del af løsningen, men oftest løber vi bare stærkere med den dertil hørende øgede risiko for fejl. Og når de fejl sker, bliver det patientens og lægens problem, at beslutningstagerne ikke tør prioritere. Som læger har vi aflagt løfte på, at vi vil udføre vores gerning samvittighedsfuldt, men rammerne skal være til stede. Og hvis man insisterer på, at patientkontakten skal have et element af kvalitet, vokser antallet af utålmodige patienter i venteværelset. Det fører mange steder til vrede, frustration og trusler fra patienter og pårørende. Personalet gøres ansvarlige for beslutninger, som ikke er deres. Der skal være overensstemmelse mellem patienternes forventninger og det, som systemet kan levere. Og det er en af beslutningstagernes opgaver at sørge for dette. Man kan f.eks. skrive i indkaldelserne, at der kan opstå betydelig ventetid, da vi behandler de sygeste patienter først, og politikerne kan melde ud, at de fortsat ønsker åben adgang til FAME på bekostning af fortsatte timelange ventetider for patienter med banale lidelser.

Direktøren på Hvidovre Hospital har gjort det. Han meldte offentligt ud, efter en af talrige sparerunder, at »det er en del af hospitalsverdenen, at patienterne ikke altid kan komme på toilettet« [1]. Jeg efterlyser samme mod hos Sundhedsstyrelsen, politikerne og ledelserne til både at forholde sig til, hvad vi skal gøre ekstra, og endnu vigtigere: »på bekostning af hvad?«