På kanten af livet. En beretning om kræft og optimisme

Gyldendal, 2008

123 sider

Pris: 199 kr.

ISBN-10 8702068001

Den nu 63-årige forfatter er journalist og blandt andet tidligere nyhedsredaktør på Berlinske Tidende.

Anamnesen kort: I 1987 fik forfatteren fjernet højre nyre på grund af kræft. På daværende tidspunkt havde han fået besked om, at man »fik alt med ud«, så han følte sig med rette helbredt. Men det vides jo, at cancer renis har en ulyksalig evne til at medføre uventede metastaser mange år senere.

I 2004 var der opstået en mærkelig hudtumor på højre hofte; da den blev fjernet, viste det sig at være en metastase. Han sagde til sig selv: »Jeg blev opereret en gang og har overlevet - i 18 år. Det kan ske igen. Jeg må ikke tabe modet«.

Han henvises straks til Rigshospitalet, hvor man efter en større undersøgelse fastslår, at der er endnu en knude, som søges opereret. I sommeren 2005 får han icterus på grund af en metastase i caput pancreatis. Ny operation - blot åbnet og lukket igen med det samme. Da han er inoperabel, tilbyder man kemoterapi, som ikke virket tilstrækkeligt, hvorfor man tilbyder en ny og kraftigere kemoterapi. Den virker: Knuderne, som målte over ti cm, aftager, og i november 2007 er de borte, bortset fra en, »som måske slet ikke er en knude, men arvæv«. Således står sagerne, da han skriver sin bog.

Forfatteren er ikke journalist for ingenting. I et levende, stærkt engageret sprog beskriver han sine op- og nedturer; naturligvis medindrager han sin kone og deres to sønner, som alle støtter han, så godt de kan. Navnlig ventetiden imellem de mange undersøgelser og behandlinger er stærkt belastende for den lille familie. Han bliver behandlet redeligt og professionelt i sygehussystemet men synes - med rette - at tempoet er for stærkt; han får ikke den tid, som han føler, at den gode lægekunst burde yde ham. Så rigtigt - desværre: Vi læger tager os ikke tid nok.

Bogens slutning er tankevækkende: Han citerer Karen Blixen, som i et essay skriver om sit livs mottoer. Først »Hvorfor« (pourquoi), der udtrykker en fortvivlelse og desparation. Men derpå tilføjer hun et »ikke«: »Hvorfor ikke?« (pourquoi pas), hvor det tvivlende, søgende, indadvendte afløses af en fanfare af optimisme, mod og lyst.