Skip to main content

På spejdertur med Læger uden Grænser

Hans Christensen

2. nov. 2005
9 min.

Jeg skulle have skrevet for længe siden, men der har været nogle mere eller mindre gode grunde, der har holdt mig tilbage. En er, at hvis en hjælpeorganisation fremstår uheldig i offentlighedens søgelys, har det en afsmittende effekt, der kan have negativ indflydelse på holdningen og dermed donationsviljen til de øvrige hjælpeorganisationer. Jeg vil meget nødig legitimere den politiske nedskæringsiver på ulandsområdet. Det skal meget nødigt fremstå som brødnid mellem hjælpe-organisationer, og for at undgå det vil den hjælpeorganisation, jeg har arbejdet for i Kosovo, ikke blive nævnt ved navn i denne artikel. Endelig virker det at påpege svagheder i organisationen Læger uden Grænser, den organisation der har opnået Nobelpris, anseelse hos menigmand og tv-mediets ekspertgruppe i sundheds-spørgsmål om ulande, som ren og skær helligbrøde - som at kaste sten efter Mother Therese eller spænde ben for Ghandi.

Hvorfor skriver jeg så nu?

Dels for at imødegå nogle af de udsagn og myter, der kom frem i journalist Klaus Larsens interview med den danske formand for Læger uden Grænser givet i Ugeskrift for Læger nr. 4 af 21. januar 2002, dels fordi man i den gratis avisannonce, vundet af Læger uden Grænser, kunne opleve Læger uden Grænser slå mønt både konkret og politisk af deres indsats i det tidligere Jugoslavien. Endelig er det mit beskedne håb, at mit indlæg vil kunne være med til at ændre eller opbløde de skadelige men fastgroede principper, denne organisation kører efter, således at den bliver til større gavn for de nødlidende og en bedre samarbejdspartner for andre hjælpeorganisationer.

For lige ganske kort direkte at kommentere interviewet i Ugeskrift for Læger, så præsenteres læseren umiddelbart for de to fastlåste strukturelle principper, der plager Læger uden Grænser.

1. Lommepengeordningen og 2. Minimum 6 måneders tjenestetid. I interviewet præsenteres naturligvis de positive aspekter af de to principper. Men det er ingen hemmelighed, at yderst få danske læger har kunnet tage ud med Læger uden Grænser. Hvorfor? Jo, lommepengeprincippet betyder i praksis, at kun helt unge kandidater i rimelig gældfri stand uden forsørgerforpligtigelser eller gældfrie pensionister økonomisk kan tillade sig at rejse ud. Det siger sig selv, at kravet om minimum 6 måneders tjenestetid betyder, at ikke blot falder bunden ud af de flestes privatøkonomi, men kvalificerede læger kan sjældent undværes halve år på deres afdelinger eller klinikker.

Principper fastholdes rigoristisk - således har jeg en yderst kompetent kollega, speciallæge i almen medicin, vant til at færdes i internationale pressede situationer, han tilbød i sin naivitet at bruge en sommerferie på at arbejde gratis for Læger uden Grænser, ligegyldig hvorhen de måtte sende ham hen. Man var ikke interesseret!

Påstanden i interviewet om, at det er et meriteringsproblem, der afholder læger fra at melde sig, holder næppe vand, nu da vi har mangel på arbejdskraft inden for vores fag!

De to ovennævnte principper ligger som en hindring for at læger med stor erfaring og pondus til at handle både i et nødhjælpsområde og indadtil i en organisation melder sig. Er det mon en organisatorisk bekvemmelighed ikke at være belemret med erfarne folk, der jo har tendens til at råbe op, udbrede sig om deres visioner og stille krav?

Det synes også at være et princip hos Læger uden Grænser, at de grupper, der sendes ud, så vidt muligt er sammensat af forskellige nationaliteter. De grupper, jeg har mødt, hvor dette princip ikke var implementeret, har sjovt nok alle været rene franske grupper. Det er min erfaring, at hvis man i en krisesituation skal arbejde hurtigt, effektivt og målrettet, da er det til meget stor nytte, at hjælpegruppen har en umiddelbar fælles sproglig og kulturel forståelsesramme. Det er nok tænkeligt, at det for nogle (unge) fremmer en personlig udvikling at være i en international smågruppe, men det er nu engang de, der har hjælp behov, der har førsteprioritet.

I interviewet bliver princippet om lommepenge fremhævet som et godt eksempel over for lokal befolkningen for: »Du bor ikke i luksusvilla og kører rundt i stor bil« - »Nødhjælpsorganisationerne og de vestlige medier er med til at skabe korruption og til, at tingene går galt«. Jeg kan oplyse, at jeg altid har rejst på billigste klasse, at jeg har modtaget løn svarende til P.L.O.s kursusgodtgørelse - så jeg blev holdt nogenlunde skadesløs. Jeg har ikke boet på hotel, men privat hos en familie, hvis overhoved i øvrigt havde fået skåret halsen over af sin nabo. Jeg kørte en firehjulstrukken vogn med spil til selvoptræk - næppe nogen luksus terrænet taget i betragtning. Jeg skal ikke forsvare medierne, men blot påpege, hvor vigtigt det er med en dokumenteret fremstilling af nøden i verden. Men jeg må og kan forsvare alle de NGO (non government organisations)-nødhjælpsorganisationer, som Læger uden Grænser burde betragte som ligeværdige og gode kollegiale samarbejdspartnere - eller ved Læger uden Grænser bedre?

Hvad er nu mit udgangspunkt og min erfaring, der berettiger mig til denne konstruktiv mente kritik af Læger uden Grænser?

I år 2000, lige efter at NATO havde fordrevet de serbiske styrker fra Kosovo blev jeg spurgt, om jeg ville arbejde som medical adviser for den danske afdeling af en stor international humanitær hjælpeorganisation. Organisationen havde på det tidspunkt fem containerklinikker i Kosovo i et samarbejde med Beredskab Storkøbenhavn. De fem containerklinikker var på det tidspunkt placeret i den nordligste del af Kosovo ved bjergene, der danner grænsen mod Montenegro. De var anbragt som erstatningsklinikker for tidligere kosovoalbanske ambulantaer (små polyklinikker).

Containerklinikkerne havde gjort turen med fra flygtningelejrene i Albanien til Kosovo. Foruden de fem containerklinikker havde min organisation påtaget sig at få de øvrige klinikker i en kommune til at fungere, medens vi havde påtaget os undervisningsforpligtigelsen af sundhedsfagligt personale i en anden kommune.

Min opgave bestod i dels en praktisk supervision af containerklinikkerne og de andre klinikker, betroet til os, dels undervisning og oplysning om emnet »Primary health care« som besluttet af WHO og UNMIK (den administrative myndighed for Kosovo), og endelig at planlægge og undervise udvalgte kollegaer i emner med tilknytning til primær sundhedstjeneste. Sammen med to gode kollegaer Poul Lauridsen og Simon Spragge lavede vi en turnus, således at jeg i løbet af et år flere gange var i Kosovo. Jeg har således over en længere periode haft mulighed for at følge udviklingen i Kosovo.

Primær sundhedstjeneste var en næsten ukendt størrelse i det tidligere socialistiske, centralstyrede Jugoslavien. 80% af al behandling forgik på store centralsygehuse. Af bitter nød grundet den smadrede infrastruktur og den manglende økonomi, planlagde politikerne og WHO en primær sundhedstjeneste, der skulle behandle mindst 80% ude i de små lokalsamfund og mindre end 20% i egentlig hospitalsregi. Det var naturligt, at vi måtte overvinde en betydelig skepsis både hos befolkningen og ikke mindst fra vores kollegaer fra Kosovo, der bestemt ikke så på primær sundhedstjeneste som noget attraktivt. Det skal lige nævnes, at der absolut ikke er lægemangel i Kosovo, tværtimod. Jeg havde lejlighed til at teste det faglige niveau hos ca. 25 læger. Deres kvalifikationer er meget ujævne fra det brillante til det knapt så brillante - som forskell en er mellem Beograd, Pristhina og Tirana.

En meget stor del af vores arbejde bestod i at vise og overbevise vore kollegaer om, at god diagnostik og behandling kunne foregå i de små klinikker. Om sundhedsplanen (Primary Health Care) skulle blive en succes afhang faktisk heraf. Her stødte vi desværre ind i problemer med Læger uden Grænser, som jeg ser det på grund af for ringe erfaring og pondus blandt organisationens udsendte.

Som tidligere sagt havde vi i den nordligste kommune undervisningsforpligtigelsen samt én containerklinik medens Læger uden Grænser stod for indretningen af de resterende fire klinikker i kommunen. I min egenskab af underviser brugte jeg nogle dage i april 2000 i de pågældende fire klinikker for at følge det primære sundhedsfaglige arbejde der. Af den rapport jeg skrev hjem fremgår det at: »I de fire ambulanter (klinikker) bestod lægens diagnostiske hjælpemidler af et stetoskop, et otoskop og et blodtryksapparat! Man kommer ikke langt med det udstyr«. Vi arrangerede et møde med Læger uden Grænser, som altså stod for indretningen af klinikkerne. Fra Læger uden Grænser fremmødte en australsk læge, som jeg også tidligere havde mødt oppe i distriktet, han var kandidat fra året forinden, han havde meldt sig til Læger uden Grænser. Desuden kom fra Læger uden Grænser-organisationen fire meget unge, som under mødet talte fransk indbyrdes. Til mødet fremlagde vi et forslag med beregninger, udarbejdet af sundhedskoordinatorsygeplejerske Anne-Lena La Cour og undertegnede. Forslaget indebar anskaffelse af apparatur til måling af Hgb, blodsukker, en babyvægt, et målebånd, urinstiks og enkelte andre simple redskaber, som vore egne containerklinikker var udstyret med. Vore økonomiske beregninger viste Læger uden Grænser, at de kunne opgradere klinikkerne for ca. 15.000 danske kroner, altså en udgift på i alt 60.000 kr. I starten af mødet undskyldte repræsentanterne for Læger uden Grænser den yderst sparsomme indretning af deres klinikker med, at yderligere udstyr skulle være forbeholdt de fremtidige Family Health Centers - dvs. de planer, der på det tidspunkt end ikke var på tegnebrættet om at nybygge lægehuse til primær sektor. Til det var der desværre kun at sige, at klinikkerne på daværende tidspunkt allerede havde været i funktion i godt et år, og selv de mest optimistiske måtte regne med mindst et års funktionstid. Endvidere at vi havde sørget for en fast læge og sygeplejebemanding af klinikkerne og at vi var godt i gang med at efteruddanne dette personale og endelig det allervigtigste: hensynet til befolkningens dårlige sundhedstilstand og i særdeleshed til det faktum, at vi var i et område med suveræn europarekord i børnedødelighed. Læger uden Grænser lovede at overveje situationen - vi hørte aldrig noget.

Er mon kommandovejene for lange? Er den centrale styring så stærk, at man ikke hører hvad der foregår perifert? Er de unge menneskers uerfarenhed og manglende indsigt et problem, der gør, at de ikke kan trænge igennem i organisationen? - og passer det organisationen ganske godt?

Mon det er det politiske korrekthedsbud (altid at fremhæve de forurettedes sag), som Læger uden Grænser med rette bryster sig af, der trods alt fører til en selvforståelse og et syn på andre NGO'er, som medfører et dårligt samarbejde. Jeg har deltaget i flere NGO-møder, hvor Læger uden Grænser har været repræsenteret. Det har været påfaldende så tilbageholdende og lidt meddelsomme repræsentanterne har været - uerfarenhed? - manglende lyst til samarbejde? Selv da tularæmiepidemien brød ud i Kosovo kom de ikke på banen. Vi forsøgte et samarbejde med Pharmacie Sans Frontières, der med Læger uden Grænser's logo distribuerede medicin i den nordligste kommune. Vort ønske om mindre injektionsmedicin, bl.a. stesolid som injektion og diuretika som injektion, basale lægemidler, mindre bredspektrede antibiotika og gerne smalspektrede som tabletter, »simple« lægemidler blev fuldstændig overhørt til skade dels for miljøet, dels for planerne om et godt primært sundhedsvæsen og endelig til skade for en rationel behandling af befolkningen. Vi blev ikke (bøn)hørt. Der kom en flok ganske unge franske psykologer med tilknytning til Læger uden Grænser, som gerne ville hjælpe de krigstraumatiserede sygeplejersker, som vores sundhedskoordinator, sygeplejerske Marianne Celinder, havde undervisningsansvaret for. Her kom den manglende erfaring fuldstændig til kort. Det var synd både for ofrene men også for psykologerne, der måtte indkassere deres karrieres første store nederlag. Det var, som kunne jeg forestille mig, Den rejsende Højskole lederforladt og langt fra hjemmet.

Som sagt har jeg haft mine betænkeligheder ved at skrive dette indlæg. Jeg har jo trods alt kun mine erfaringer fra Kosovo. Jeg har med mit indlæg villet påpege, at nogle af de tilsyneladende faste rekrutteringsprincipper i Læger uden Grænser stiller sig hindrende i vejen for erfaring, kvalitet og gennemslagskraft. Det ser ud til, at man i visse situationer slækker på kvalitetskrav til skade for hjælpearbejdet blot for at få en nål på verdenskortet - blot for at kunne sige: »Vi var der!«

Spørgsmålet er til hvis nytte?

Forf.s. adresse: Hasselvej 3, 1. tv., 2720 Vanløse.

SVAR