Skip to main content

Pacemakereksplosioner - og det der er værre!

Overlæge i reumatologi og vagtlæge Torben Grube Christensen, Glostrup Hospital, Geriatrisk/reumatologisk Afdeling B. E-mail: grube1@msn.com

16. maj 2007
2 min.

I Ugeskriftet (2007;169:1585) viser Månedens billede et antal pacemakere, der er deformeret til ukendelighed under kremationer. I den tilhørende tekst gøres der opmærksom på, at antallet af disse uheldige eksplosioner synes at være stigende, og at det påhviler den læge, der afholder ligsynet, at sikre sig, at afdøde ikke videregives til ligbrænding, før en eventuel pacemaker er fjernet. Moderne pacemakere er små og kan være svære at finde umiddelbart ved udvendig undersøgelse af liget, så man tilrådes også at læse journalen grundigt igennem.

Det er et ganske udmærket råd, ingen kan vel egentlig være uenig i det. Der er bare det problem, at det ved et stort antal ligsyn er umuligt at efterleve. Som vagtlæge kaldes man jævnligt ud i afdødes eget hjem eller til et plejehjem for at afholde ligsyn og skrive dødsattest, og det sker kun sjældent, at en sygehusjournal forefindes under disse omstændigheder. I hjemmene vil der ofte være pårørende, som kan give relevante oplysninger, men på plejehjemmene finder man typisk kun plejepersonale, som ikke kender afdøde så godt, at oplysninger om en evt. pacemaker kan opnås.

Så der er et problem. Og problemet er jo langt mere omfattende end en trods alt ret uskyldig eksplosion i en solid krematorieovn i ny og næ. For i samme grad som de tilgængelige helbredsoplysninger om plejehjemsbeboeren er mangelfulde post mortem, var de det selvfølgelig også i den situation, hvor en tilkaldt vagtlæge skulle tilse beboeren i levende live. Og for dem, som ikke selv har stået i situationen, kan jeg oplyse, at det typisk drejer sig om en svært syg og svækket, oftest dement medborger, for hvem de tilgængelige data i øvrigt, kardex og mundtlige efterretninger fra personalet, er meget sparsomme og tit ikke særlig relevante.

Hvordan kommer vi så videre? Som jeg ser det, har vi med en blåøjet lovgivning malet os op i et hjørne, hvor vi i den hellige personlige integritets og privatsfæres navn forholder ældre, svækkede medborgere muligheden for at få en kompetent vurdering og behandling. Lad os som sundhedspersonale få adgang til relevante sundhedsdata, også klokken to om natten. Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt for at yde en optimal indsats, men det er en uomgængelig forudsætning for, at det kan ske.