Panum og paradigmeskiftet i lægevidenskaben

Den 29. juni i år var det 175 år siden, at Peter Ludvig Panum sammen med sin kollega, August Heinrich Manicus, ankom til Torshavn. De to nyuddannede, 25-årige læger var af Det Kongelige Sundhedskollegium blevet bedt om at tage op til Færøerne for under en mæslingeepidemi at bistå de to fastboende læger med at yde hjælp til de knap 8.000 indbyggere.

Tre måneder tidligere havde en færing bragt smitten med sig hjem til Torshavn fra et familiebesøg i København, og snart begyndte sygdommen at brede sig til stort set samtlige de øvrige øer. At situationen hurtigt blev katastrofal skyldtes, at sygdommen ikke havde gæstet Færøerne siden 1781; med andre ord havde kun omkring 100 mennesker en immunitet, som de havde erhvervet sig 65 år tidligere. Alle andre – voksne og børn – var modtagelige for den meget smitsomme sygdom, og dødeligheden steg hurtigt til det tredobbelte. Mange voksne var så hårdt medtaget, at de for en tid var ude af stand til at tage ud at fiske, passe deres får, skære tørv, eller hvad man nu gjorde for at opretholde livet. Da tidenderne om den eksistentielle krise, som Færøerne reelt befandt sig i, nåede til København, reagerede man med at sende de to unge læger af sted.

Panum var fra skolealderen optaget af naturvidenskaberne og havde allerede indset muligheden af med deres brug at befri lægekunsten for den spændetrøje, som den klassiske medicin udgjorde. Så under sit fem måneder lange ophold gjorde han – ud over at yde lægehjælp til omkring 1.000 patienter på 15 af øerne – en række grundige optegnelser af mæslingers smittemåde og forløb, bl.a. at sygdommen efterlod livsvarig beskyttelse mod at få den på ny. Med sine iagttagelser [1] skabte han grundlaget for den analytiske epidemiologi, der i dag tillader os at tale om smitstof, smitteveje og inkubationstid. Og hans konstatering af et livslangt forsvar mod reinfektion var jo dybest set den første erkendelse af eksistensen af det, der mange år senere kom til at hedde immunitet.

Vor Herres straf

Smitte var endnu for de fleste udtryk for Vor Herres straf eller skyldtes kosmiske forstyrrelser eller »dårlig luft«. Idéen om, at mikroskopiske – levende – organismer kunne være ansvarlige for sygdom, opstod først nogle årtier senere. Rækkevidden af Charles Darwins observationer på Galapagos havde endnu ikke bundfældet sig, og at liv var et evolutionært fænomen snarere end af guddommelig genese havde få tilhængere. Skønt verden var længe om at forstå betydningen af Panums opdagelser, blev han de facto – sammen med John Snow – grundlægger af den videnskabeligt baserede epidemiologi, der er anledning til, at vi under den aktuelle pandemi f.eks. anvender isolation til at bryde smitteveje og smittekæder.

Bayern, Berlin, Paris, Kiel

I sine »iagttagelser« forudsagde Panum etableringen af discipliner som infektions- og socialmedicin, men valgte selv fysiologien som sit arbejdsfelt. Her tilbød de fremvoksende naturvidenskaber i hans øjne voksende udviklingsmuligheder. Efter at have erhvervet sig doktorgraden, rejste han i 1851 først til Würzburg i Bayern, hvor han i et års tid studerede under bl.a. Rudolf Virchow, som han allerede havde besøgt i Berlin i 1847. Året efter tog han videre til Paris, hvor han arbejdede som Claude Bernards assistent. Virchow og Bernard var tidens to mest fremtrædende medicinske videnskabsmænd, den første patolog, den anden fysiolog.

Endnu mens Panum opholdt sig hos Bernard, blev professoratet i fysiologi ved Kiels universitet ledigt. Uagtet at Holsten hørte under den danske konge, betragtedes universitetet som tysk, og af samtlige dets professorer var kun ham, der besad lærestolen i dansk litteratur, dansk. Men trods ledelsens både bitre og fantasifulde forsøg på at undgå det udnævntes Panum til professor i 1853, kun 32 år gammel. Modstanden mod ham ophørte ganske hurtigt i takt med, at han fik opbygget et fysiologisk laboratorium, skabte anerkendte forskningsresultater og indførte motiverende undervisning.

Krigen i 1864 og Slesvig-Holstens forvandling til – reelt – et preussisk vasalområde satte punktum for Panums produktive tid i Kiel. Professoratet i fysiologi ved Københavns Universitets lægevidenskabelige fakultet var blevet ledigt i 1863, men for at modtage stillingen havde Panum betinget sig, at han blev bevilliget et fysiologisk laboratorium. Det fik han heldigvis, og det eksisterer endnu – bygget efter hans eget design og beliggende i gården bag Medicinsk Museion i Bredgade, dengang Kirurgisk Akademi.

Statens Serum Institut

Herfra udfoldede han i de følgende tyve år en imponerende forskningsaktivitet bredt dækkende fysiologiens mange gebeter, bl.a. ernæring og stofskifte, respiration, transfusion og optik. Yderligere gav hans laboratorium gæstfrit plads til yngre forskere. Her fik Carl Julius Salomonsen adgang til at dyrke mikrobiologien, hvilket førte til Statens Serum Institut og landets første lærestol i mikrobiologi. Tilsvarende fik Emil Christian Hansen mulighed for at studere de gærceller, som han senere rendyrkede. Hermed fik brygger Jacobsen og Carlsberg langt større kontrol over fermenteringen. Panum var med andre ord fødselshjælper for discipliner og teknologier, der fik afgørende betydning for moderniseringen og den begyndende industrialisering af det danske samfund.

Men han beboede ikke kun sit elfenbenstårn. Han deltog bl.a. i den offentlige debat om ernæring og folkesundhed, han skrev den første lærebog i fysiologi, og som universitetsrektor medvirkede han til, at Nielsine Nielsen og Johanne Glerup som de første kvinder fik adgang til at starte på et universitetsstudium. Han var initiativtager til en læsesal, der sikrede lægers adgang til det voksende antal internationale medicinske tidsskrifter, han søgte målrettet at fremme skandinavisk samarbejde, og han var allerede fra Kiel-tiden medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og – fra dets oprettelse i 1876 – af Carlsbergfondet, som brygger Jacobsen efter nederlaget i 1864 stillede til rådighed for den genrejsning, han – bl.a. sammen med Panum – betragtede som nødvendig for nationens overlevelse.

Næsten glemt

Hvorfor forsvandt Panum næsten fra den kollektive hukommelse? Panum tilbragte en del af sin barndom i Slesvig og blev student i Flensborg, og han var derfor tosproget. Efter elleve år som professor i Kiel betragtedes han i København som tysksindet, et efter 1864 stigmatiserende prædikat – og fuldstændigt forkert. Men for at dæmpe mistanken begyndte Panum at offentliggøre sine forskningsresultater på dansk i stedet for som hidtil på videnskabernes internationalt anerkendte hovedsprog: tysk. Forudsigeligt nok betød det, at hans forskning blev langt mindre kendt, end tilfældet ellers ville være blevet.

Først hen imod slutningen af sit liv – i forbindelse med formandskabet for den internationale lægekongres i København i 1884 - opnåede han den anseelse, han fortjente. Her deltog alverdens medicinske kendisser: Lister, Virchow, Pasteur, Paget, you name it, og alle berømmede Panums indsats. Efterfølgende indvalgtes han i en række videnskabelige selskaber og blev rigt ordensdekoreret. Desværre kom han sig aldrig helt oven på anstrengelserne. Han døde om morgenen den 2. maj 1885, kun 64 år gammel. Obduktionen viste, at dødsårsagen var hjerteruptur, antagelig en følge af et tidligere infarkt.

Peter Ludvig Panum stod i spidsen for et paradigmeskifte i lægevidenskab, og heldigvis har vi instituttet Panum til at minde os om den store mand.

René Flamsholt Christensen udgav tidligere i år en bog om Panum »Peter Ludvig Panum – det moderne gennembrud i dansk medicin«.