I den lokale klinisk etiske komite ved Århus Universitetshospital, Aalborg Sygehus, har vi med interesse læst artiklen [1], hvor man indledningsvis beskriver to patientcases, hvor patienterne i begge tilfælde nægter at lade sig behandle. Med henvisning til sundhedsloven afsnit 3 og Det Etiske Regelsæt for Læger § 4 beskrives det, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens samtykke. Det beskrives endvidere med henvisning til Lægeforeningens nye sundhedspolitik, erklæring fra 2007, at patienten har ret til information og med begrundelse heri give samtykke til behandling eller det modsatte. Derefter beskrives, hvorledes informationen bør gives, og hvilke oplysninger informationen bør indeholde.
Vi kan i artiklen se, at klinikchef Jens Aage Stauning og speciallæge Pia Bohn Christiansen ønsker at give patienterne det bedst mulige rum for at kunne lytte, forstå og reflektere. Med den baggrund finder vi det interessant at gå et skridt videre i forhold til at få beskrevet, hvilke signaler man ud fra et etisk perspektiv skal være opmærksom på for at kunne antage, at patienterne er velinformerede og dermed kompetente til at kunne træffe et kvalificeret valg. Ganske vist står der, at man som kliniker skal give sig god tid, men der står samtidig, at dette ikke behøver at tage lang tid - man kan spørge, om der er en indikator for, hvornår man har givet sig tid nok ...
Patientens ret til at bestemme over eget liv er centralt for enhver klinikers arbejde og vurdering, men autonomibegrebet hviler på patientens evne til at vurdere egen situation og dermed være kompetent. Dette indebærer ifølge The Ethox Centre, University of Oxford, at patienterne er i stand til at rumme de givne oplysninger, er i stand til at reflektere og er i stand til at sætte beslutningerne i en relevant sammenhæng. Man kan sige, at patienten skal kunne argumentere logisk for valget, der videre skal være i tråd med patientens øvrige synspunkter og holdninger generelt.
I en anden artikel [2] lægges der vægt på det relationelle forhold mellem kliniker og patient. Der lægges vægt på, at heri ligger præmisserne for, at patienten kommer til orde, om man så må sige. Dvs. det er ikke kun et spørgsmål om den enkeltes autonomi, men også et spørgsmål om de rammer, klinikeren sætter op for beslutningen, hvilket artiklen i Ugeskriftet så udmærket lægger vægt på. Men derudover skal klinikeren så vurdere, om den beslutning, patienterne træffer, synes at være i overensstemmelse med de øvrige holdninger og meninger, patienten i øvrigt har, om denne er i stand til at vurdere fordele og ulemper ved valget, og om valget kan forstås entydigt.
Der vil aldrig kunne gives et endeligt facit for, hvornår der er informeret nok, eller hvornår patienten er kompetent til at træffe et valg, men vi mener, at det gør en forskel, om man er opmærksom på de nævnte signaler, således at klinikerens ønske om at hjælpe det andet menneske ikke afstedkommer, hvad forfatterne selv kalder behandlingsimperialisme.
Svar:
♠ Klinikchef Jens Aage Stauning, Almen Praksis ved Københavns Universitet. E-mail: stauning@dadlnet.dk & Speciallæge Pia Bohn Christiansen, speciallægepraksis, København
Mange tak for en værdifuld kommentar fra den lokale klinisk etiske komite ved Aalborg Sygehus. Det glæder os særligt, at det kommer fra en sådan komite, da Lægeforeningen netop kraftigt har støttet udbredelsen af disse lokalkomiteer som fora for en decentral etisk diskussion.
Vi havde i vores indlæg fokuseret på et lille hjørne af det brede emne om patientens autonome godkendelse af sundhedsfaglig behandling, nemlig tilfælde hvor patienten ikke ønsker at modtage dette tilbud. Det kan diskuteres, om patienten skal kunne argumentere logisk for valget, man har lov at være lige så ulogisk og irrationel, som man vil. Yderligere svært kan det være at vurdere, om patientens valg synes at være i overensstemmelse med vedkommendes øvrige holdninger og meninger her har man atter lov at være totalt ulogisk.
Vi har gjort opmærksom på, at problemet ofte er, at sundhedspersonen/lægen føler sit gode tilbud falde som frø på klippegrund; særligt når velformulerede, logiske argumenter bliver mødt med irrationalitet. Det er dog et vilkår, vi må acceptere.
En værdifuld oversigt over problemet findes i [3].
