Patienten skal kunne bruge det

Når vi som praktiserende almenmedicinere mødes og snakker fag, ender det næsten altid med, at vi fortæller hinanden om oplevelser, vi har haft med patienterne. Det er udtryk for to ting: dels at vi oplever mødet med patienten som vores kerneydelse, og dels at vi ikke har en teoretisk ramme at diskutere vores arbejde i. Vi mangler et begrebsapparat. Vi har som faggruppe ikke brugt energi nok på at formulere et teoretisk grundlag for vores fag. Det betyder ikke, at der ikke arbejdes med almenmedicinsk teori, men det gøres for spredt og for isoleret.

Kerneydelsen i almen praksis udspiller sig i konsultationsmødet; det er der, hvor et menneske kommer til os, fordi det har et problem, som det ønsker vores hjælp til at løse. Og når vi er færdige, skal patienten have fået noget, som netop dette specielle menneske kan bruge.

Når vores arbejde er så tæt knyttet til den enkeltes forståelse af sit liv og sit problem, må konsultationen nødvendigvis foregå i en dialog. Og det at dialogen er så centralt placeret i vores arbejde, gør det også oplagt at lade dialogen være udgangspunktet for en teoridannelse, altså at lade kommunikationen være indgangen til den kritiske bearbejdning af konsultationsprocessen.

Beskrevet efter det princip ser konsultationsprocessen sådan her ud:

Konsultationens første fase (faserne er ikke nødvendigvis tidsmæssigt adskilte) er, at patienten formulerer sin opfattelse af problemet, ofte med hjælp fra lægen. Det er en kendt sandhed også i almenmedicinen, at man oftere laver fejl ved at løse et forkert problem end ved at løse et problem forkert.

Anden fase er, at lægen danner sig sin egen opfattelse af hvad problemet er. Heri indgår hele lægens baggrund af biomedicinsk viden, psykologisk indsigt, kendskab til samfundsforholdene og til det enkelte menneskes liv og nærmiljø. Der er altså ikke i denne model tale om at nedvurdere lægens kontante viden, men med dialogen som udgangspunkt for analysen kommer det bio-psykosociale til at indgå som en del af lægens input. Det er i denne fase, at begrebet diagnose giver mening, hvis man ønsker at bruge det i sin teoridannelse.

Tredje fase er, at lægen og patienten taler sig frem til en fælles forståelse af problemet, en fælles platform for arbejdet med at nå frem til en handlingsplan, som lægen med sin baggrund kan stå inde for, og som patienten med sin opfattelse kan bruge til noget i sit liv. Denne handlingsplan har selvfølgelig også både biomedicinske, psykologiske og sociale elementer.

Kernekompetencerne bliver altså:

• at kunne hjælpe patienten til at formulere sit problem

• at kunne præstere en relevant bio-psykosocial analyse (diagnosticere i dette ords brede forstand)

• at kunne forhandle denne analyses resultat med patienten, så resultatet bliver brugbart og forsvarligt.

Specielt det tredje punkt, at vi forhandler med patienten om en løsning, som gerne skal kunne holde lægefagligt og kunne bruges af patienten, er efter min mening underbetonet i den almenmedicinske debat, på trods af at den måske er det mest centrale for, at patienterne oplever arbejdet som godt.