Patienter skal beskyttes mod skadelig alternativ behandling

»Jans kone valgte alternativ kræftbehandling – og døde« lød overskriften på forsiden af Berlingske midt i sommerferien. Artiklen beskrev en fortvivlet ægtemands oplevelse af sin kræftramte hustrus forløb, hvor hun fravalgte behandling med kemoterapi og udelukkende modtog behandling hos en alternativ behandler.

Sagen er ikke enestående. Der er mange eksempler på ulykkelige forløb med alternativ behandling. Patienter indleder behandlinger, som hviler på et helt udokumenteret grundlag, og som i nogle tilfælde har vist sig at være farlige. Særligt alvorligt er det, når patienter også dropper dokumenteret, effektiv behandling, som måske kunne have helbredt dem.

Vi skal holde fast i, at vi som læger er patienternes nærmestes rådgivere. De skal trygt kunne vende enhver overvejelse med os, så vi kan give den bedste hjælp. For eksempel er det vigtigt at vide, om en kræftpatient som led i en alternativ behandling tager store doser antioxidanter, hvilket kan modvirke effekten af strålebehandling. Vi kan også bakke patienter op i for eksempel at supplere deres behandling i sundhedsvæsenet med massage, hvis det giver dem velvære og livskvalitet. En tæt og fortrolig dialog er vigtig og kan have betydning for, om patienten fortsætter med den gængse behandling.

Men vi skal samtidig presse på for, at regeringen smider fløjlshandskerne over for de udøvere af alternative behandlinger, som er til fare for patienterne. I dag er det kun det sundhedsvæsen, som står på videnskabelig og faglig grund, som skal leve op til omfattende krav om dokumentation for virkning og bivirkninger. Den vildtvoksende sektor af alternative behandlere er der ikke styr på. Her rådgives en kræftpatient til at drikke sellerijuice, og orange lys prises for at kunne afhjælpe betændelsestilstande – blot for at nævne nogle af seneste sager, som har været omtalt i pressen.

I dag kan patienterne kun læne sig op ad den såkaldte Registreret Alternativ Behandler (RAB)-ordning. Det er en brancheadministreret ordning, som bl.a. stiller konkrete krav om uddannelse i den alternative disciplin. Men registreringen indebærer ikke nogen vurdering af det allervigtigste, nemlig hvad der er af dokumentation for effekt og potentielle skader. Dermed kan ordningen bidrage til falsk tryghed hos patienterne og almindelig forvirring af begreberne. Det giver jo ingen mening, at en behandler under RAB-ordningen henviser til, at vedkommende har gennemgået en grundig uddannelse i en bestemt behandling, hvis denne hviler på et grundlag, som er uden forbindelse med virkeligheden.

Jeg er helt klar over, at man med rette kan rette kritik mod det etablerede sundhedsvæsen for ikke altid at kunne leve op til egne høje krav. Det er rigtigt, at ikke alle behandlinger, som foretages, er testet på bedste evidensniveau. Men vi står uden sammenligning alligevel på langt, langt mere solid grund end alternativ behandling. Af flere grunde. Forskning i nye behandlinger indebærer for eksempel åbenhed om afprøvninger. Man skal kunne ses i kortene af andre forskere og af myndighederne. Det kniber det almindeligvis med inden for alternativ behandling, hvor ”sandheden” er den, som behandleren tegner op – ofte med stor autoritet.

Der er i høj grad brug for et kritisk blik på den måde, som alternativ behandling er reguleret i dag. Jeg vil opfordre sundhedsministeren til at tage fat på opgaven med at sikre et effektivt tilsyn med behandlerne og i det hele taget revidere reglerne for alternativ behandling, så patienterne får den beskyttelse, som de har krav på.