Skip to main content

Patienter som staffage i udsendelser med drama og blå blink

13. maj 2013
6 min.

Præhospital lægelig chef, adj. lektor Erika Frischknecht Christensen, Præhospitalet, Region Midtjylland

E-mail: arbejde: erichr@rm.dk

Ledende overlæge, dr. med. Ole Hartling, klinisk fysiologisk afdeling, Vejle Sygehus

Det er en nat, og akutlægebilen er netop blevet kaldt ud på udrykning. De kommer ud til en 80-årig kvinde med hjertesygdom. Hun er pludselig vågnet og har meget svært ved at få luft. Hun har først ringet til sin søn, der så har ringet 112, og samtidig er sønnen kørt ud til sin gamle mor. Da han ankommer, er ambulancen der allerede, og redderne er i gang med at give ilt. Hans mor sidder i en gammel slidt natkjole på sengekanten, der er lidt slim og savl på brystet, og hun har det rigtig skidt. Hun er lidt blå om læberne og har meget svært ved at få luft, hun kan næsten ikke snakke. Da lægen kommer, er sønnen ved at finde en ren natkjole. Hans mor er fuldstændig bevidst og klar, og selv om hun næsten ikke kan få luft, har hun bedt ham finde en ren natkjole, for hun er flov over, hvordan hun ser ud, og nu skal hun på hospitalet. Lægen giver med det samme medicinsk behandling, for det er alvorligt, hun har vand i lungerne, og lægen ledsager hende i ambulancen til hjerteafdelingen.

Hvis det var dig eller din mor, hvad ville du så sige til, at der sammen med redderne i ambulancen eller i akutlægebilen ankom en kameramand fra en tv-station, og lægen spurgte din mor, om de måtte filme?

Sygehistorien er typisk for det arbejde, som ambulancepersonale og akutlæger kaldes ud til efter 112-opkald.

Sælger godt

Tv-programmer, som handler om sygdom og død, sælger godt. Vi tænker især på serier om skadestuer og hospitalsafdelinger, hvor syge mennesker, fødende kvinder og trafikofre hjælpes behjertet og heltemodigt. Det er populært, når tv viser, hvordan udrykningshold til lands, til vands og i luften undsætter nødstedte.

Måske har du prøvet selv at ringe 112 på grund af alvorlig akut sygdom eller ulykke. Hvis ikke du har prøvet det, så forestil dig, at din mand pludselig har fået ondt i brystet, er bleg og svedende og har kvalme. Det kom pludselig, mens han sad ude på toilettet. Du har svært ved at få ham bakset væk derfra, du vil gerne have ham ind på sofaen i stuen. Din svigerfar døde af en blodprop i hjertet. Du er bekymret og bange, og du ringer 112. Du bliver hurtigt stillet om til en venlig, kyndig person, der spørger, hvordan din mand har det, og fortæller dig, at der er en ambulance med udrykning på vej ud til jer. Først kommer der en ambulance med to ambulancereddere, der straks hjælper din mand ned at ligge og går i gang med at undersøge ham og give ham medicin, der lindrer smerterne. Men din mand ser stadig ud til at have det dårligt. Kort tid efter kommer der også en akutlægebil, og lægen kommer ind til jer. Sammen med lægen kommer en mand med et filmkamera. Hvad tænker du?

Lægen spørger dig og din mand, om det er i orden, at kameramanden filmer, da de er ved at lave en udsendelse til tv om ambulancers og akutlægebilernes arbejde. Hvad tænker du? Hvad tænker din mand?

Samtykke

Patienter i den slags udsendelser er angiveligt blevet spurgt og har givet samtykke til, at kameraet er med, når et tv-hold følger med ambulancen til et ulykkessted eller til en akut sygdom. Men hvornår og hvordan er patienten blevet spurgt? Patienter kan let være i en situation, hvor de er så medtagne, at man må tvivle på deres habilitet med hensyn til at give samtykke.

Prøv engang at tænke på sidste gang, du selv havde det virkelig skidt. Tænk på engang du har haft dårlig mave, hvor du følte dig skidt til pas, du kastede op igen og igen og måtte løbe på toilettet ustandselig med tynd mave. Eller engang du kom til skade, og det gjorde så ondt, så du fik kvalme af det – det kan være en kraftig forstuvning af foden. Eller engang du havde influenza med høj feber og bare kunne ligge i sengen og sove det meste af tiden.

Nej, her ringer man ikke 112. Men vi vil gerne have dig til at leve dig ind i og forestille dig, hvordan det er at have det rigtig skidt. For det har man, når man ringer 112. Her er det bare endnu værre, for det er langt mere alvorligt og muligvis livstruende. Hvad ville du i den tilstand synes om, at et tv-hold nu kom forbi og spurgte, om de måtte filme dig? Tv-folkene forklarede dig, at de kunne »sløre« dit ansigt, for at man ikke skulle kunne genkende dig på skærmen. Ville du så sige ja til at blive filmet dér i din seng eller på toilettet?

Hvad nu hvis det var den allermest forfærdelige situation, at det var dit barn, der var blevet kørt ned, pludselig faldet om med kramper eller var blevet svært forbrændt? Hvad ville du så sige til, at der sammen med ambulancen eller akutlægebilen kom en kameramand?

Lovgrundlaget

Lovgrundlaget er ret klart. I sundhedsloven står der, at patienter har krav på fortrolighed fra de sundhedspersoner, de møder. Verdenserklæringen om menneskerettighederne taler i artikel 12 om retten til privatlivets fred. Lægeløftet og lægernes etiske regler understreger tavshedspligten, og § 15 i de etiske regler handler direkte om lyd- og billedgengivelser. Sådanne må kun finde sted med patientens tilladelse, og det understreges, at patienter og ansatte skal have tid til at overveje deres deltagelse, inden der gives samtykke. Ved et ulykkestilfælde eller ved akut sygdom er den betingelse ikke opfyldt.

Når det drejer sig om en akutpatient, hvor læge eller ambulancebehandler er kommet frem på stedet, gælder det om hurtigt at behandle patienten og skabe tryghed for patient og pårørende. Det er ikke muligt at tage patienten i enrum og spørge, om vedkommende ønsker at medvirke; endsige give tid til overvejelse. Patienten har i praksis ingen reel mulighed for at tage stilling til, om hun/han ønsker at medvirke.

Svært at sige nej

Det kan også være svært at sige nej, når den venlige læge, som skal hjælpe, spørger, om tv-holdet må være der. Måske frygter patienterne endog, at de ikke får den bedste behandling, hvis de ikke samarbejder. Og det kan være svært at overskue, hvad og hvor meget der gives samtykke til.

Kan de pårørende overskue patientens eller deres eget eventuelle samtykke? Der er ikke tale om et ligeligt forhold. De fleste patienter er meget taknemlige for hjælpen i sådanne situationer. Taknemlighedsfølelsen kan gøre, at patient og pårørende accepterer pressens tilstedeværelse – men der er ikke symmetri i relation mellem patient og den behandlende. Vil patienten bryde sig om, at der ligger en udførlig videooptagelse på nettet til »evig tid«, hvor man er syg, tilskadekommen eller døende ligger i smerte? Måske ens barn?

Medierne er blevet tiltagende grænseløse, når en historie skal fortælles. Der er ganske vist ret klare regler, men det afgørende problem er, så vidt vi kan se, at offentlige institutioner samtidig er blevet tiltagende ivrige efter at deltage. De har en standardforklaring på deres iver, og den lyder: »Vi går ind for fuld åbenhed«. Det lyder da også pænere end: »Vi går ind for fuld taktløshed«. Men med det udgangspunkt bliver medierne ikke bremset – tværtimod. Og patienten er den sårbare og udleverede part i denne sammenhæng.

Disse godt sælgende tv-udsendelser er ensbetydende med høje seertal, som løbende gøres op og efterhånden er blevet det vejledende kriterium for, hvad der bringes. Hvad er sundhedsvæsenets salgbare aktiv? Det er naturligvis den behandling og service, som leveres. Det aktiv kan sælges med drama og blå blink – og med patienter. Og de er sagesløse og mere eller mindre værgeløse, når de sælges.

Hvem vil du selv gerne møde, og hvordan vil du behandles, når det er dig selv, din ægtefælle, din mor, dit barn, der er kommet alvorligt til skade eller akut alvorligt syg og må ringe 112?



Interessekonflikter: Ingen