Patientsikkerhedsarbejde er også for læger

Ud fra overskriften »Læger og patientsikkerhedsarbejde - inkongruente størrelser?« [1] stiller direktør Peder Jest og overlæge Agnete Tophøj en række relevante spørgsmål. Med dette indlæg vil vi give svar på nogle af de spørgsmål.

Først og fremmest vil vi mane i jorden, at læger generelt har modvilje mod patientsikkerhedsarbejde. Jest og Tophøj refererer en undersøgelse fra 2001. Der er løbet meget vand i åen siden 2001. I 2004 trådte lov om patientsikkerhed i kraft. Loven pålægger sundhedspersoner at rapportere utilsigtede hændelser på sygehuse og garanterer samtidig fuld fortrolighed og sanktionsfrihed i forhold til rapporterne. Loven blev evalueret i 2006, og evalueringen viste bl.a., at der er stor tillid til rapporteringssystemet og patientsikkerhedsordningen generelt. Over halvdelen af de adspurgte læger angav, at loven havde ændret deres syn på det at rapportere utilsigtede hændelser.

Vi mener derfor, at konklusionerne fra 2001 er forældede og ikke siger noget om lægers holdninger til patientsikkerhedsarbejde i dag.

Ifølge Sundhedsstyrelsen udgør lægegruppen 10-15 procent af den arbejdsstyrke, som er forpligtet til at rapportere utilsigtede hændelser til Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD) [2]. I Region Hovedstaden står lægerne til sammenligning for 16 procent af rapporterne til DPSD. Lægerne er samtidig mindre tilbøjelige til at rapportere anonymt end plejegruppen (tre procent mod syv procent), hvilket vi tolker som et udtryk for tillid og åbenhed. I Operation Life var 30 procent af deltagerne i de kliniske team læger.

På den baggrund tør vi godt påstå, at læger er mindst lige så interesserede og involverede i patientsikkerhedsarbejde som andre faggrupper. Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til forbedringer. Her har kulturen nok den største indflydelse, og vi er helt enige med Jest og Tophøj: »Vi ændrer generelt ikke adfærd eller justerer risikoopfattelse, fordi administratorer ønsker det, men fordi vi f.eks. involveres i alvorlige utilsigtede hændelser eller klager«.

En, efter vores erfaring, effektiv måde at øge engagementet på er at gøre det til en tradition at gennemgå afdelingens egne utilsigtede hændelser, f.eks. på morgenmøder: »Er der sket nogle utilsigtede hændelser i nat?«. Hvis seniorlæger går forrest og fremlægger »egne« fejl med fokus på læring snarere end ansvar og skyld, vil det have en markant indvirkning på kulturen.

Vores konklusion er, at læger er engageret i patientsikkerhed. Spørgsmålet er, om engagementet er stort nok. Og hvad med ledelsens engagement? Der er behov for at udvikle patientsikkerhedsarbejdet, integrere det i uddannelserne og skabe et selvstændigt videnskabeligt fundament. Her er lægerne uundværlige og kan få stor indflydelse til gavn for patienterne, samarbejdet med andre faggrupper og egen faglige udvikling.