Pauseinformation - om bestående etiske problemer

Når man ofte er ude blandt det arbejdende sundhedsvæsens faggrupper, som fx i kursus- og foredragssammenhænge, er det tit på tomandshånd i pauserne, at man får forelagt etiske problemstillinger, som er kendte men uløste, eller som er nyopdukkede.

Et sådant problem fra publikationsetikken dukker, trods mange års omtale af dets nødvendige løsning, fortsat op. Det angår den del af publikationsetikken, som omfatter forfatterskabet. Og for en gangs skyld er det ikke det uretmæssige forfatterskab, dvs. inklusion af navne i forfatterlisten, som ikke opfylder de internationale definitioner af det fortjente forfatterskab, som er problemet. Ej heller er det udelukkelse af forfattere, som pga. stillingsskift nu og da oplever at være forment adgang til et fortjent senere medforfatterskab.

I stedet er det endnu engang problemet, at der fortsat er enkelte kliniske artikelforfattere, som benytter tværgående specialers, billedskabende, klinisk-fysiologiske, klinisk-kemiske og pato-anatomiske afdelingers, bidrag til fællesjournaler som bestanddele af en artikel, uden at den pågældende afdeling er bekendt med anvendelsen, kan stå inde for dens inklusion i en videnskabelig artikel, og dermed ikke har haft mulighed for at overveje om bidraget foranlediger en kollegial drøftelse af et eventuelt medforfatterskab.

Der tales ikke her om småtingsafdelingen, at der fx i en sygehistorie nævnes, at »rtg. af thorax var i.a.« (medmindre det var differentialdiagnostisk overraskende, at der intet radiologisk abnormt påvistes i lungerne, og at dermed en ekstra vurdering af diagnostiske sikkerhedsgrunde havde været hensigtsmæssig). I pausekommentarerne er det derimod omtale af nøglevariabler, hvis værdi fx hele den originale kasuistiske meddelelse er afhængig af.

Det er svært i redaktionerne at afgøre, om sådanne nøglepræmisser i en artikel hviler på en nødvendig medinddragen af de tværgående specialer, som har den faglige ophavsret og kvalitetsindsigt. Måske bliver det lettere, når medforfatterskaber i fremtiden skal beskrives med flere linier for hvert punkt i en checkliste over de indsatser, som berettiger til et videnskabeligt forfatterskab. I så fald skal redaktioner og konsulenter dog fortsat indkredse det publikationsetiske problem, der består i, at den primære forfattergruppe har udelukket én eller flere nøglepersoner, som burde have været at finde i »Aknowledgement«-afsnittet eller endog i forfattergruppen.

Enklere og dermed mere hensigtsmæssigt er det derfor, at forfatterne selv opfylder den moralske forpligtelse, og den garanti for resultaternes pålidelige fortolkning, som god publikationsetik kræver. Den moralske forpligtelse tjener det interkollegiale arbejdsklima, og kravet til fortolkningens kvalitet tjener læserens forventning om artikelbudskabets faglige kvalitet.