Skip to main content

Pensionisters kontingent

Speciallæge i anæstesiologi Niels Valentin, Fredensborg. E-mail: niva@dadlnet.dk

6. nov. 2005
2 min.

Efter den første alarm i anledning af, at pensionerede medlemmer af DADL fremover skal betale 50% kontingent, har der været stille om dette spørgsmål. Skulle stilheden skyldes, at Foreningen upåagtet af mig er kommet på andre tanker, vil jeg nok få mit indlæg retur - og ellers vil jeg gerne bidrage til at hvirvle støvet op igen.

Det er komplet absurd, at det - i kraft af det mistede skattefradrag - skal være dyrere for pensionisten end for den erhvervsaktive læge at være medlem af DADL. Efter mere end 40 år i faget er en væsentlig del af min identitet knyttet til lægerollen, og jeg vil være meget ked af at opgive mit medlemskab (og dermed min dadlnetadresse), men det vil nok blive resultatet.

Det vil i øvrigt være i tråd med, at jeg snart bliver »bortvist« fra pensionskassen og dermed dennes boligmarked, da mit indestående er under en vis kritisk grænse.

Foreningen betragter altså pensionisterne som en slags dødvægt, men tænk på, at der ikke skal forhandles overenskomst for pensionisterne; de skal ikke rådgives om dette eller hint, de foretager sig ikke noget, hvorved de risikerer at få ørerne i maskinen og skal have advokatbistand. Fortsæt selv listen.

Den største økonomiske byrde er vel Ugeskriftet? Hvis den formodning er rigtig, må der kunne laves et billigt/gratis medlemskab som ikke indbefatter papirudgaven af Ugeskriftet?

Jeg håber meget, at Foreningen vil diskutere spørgsmålet endnu en gang - skelen til ovenstående vil kun kunne føre til en omgørelse af beslutningen.