Skip to main content

Personfølsomme oplysninger

Alment praktiserende læge Lene AgersnapE-mail: agersnap@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

5. sep. 2016
2 min

Klaus Lynggaard har fået lungekræft, og under indflydelse af kemoterapi har han skrevet et kort »erindringstekststykke« om sine oplevelser i væsenet. Alt er skrevet på IPhone. For symmetriens skyld bliver bogen anmeldt på et lignende device.

Det er et glimrende værk. Sort med morbid humor. Kort og præcist med groteske indfald og billeder. »Der kræves ikke byggetilladelse til luftkasteller«, skriver afsenderen, der tydeligvis er en sygdomsramt mand med ordet i sin magt. Han evner i sjælden grad at se direkte ned i afgrunden og beskrive, hvad han ser. Som læge får man en enestående chance for at kigge med og måske i højere grad blive i stand til at leve sig ind i, hvordan det føles for den patient, der midt i livet rammes af dødens pludselige nærvær. Klaus Lynggaard låner os den syges blik på os selv og vores manglende evne til at være til stede. Selvom det ikke just er noget smigrende portræt, der indirekte tegnes af standens evne til at levere det alvorlige budskab, er der ingen løftede pegefingre. Bare en nøgtern iagttagelse af, hvordan det opleves at være en mand, »der ligger på knæ i Helvedes forgård« og få overleveret en skæbnesvanger besked.

»Vi har fundet en tumor i din højre lunge, siger lægen glad. En ordentlig en. Hvad siger du så?«

Og senere da patienten bliver spurgt, hvordan det går, smiler lægen og siger »yksi, kaksi kolme« og fortsætter med »besserwisser, bananasplit«. Man skal lede længe efter en mere tragikomisk beskrivelse af den svære samtale, der ender med, at patienten takker lægen for hans tid.

Denne fine lille tænksomme bog bliver hængende længe i bevidstheden. Angsten og opgivelsen møder den professionelle rutine, uden at denne bliver beskrevet som hjerteløs. Man forstår bare, at det er sådan det er. Det er eksistensens nøgenhed, bestående af lige dele fortvivlelse og humor, der mødes med alle systemets venlige og rationelle tiltag.

Forfatteren får det sidste ord med dialogen mellem lægen og kræftpatienten:

»Du skal dø.

– Nu?

– Næ, men på et tidspunkt.

– Nå.

– Kan du leve med det?«