Skip to main content

Peter Gøtzsche: Usandheder i psykiaterformands boganmeldelse

Professor Peter Gøtzsche.
Professor Peter Gøtzsche.

Professor, dr. med. Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet
E-mail: pcg@cochrane.dk
Interessekonflikter: ingen

7. okt. 2015
4 min.

Torsten Bjørn Jacobsen skriver, at jeg afskaffer de sværeste psykiske lidelser med henvisning til, at enkeltsymptomer forekommer bredt i normalbefolkningen, og at jeg mener, at selvmord og psykoser ikke ville forekomme, hvis det ikke var for psykiatriens overgreb [1]. Det er usandt. Jeg skriver eller antyder ikke sådan noget vrøvl i min bog [2].

Faktaboks

Fakta

Jeg tillægges også at ”beskylde fagkolleger i Cochranenetværket for at være ukyndige inden for et fagområde”. Usandt. Jeg roser nogle Cochrane-reviews, og min kritik af andre går på metoderne, ikke på fagområdet.

Jacobsen mener, at intet i mit cv underbygger, at jeg har en ”særlig kyndighed” på området. Usandt. Vi har forsvaret en ph.d. om psykofarmaka; yderligere tre på vej; tre af mine artikler om psykofarmaka er fra BMJ; og jeg har vundet priser.

Jacobsen mener, at jeg citerer selektivt. Usandt. Jeg citerer den bedste videnskab, jeg kan finde, og påviser også, hvorfor dårlig videnskab, som psykiaterne ynder at citere, fordi den bekræfter dem i deres fantasiverden om medicinens fortræffeligheder, ikke holder vand.

Jacobsen kritiserer, at jeg appellerer til følelserne ved at beskrive menneskeskæbner. Jeg forklarer hvorfor i bogen:

”Vi skylder dem, der er døde på grund af en grådig, kriminel og svindelagtig medicinalindustri, bistået af alt for industrivenlige lægemiddelagenturer og korrupte psykiatere, at fortælle nogle af deres historier. Tusind dødsfald er en ansigtsløs statistik. Men der er rigtige mennesker bag tallene, og når vi fortæller, hvad der skete for rigtige mennesker, er andre mennesker mere tilbøjelige til at tage dødsfaldene alvorligt. Her er otte af de tragiske dødsfald, jeg har personligt kendskab til, fordi jeg har mødt de efterladte forældre eller ægtefæller. De ønskede alle, at jeg fortalte deres historie for at advare andre om faren ved SSRI”.

Jacobsen finder min stil ”uforsonlig”. Men hvis man skal gøre sig håb om at trænge igennem psykiaternes panser og organiserede fornægtelse over for de skader, de påfører patienterne med medicin og tvang, er man nødt at være klar i mælet.

I modsætning til Jacobsen er formand for DSAM, Lars G. Johansen, positiv over for bogen, som han ser som et godt oplæg til diskussion af, hvordan de praktiserende læger i fremtiden skal behandle patienter med psykiske lidelser. Tak!

Men det er usandt, når begge anmeldere siger, at jeg ikke anviser løsninger. Jeg anviser rigtig mange, bla. i de to sidste kapitler: ”Hvad kan patienterne gøre?” og ”Hvad kan lægerne gøre?”. De vigtigste er: Skær forbruget af psykofarmaka ned med 98%, lav og følg aftrapningsplaner, sats på psykoterapi, modtag ikke penge fra industrien, lyt til patienterne og afskaf tvang i psykiatrien. Måske Jacobsen og Johansen ikke nåede så langt i deres læsning?

Referencer

LITTERATUR

  1. Jacobsen TB. Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse. Ugeskr Læger 2015;177:1793.

  2. Gøtzsche PC. Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse. København: People’s Press, 2015.

  3. Johansen LG. Ingen anvisninger fra Gøtzsche. Ugeskr Læger 2015;177:1793.