Skip to main content

Politikens guide til et godt kærlighedsliv Byriel C.

Speciallægekonsulent Kirstine Rugholm Münster E-mail: kimu@mail.dk

31. okt. 2005
2 min.

Politikens forlag har gennem mange år udsendt guidebøger, der er blevet en fast bestanddel af de fleste familiers bogsamling - tænk blot på Bogen om barnet, som forældre har draget nytte af fra 1950'erne og frem til nu.Christine Byriels bog om kærlighedslivets veje og vildveje lægger op til at kunne få en tilsvarende betydning. Forfatteren er socialrådgiver og psykoterapeut med mange års erfaring i samlivsterapi.De korte, letlæste afsnit dækker bredt: fra forståelse af forelskelsens dynamik, over parforholdets mange udfordringer og glæder til rent praktiske emner om arbejdsdeling i hjemmet og jura (sidstnævnte er et fint afsnit forfattet af cand.jur. Eva Hvelplund). Byriel inddrager solid psykoterapeutisk viden i disse afsnit, fra objektsrelationsteori og jungiansk mytologi over eksistenspsykologi til Alberoni.Samtidig med denne dybde er der bunker af gode, solide råd til partnerne. Specielt vil jeg fremhæve det udmærkede kapitel om parforholdets kommunikation.

Særligt bør også fremhæves et smukt kapitel om døden, krise og sorgarbejde.

Bogen bør anskaffes af alle praktiserende læger, som dagligt konfronteres med disse sider af deres patienters liv. Den vil være en god henvisning, som de fleste patienter selv vil kunne læse og bruge som grundlag for diskussion i deres parforhold, og da langt flere mennesker med samlivsproblemer søger deres læge end en samlivsterapeut om vanskeligheder og problemer i parforholdet, er det godt at have et sådant redskab ved hånden.

Den mere filosofisk/terapeutisk interesserede læser vil blive lidt skuffet: Hver gang man er blevet virkelig tændt af den gode beskrivelse i et afsnit, sluttes det. Dette er helt i overensstemmelse med ønsket om at dække et bredt behov, og den skuffede må søge sine behov dækket med hjælp fra bogens litteraturliste.

København: Politikens Forlag, 2005.

250 sider. Pris: 229 kr.

ISBN 87-567-7017-0