Politisk matematik

Min første oplevelse med det, jeg kalder politisk matematik, var i 2016 under en større sparerunde i Region Syddanmark. Her ville man (meget fornuftigt) lægge en lille og en stor fødeafdeling sammen. På den lille fødeafdeling var der fem fødestuer, og på den store fødeafdeling var der ni fødestuer. 9 + 5 skulle man tro ville give 14. Men nej! 9 + 5 = 9. Sådan er det i god tid før en valgkamp.

På forventning om en teknologisk udvikling og mere strømlinede patientforløb blev det i forbindelse med kvalitetsfonden og de nye supersygehuse besluttet at reducere antallet af sengepladser med ca 20%. Tidligere kunne man spare indlæggelsesdøgn, vi står dog ikke længere over for en demografisk udfordring, vi står midt i den. Antallet af 80+-årige stiger med 150.000 personer i de kommende år. Som tommelfingerregel indtræder februar måned én gang om året, på samme tidspunkt hvert år. I februar kommer der ofte en influenzaepidemi, som sender ældre mennesker på hospitalerne i hobetal. Måske man kan få patientantallet til at passe i de øvrige måneder, men i februar kniber det, og i de kommende år bliver det værre.

Ved supersygehusenes åbning, skal de levere 8% effektivisering. Bag dette krav var en forventning om lavere el- og varmeregning og om, at man kunne få robotter til at køre rundt med post og uniformer. I Aarhus er man efter besparelsen på 8% helt afklaret med, at der ikke længere er tale om et supersygehus. Størstedelen af udgifterne på et hospital er til personale, og når alle patienter skal ligge på enestuer, får man et større behov for personale, ikke mindre. Jeg er adskillige gange blevet tilkaldt til en akut patient eller til hjertestop på en firesengsstue, hvor det var nabopatienterne, der opdagede forværringen og tilkaldte personalet. På en kirurgisk afdeling med firesengsstuer kan nabopatienternes observationer være livreddende. Når man samtidigt indfører enestuer og reducerer normeringerne, er der basis for ulykkelige hændelser. Regnestykket ender altså med: 100-8% = 92%+ ulykkelige hændelser, nedsat produktion og personaleflugt.

Den ene statsministerkandidat kan finde 1.000 sygeplejersker i en ikkeeksisterende arbejdsløshedskø (0 = 1.000).

Nu er valgkampen godt i gang, og pengene er uendelige. Lur mig om ikke valgkampen kommer til at byde på løfter om »et sundhedsvæsen i verdensklasse« ud fra regnemodellen »fordi-jeg-siger-det«.

Regnestykket er egentlig simpelt:

Sundsvæsenets virkelighed/politisk forventning = politisk virkelighed.

Vore politikere synes dog gang på gang ikke at kunne holde rede på tæller og nævner.

Jeg vil opfordre til:

- at man fyrer cand.scient.pol.’erne og udskifter dem med cand.oecon.’er.

- at man som vælger sætter sig ind i de matematiske evner hos de politikere, man stemmer på.

Jeg håber, at de politikere, der bliver valgt om kort tid, er bedre til matematik end deres forgængere!