Politisk plat - et svar

Det er med stor sorg, jeg læser vor formand Jesper Poulsens leder i UFL den 7. januar 2001 med overskriften »Politisk plat«. Jesper Poulsen (JP) har så lidt forståelse for, hvad der sker på det onkologiske område i Danmark, at det er helt ufatteligt og beklageligt. Er det da helt umuligt for det officielle lægesamfund at se bare lidt nuanceret på problemstillingen? Hvor mange flere danske patienter skal unødigt dø, på grund af principper for de lærde?

JP skriver: »Det er en grundlæggende borgerret i Danmark, at vi har lige adgang til at modtage en behandling, der er videnskabelig dokumenteret«. Nydelige ord - men er det rigtigt? Ja, vi kan jo fx spørge leverkirurgerne om de mener, at de får henvist patienter ligeligt fra alle danske amter til fjernelse af metastaser i leveren? En behandling der dokumenteret øger overlevelsen. Nej, mener leverkirurgerne citeret i JyllandsPosten og andre nyhedsmedier. Bare ét eksempel, der findes mange andre.

Hvorfor denne hellige ko: »Alt skal være dokumenteret?« JP arbejder på en anæstesiafdeling. Helt nøjagtig hvor mange af de behandlinger, medikamenter, og regimer er helt og fuldt dokumenteret på en intensiv afdeling? Jeg har talt med flere anæstesilæger, og de beretter, at grunden til faldet i mortalitetsrate til ca. 50% på intensivpatienter er ikke fremkommet ved »videnskabelig dokumentation«. Men ved god gammeldags fornuftig tænkning, videnskabelig indsigt og retrospektive opgørelser.

Hvem er det egentlig der bestemmer, hvad der skal »videnskabelig dokumenteres«. Er det den enkelte danske læge, administrationen, amterne eller er det de multinationale medicinalvirksomheder. Er det helt forkert, når jeg påstår, at langt hovedparten (hvis ikke alt?) hvad der videnskabeligt dokumenteres bestemmes og betales af de multinationale virksomheder? Og betaler de ikke »kun« til de eksperimentelle behandlinger, som de selv kan få en indtjening på?

Har JP tænkt på, hvorledes danske stadium 4-cancer-patienter skal kunne få en dokumenteret behandling, når der så godt som ingen forskning foregår i Danmark?

»Mange danskere har forsikrings- og andre ordninger, der giver økonomiske muligheder for at søge den alternative eller ikke dokumenterede behandling«. Da jeg fik diagnosticeret mammacancer i 1994, var der ingen diskussion eller information fremme hverken blandt læger eller i pressen vedrørende det manglende danske onkologiske behandlingstilbud, og at man derfor skulle privatforsikre sig. Nu da JP er så meget inde i privatforsikringer, kan JP måske være så venlig at oplyse mig om et forsikringsselskab, der ønsker at have en mammacancerpatient med multiple metastaser og som har fået behandling i udlandet, nemlig både i Hammelburg og Stockholm, og som fortsat ønsker behandling i udlandet forsikret?

Jeg og mange andre stadium 4-cancer-patienter ønsker os frabedt den nedgørende holdning der hedder: »stakkels, meget syge patienter, opgivet af de danske læger, der i sidste desperate håb kaster sig ud i alternative behandlinger for at søge helbredelse«. Vi er voksne, veluddannede mennesker, der har tid og overskud til at åbne computeren og søge på internettet. Vi er ikke dummere end at vi kan læse statistikkerne, der desværre endnu en gang fortæller os, at der fortsat er en overdødelighed blandt danske cancer-patienter på 10%. Når vi åbner aviserne, fx JyllandsPosten den 6. januar 2002 fortæller de samme danske onkologer, der har travlt med at nedgøre behandlingen med stereotaktisk strålebehandling og regional kemoterapi, om hvor elendigt det danske onkologiske behandlingstilbud er. Mogens Kjær går så langt, at der er ingen af hans nærmeste, der skal behandles i det danske onkologiske system, de skal derimod sendes direkte til USA. Den eneste der ikke kan få armene ned i bar begejstring over den fantastiske behandling de danske cancer-patienter tilbydes her til lands, er selv samme formand for det danske onkologisk selskab, Niels Holm, der »har ytret sig på en måde, der er mere bramfri, end vi er vant til i den danske sundhedsdebat«.

Vi cancer-patienter er ganske udmærket klar over, at man ikke bliver helbredt. En diabetespatient er klar over at han ikke bliver helbredt, så hvorfor kan man som cancer-patient ikke få lov til at se sig selv som en patient med en kronisk sygdom?

Hvorfor ikke kalde en spade en spade: Vi har i for mange år været for hårdt finansielt styret på afdelingsniveau. Resultatet er nu at aflæse i statistikkerne: Fortsat dør 10% flere cancerpatienter i Danmark end i de lande vi normalt sammenligner os med. Som cancerpatient vil jeg ikke finde mig i at skulle dø, på grund af at samfundet Danmark har sparet i sygehusvæsnet. Jeg vil ikke finde mig i, at behandlinger, der kan forøge min livslængde, kun tilbydes i udlandet for egenbetaling.

I det perfekte samfund vil jeg lægge hovedet på blokken for at alle behandlinger skulle være dokumenterede. Men vi lever ikke i det perfekte samfund, tværtimod, derfor må vi indtil vi opnår det perfekte, bruge de metoder vi inden for lægeverdenen altid har brugt: Vor lægelige viden, almen sund fornuft og retrospektive opgørelser. Indtil vi selv får gang i forsøgene, er det en selvfølge, at vi som samfund må betale os fra behandling og forsøg i udlandet. Den stereotaktiske stråleterapi har været en standardbehandling til behandling af ikke cerebrale tumorer og metastaser i Sverige i ti år, behandlingen tilbydes også i Tyskland. Den regionale kemoterapi tilbydes i Tyskland på 20 sygehuse, i Polen, Østrig og USA (og for begge behandlinger formodentlig andre steder, hvis man undersøger det). Der foreligger mængder af publiceret litteratur omhandlende de to metoder, men helt som diskussionen om mammografiscreening har vist, afhænger resultatet af opgørelsen af de øjne, der ser!

Når der oven i købet foreligger så mange patienthistorier i medierne både med stereotaktisk strålebehandling og regional kemoterapi med gode resultater, er det uhyggeligt, at ingen danske onkologer overhovedet finder det interessant nok til at undersøge metoderne. Jeg kan derfor mistænke både ond vilje, menneskelig ufølsomhed og arrogance, når danske onkologer kæmper imod at danske cancerpatienter kan få disse to behandlinger betalt i udlandet.

PS: Jeg synes, at JP i forbindelse med sit formandskab skal være meget omhyggelig med at videregive informationer, såsom at stereotaktisk strålebehandling er indstillet for betalende udenlandske patienter på Karolinska Sjukhuset, Stockholm, på grund af at der ikke foreligger dokumentation for behandlingsresultatet. Dette er et falsum og man kan undre sig over, hvorfor formanden spreder dette rygte?

Helsingør, Nonie C. Hinrichsen

e-post: nonie.hinrichsen@dadlnet.dk

SVAR