Skip to main content

Praktiserende læger har brug for mere samarbejde med psykiatrien

Annette Sofie Davidsen, Speciallæge i almen medicin, forskningslektor, ph.d., Forskningsenheden for Almen Praksis, samt 1. reservelæge, Ambulatorium for Mani og Depression, Aarhus Universitetshospital, Risskov. E-mail: adavid@sund.ku.dk

21. okt. 2011
4 min.

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Raben Rosenberg (RR) udtrykker i sin Replik [1], at problemet omkring den store sygelighed på grund af angst og depression er underdiagnostik, og at diagnostik og evidensbaseret behandling bør være kerneydelser i vores sundhedsvæsen. Da 90% af disse patienter behandles i almen praksis, må det være her, RR tænker, at indsatsen er utilstrækkelig.

Problemstillingen er dog ikke så enkel, og de praktiserende læger formår ikke at løfte denne opgave alene. Det er korrekt, at ud fra gældende diagnostiske kriterier (ICD-10) bliver ca. halvdelen af personer med angst og depression ikke diagnosticeret i almen praksis. Dog bliver de sværeste tilfælde ikke overset.

Udgangspunktet er somatisk

I almen praksis er udgangspunktet næsten altid somatisk. Stort set alle patienter, også dem med psykisk lidelse, præsenterer sig med somatiske symptomer. Patienterne forventer som regel en somatisk udredning, og lægerne ønsker heller ikke at overse somatisk sygdom. Desuden er der mange differentialdiagnostiske problemer. Symptomer, som er tilstrækkelige kriterier for depressionsdiagnosen, er ikke udelukkende til stede ved psykiske lidelser som angst og depression, men for eksempel også ved kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og kroniske smertetilstande, og den ene tilstand kan forstærke den anden. Medicinsk uforklarlige sygdomme (MUS) kan ligeledes give disse symptomer [2].

Både patient og læge har en andel i den somatiske tilgang, og det vil ofte kræve en forhandling med patienten at blive enige om en psykiatrisk diagnose som for eksempel depression. Behandling med medicin vil også ofte kræve forhandling. RR anfører, at patienterne typisk henvender sig for at blive sygemeldt, og at det kunne lede lægen på sporet. Dette er ikke den typiske indfaldsvinkel, og meget ofte vil arbejdet være det sidste, patienterne ønsker at opgive, så det kan også kræve overtalelse at få patienten til at sygemelde sig.

Få handlemuligheder

De tilfælde af angst og depression, som praktiserende læger forventes at behandle, er de lette og middelsvære. Den evidensbaserede behandling består her af både medicin og psykoterapi. Den medikamentelle behandling kan ikke stå alene. Få praktiserende læger er uddannet i psykoterapi på et niveau, hvor behandlingen viser sig virksom [3]. Almindelig samtaleterapi kan have effekt (er ikke undersøgt), men muligheden for at tilbyde denne behandling er begrænset. Behandlingen må kun tilbydes af læger, som får supervision, som lægen selv skal arrangere, hvilket afholder en del læger fra at anvende samtaleterapi. Desuden kræver samtaleterapi både tid og uforstyrrethed, og praktiserende læger vil ikke have kapacitet til at tilbyde samtaleterapi til mere end et par patienter ad gangen [4]. Henvisning til psykolog er begrænset af patientens alder og økonomi, da der også ved henvisning er en ikke uvæsentlig egenbetaling.

Det somatiske har altid forrang i almen praksis, og det vil altid være samtaleterapi eller involvering i psykiske problemer i det hele taget, der må vige, hvis tiden er knap [5]. Dette svarer til prioriteringen inden for sundhedsvæsenet i det hele taget, hvor psykiatrien også hidtil har haft en stedmoderlig plads. Heller ikke uddannelsesmæssigt, både præ- og postgraduat, har psykiatrien en vægt svarende til den tyngde, lidelserne har i befolkningen. I de praktiserende lægers speciallægeuddannelse fylder psykiatrien ikke ret meget. Som det er nu, er der et halvt års psykiatrisk ansættelse, men denne ansættelse bliver ofte brugt på ikkepraksisrelevant arbejde. Der er ingen uddannelse i psykoterapi, og samtaleterapi i almen praksis vil ofte blive udført ateoretisk [6].

Der er behov for, at der ydes mere kvalificeret hjælp til de praktiserende læger i forhold til behandling af patienter med angst og depression, for eksempel i form af collaborative care. Et øget tilbud om en vurderende samtale med patienten i en shared care-ordning ville også være en mulighed.


Referencer

  1. Rosenberg R. Angste og deprimerede underbehandles. Ugeskr Læger 2011;173:2601.
  2. Dowrick C. Beyond depression - a new approach to understanding and management. 2nd ed. Oxford: Oxford University Press, 2009.
  3. King M, Davidson O, Taylor F et al. Effectiveness of teaching general practitioners skills in brief cognitive behaviour therapy to treat patients with depression: randomised controlled trial. BMJl 2002;324:947-50.
  4. Davidsen AS. Samtaleterapi ind i den praktiserende læges hverdag. Ugeskr Læger 2010;172:2025-9.
  5. Davidsen A, Reventlow S. »It takes some time to get into the rhythm - and to slow the flow of thought«: a qualitative study about experience of time and narrative in psychological interventions in general practice. Health 2010;14:348-68.
  6. Davidsen A. Experiences of carrying out talking therapy in general practice: a qualitative interview study. Patient Educ Couns 2008;72:268-75.