Primadonnaer søges?

INTERESSEKONFLIKTER: Lene Agersnap er PLO-redaktør

Med en blanding af mild overraskelse og undren læste jeg for nylig i Dagens Medicin, at Leif Vestergaard Pedersen (LVP), tidligere direktør i Region Midtjylland, i ramme alvor efterspørger flere primadonnaer i det danske sundhedsvæsen. »Hvor er de læger, hvis drivkraft stadig er fag og patienter?«, spørger han. Og han finder det »bedrøveligt, at patientforløb, som nok overholdt reglerne - men ikke er ordentlige - tilsyneladende ikke fremkalder anden reaktion end, at ,reglerne er overholdt`«.

I de sidste år har en bureaukratiseringsbølge uden sidestykke skyllet ind over sundhedsvæsenet. Det politiske system har - i og for sig forståeligt nok - gerne villet have sikkerhed for, at skattekronerne blev brugt fornuftigt. Scenen er blevet sat for et væld af kontrolforanstaltninger, som skal bøje allehånde regler i neon og sikre, at de, der endnu ikke har set lyset i denne reform, alligevel er underkastet krav om dokumentation og registrering. Om det er rimeligt eller ej, skal jeg undlade at tage stilling til her - det er ikke pointen. Men at lægestanden på godt og ondt gradvist har skullet underkaste sig regulativer, så den enkeltes handlefrihed er blevet indskrænket, står vel næppe til diskussion.

Som man råber ...

Så hvor blev de af, de nu efterlyste primadonnaer? De forsvandt med deres nykker og deres kald og hele molevitten. For som man råber i skoven, får man svar. Hvis man fra overordnet side skaber »kassetænkning«, får man folk, der tænker i kasser. Hvordan kan det undre, at lægerne henviser til, at reglerne er blevet fulgt, når et patientforløb er gået skævt, hvis overholdelse af regler er det mantra, der lyder fra alle sider? Og hvor er LVP's refleksion over sin egen andel af problematikken?

Jeg tror dog godt, at jeg forstår, hvad der menes med efterlysningen af den ambitiøse lægelige leder, som stadig bekender sig til i en eller anden form at have et »kald«. I hvert fald hvis dette »kald« defineres som en kompromisløs professionalisme, der knytter sig til at gøre sit yderste for patienterne. Et »kald«, som nogle gange kan betyde, at man går på tværs af arbitrære regler, der ikke er designet til at rumme den kompleksitet, som virkeligheden består af. Og der tror jeg, at der er gode nyheder: Den lægetype er langtfra uddød, men overvejer måske blot med omhu, hvilke kampe det er værd at gå ind i.

Kontrolcirkus

Overordnet set er det da klædeligt, at en tidligere embedsmand (nu med ny kasket ...) også kan se fordele ved en mere passioneret og knap så kontoriuspræget tilgang til lægefaget. Med hyldesten af primadonnaerne og deres postulerede virtuositet læser jeg i LVP's indlæg en trang til at uddele en slags wild card uden om kontrolcirkusset. En indirekte anerkendelse af, at der faktisk kan være forskel på at gøre det korrekte og det rigtige. Men det ville være endnu mere klædeligt, hvis LVP som tidligere repræsentant for embedsværket ville reflektere over sin egen andel af regelrytteriet og dets konsekvenser. I stedet for at lægge problemet over på enkeltindivider ved at begræde tabet af primadonnaer, ville en problemanalyse, der mere overordnet undersøgte, hvilke systemfaktorer der fremmer hvilken adfærd, virke betydeligt mere rationel.

Knap så meget styring

I min optik ville det være en forbedring med et system, der byggede knap så meget på styring og kontrol, hvor der var tilsvarende mere tiltro til den enkelte læges indbyggede tilbøjelighed til at aflevere et fornuftigt stykke arbejde. Et system, hvor selvstændig stillingtagen og momentvis afvigelse fra automatik ville være i orden, når der blot var en tilstrækkelig god begrundelse for det.

Hvis den model kunne vinde mere indpas i de lovgivende cirkler, ville meget være vundet, og den efterspurgte »regeneration« af sundhedsvæsenet ville være et godt skridt på vejen.