Primærsektoren i supersygehusets skygge

Regionerne har ingen gennemarbejdede planer for, hvorledes parahospitalsvæsenet - kommuner og almen praksis - skal indarbejdes I fremtidens sundhedsvæsen. Hvis fundamentet for ændringerne i sundhedsvæsenet ikke er på plads, vil det fordyre funktionen af supersygehusene og være til ulempe for patienterne, fordi deres rehabilitering og udskrivelse til egen bolig bliver forsinket..

Effektiviteten af de kommende regionale supersygehuse vil være afhængig af, hvorledes og hvor godt det omgivende sundhedsvæsen evner at løse egne opgaver. Og det ligger i sagens natur, at med nedlæggelsen af de lokale sygehuse og det stigende antal ældre og kronisk syge patienter, vil kravene til det lokale sundhedsvæsen stige ganske betydeligt. En opgave som almen praksis, kommuner og sygehuse skal løfte i fællesskab.

Det virker sansynligt, at man vil fokusere på udvikling og opbygning af supersygehusene og så løse problemerne i primærsektoren ‘hen ad vejen’. En teknik man anvendte ved oprettelsen og dimensioneringen af 1813-akuttilbudet med deraf følgende administrativt og økonomisk kaos.

Kommunale akuttilbud

Efter udskrivning fra supersygehus vil et betydeligt antal patienter gennemgå afsluttende behandlings- og rehabiliteringsforløb enten ambulant eller indlagt på lokale enheder. Det drejer sig om specialepatienter, der fortsat kræver et forholdsvis tæt pleje og behandlingsregime. De kan være i IV-væsketerapi/behandling og kræve tæt paraklinisk monitorering. Noget der kan kaldes intermediærbehandling.

Andre patienter, der vil skulle behandles i disse enheder er patienter med simple medicinske eller andre lidelser, der ikke kræver højt specialiseret behandling. For eksempel patienter med indlæggelseskrævende infektioner, IV-væsketerapi/behandling og lignende.

Læser man Sundhedsstyrelsens rapport 'Kvalitet i akutfunktioner i den kommunale hjemmesygepleje' 1), fornemmer man nok, at det er dette område, der forsøges beskrevet. Men med den viden, vi nu har om supersygehusenes fremtidige funktion, virker det som om man i teksten underspiller kompleksiteten af de opgaver, der skal varetages.

Underdimensionerede kommunale tilbud

I supersygehusene vil behandlings- og liggetiderne være betydeligt kortere, end de tider vi kender i dag. Den containerfunktion, som de lokale sygehuse har nu, vil forsvinde. Patienterne vil, så snart de er I stabil behandling, blive overført til primærsektorens akuttilbud.

Patienter, der tilføres direkte til de kommunale tilbud, vil antalsmæssigt forøges, fordi antallet af ældre patienter og patienter med kroniske lidelser vil stige.

Kommunernes udfordring

Ser man på disse arbejdsopgaver er det tydeligt at kommuner og almen praksis, selv i det mest optimistiske scenarie, ikke kan varetage den opgave. Kommunerne kan ikke, fordi de ikke endnu har den faglige ekspertise, der er nødvendig for at drive primær sundhedstjeneste. Det vil kræve at man allerede nu planlægger at uddanne sygeplejersker til at arbejde med specialepatienter i kommunalt regi. Ellers vil man i 2025 ikke have en sygeplejerskestyrke, der kan varetage opgaven.

Almen praksis er bundet af sundhedslov/overenskomst

Regioner og sundhedsstyrelse forestiller sig at almen praksis skal varetage det lægelige tilsyn med de nye primærsektorpatienter. Men ser man på beskrivelsen af de kommende akuttilbud, vil sådanne nyudskrevne hospitalsspecialepatienter kræve betydelig lægelig kontrol og overvågning. Forhold, der gør, at den lægelige bemanding på akutenhederne bør være bundet til enhederne. Det vil sige, at der bør være tilsyn hele døgnet med læger, der har specialekendskab og er fast tilknyttet enhederne, således at de kan følge patienternes kliniske forløb på nært hold..

Med den sidste overenskomsts og sundhedslovens negative indflydelse på kapaciteten i almen praksis, vil et sådant scenarie være utænkeligt.

Det vil med større sandsynlighed være den nye specialefunktion ‘akutlæger’ altså speciallæger med denne overbygning eller lignende, der skal varetage dette arbejde.