Prioritering er også for læger

INTERESSEKONFLIKTER: Toke Barfod har i 2011 modtaget honorar fra BMS, Boehringer-Ingelheim og MSD

Der har netop været møde i Overlægeforeningen om prioritering i sundhedsvæsenet.

Der blev argumenteret for en mere gennemsigtig og bevidst prioritering af sundhedsvæsenets ydelser. Lægeforeningens formand slog til lyd for, at prioritering primært skal foregå gennem nationale kliniske guidelines og politiske beslutninger.

Jeg er enig i, at den klinisk arbejdende læge har brug for guidelines og politiske beslutninger til støtte for kliniske prioriteringer. Man må blot håbe, at sådanne støttende tiltag ikke bliver til spændetrøjer. Der er ikke meget ved at være læge, hvis den primære øvelse er at følge guidelines og rette ind efter politiske prioriteringer.

Hvorfor er vi utilfredse med den måde, der prioriteres på nu? Det er i dag i vid udstrækning op til de lokale ledere i samarbejde med de klinisk arbejdende læger at overholde budgetterne. Det betyder, at det er de fagfolk, der er tættest på den kliniske virkelighed, der træffer beslutningerne om prioritering. Det er i sig selv udmærket. Men det er selvfølgelig ikke optimalt, hvis det medfører alt for store forskelle på, hvordan der prioriteres fra sted til sted.

Filosoffen Lars-Henrik Schmidt talte på mødet om, at de medicinske og tekniske muligheder vokser automatisk, mere eller mindre uafhængigt af vores ønsker, økonomi og etik. Lars-Henrik Schmidt pegede på, at konflikten mellem disse muligheders pres og vores personlige konduite kræver, at vi opretholder ærbødighed, forstået som respekt for forskellen mellem en selv og det menneske, der sidder over for en. Jeg synes ikke, dette aspekt fik tilstrækkelig opmærksomhed på mødet.

Det bør i alle tilfælde være naturligt og legitimt for os at individualisere udredningsplaner og behandlinger under hensyntagen til patienternes værdier og ønsker. Jeg oplever som oftest ikke patienterne som specielt krævende. Mange har god forståelse for, at det i en given situation kan være overflødigt eller urimeligt med denne eller hin dyre undersøgelse eller behandling. Det forekommer ofte, synes jeg, at man for at følge guidelines og dække sig ind i forhold til aktuel klinisk praksis må overtale folk til undersøgelser eller behandlinger, som de egentlig ikke er specielt interesserede i.

Hvis vi som enkeltpersoner i sundhedsvæsenet er bange for at påtage os den prioriterende funktion og det medfølgende ansvar, skulle vi måske spørge os selv, hvordan vi kan styrke denne kompetence.

Der er brug for en skærpet bevidsthed om brugen af sundhedsvæsenets resurser, men guidelines og politiske indgreb bør være vejledende frem for ufravigelige krav og kan ikke stå alene.