Prioriteringsdebatten som forsvandt

De politiske temaer i sundhedspolitikken skifter. Det kan skyldes, at problemerne bliver løst eller at nye opstår. Eller at noget, som tidligere opfattedes som en central politisk opgave, ikke mere tiltrækker sig opmærksomhed. I den betænkning, som udvalget vedrørende »Sundhedsvæsenets organisering« [1] kom med i januar i år, er det overordnede mål for sundhedsvæsenet at forbedre befolkningens sundhedstilstand. Det er et mål, de fleste sikkert kan blive enige om. Spørgsmålet er, hvordan. Udvalget opstiller en række delmål som fri og lige adgang, høj kvalitet, effektivitet m.v. Delmål, som de fleste sikkert også kan billige. Det bemærkelsesværdige er nok snarere det, der ikke står.

Mange vil kunne huske, at prioritering mellem forskellige patientgrupper fra 1970'erne (bl.a. med prioriteringsudvalgets betænkning fra 1977) og med tiltagende styrke op gennem 1980'erne, var et af de store sundhedspolitiske spørgsmål. Det var ikke nyt, at der fandt prioritering sted. Prioriteret »det har man gjort i generationer«, som daværende amtsborgmester i Vejle Amt udtrykte det. »Det sker bare på månens bagside, så man ikke kan se det fra jorden.« [2] Det nye i debatten var at prioriteringen blev trukket frem i lyset. Kriterierne skulle fastlægges. Nogle amter udformede prioriteringskriterier. Det Etiske Råd udgav en pjece om prioritering. Emnet blev diskuteret flittigt især inden for sundhedsvæsenet.

I betænkningen fra januar 2003 om sundhedsvæsenet, tales ikke mere prioritering. Der bliver ikke taget stilling til, hvordan man kan sikre at de behandlinger, som man fremhæver skal være af høj kvalitet og omkostningseffektive, have sammenhæng i patientforløbet og svare til patienternes krav og ønsker, også bliver tilbudt dem med størst behov. Spørgsmål som: Hvordan skal man afgøre, hvem der har størst behov? Hvordan sikrer man de svageste patienter, som ikke er i stand til at udtrykke deres behov og vælge frit? etc., bliver ikke diskuteret.

Det har ganske vist været fremme i forbindelse med den høje prioritering af at reducere ventetiden, at de akut syge og akut indlagte patienter kan blive nedprioriteret, fordi de ikke har ventetid, der kan forkortes gennem øget behandlingsindsats. Denne kritik fremkommer også i den nævnte betænkning, men der kommer ingen forslag til, hvordan man så kan sikre disse patienter. Der har også i de senere år været prioriteringer af enkelte sygdomsgrupper i forbindelse med kræft-, hjerte- og psykiatriplaner. Men forsøg på en samlet prioritering og sikring af, at de med størst behov også prioriteres højest, er ikke mere på den sundhedspolitiske dagsorden. Ved generelt at prioritere grupper som hjerte- eller kræftpatienter kan man komme til at sikre mindre alvorligt syge inden for disse grupper bedre behandling end mere alvorligt syge inden for andre sygdoms- eller patientgrupper.

Der kan være mange grunde til, at de mere eksplicitte forsøg på at finde prioriteringsmodeller er opgivet. På det niveau, hvor sundhedspersonalet møder patienter, kan det være følelsesmæssigt ubehageligt. På andre niveauer, hvor sygehusledelse prioriterer ressourcer mellem forskellige afdelinger, eller hvor amtspolitikere prioriterer oprettelse eller nedlæggelse af afdelinger og dermed mellem patientgrupper, er det muligt, at modellerne ikke kunne bruges. Men der træffes stadig valg mellem forskellige patientgrupper, selv om man ikke forsøger at gøre det ud fra en helhedsbetragtning. Det synes som om prioriteringen er ved at genfinde sin plads på månens bagside. Spørgsmålet er, om det er ønskeligt.