Skip to main content

Privathospitalernes fremmarch medfører nye læge- og patientroller

Ledende overlæge Søren Dahl, Esbjerg E-mail: Soren.Dahl@dadlnet.dk

28. nov. 2008
6 min.

»Et godt forhold mellem læge og sagsøger er uhyre vigtigt«. Fortalelsen i dette citat tilskrives en amerikansk læge, der på grund af de mange sagsanlæg, man har derovre, var begyndt at se patienterne som sagsøgere i stedet for som - netop - patienter. Med privathospitalernes stigende betydning i Danmark vil vi måske snart høre lignende fortalelser, som f.eks. »Et godt forhold mellem patient og sælger er uhyre vigtigt«.

Med udbredelsen af private tilbud om sundhedsydelser er der kommet et nyt element ind mellem patient og læge, nemlig lægens rolle som sælger. Både læge og patient kommer derfor til at se sig selv i andre roller end det traditionelle mellem læge og patient. Lægen skal vænne sig til at blive set som sælger og ikke som uhildet fagmand. Omvendt skal patienten vænne sig til at se på læge/sælger med en vis sund skepsis på samme måde, som hun gør, når hun skal købe vaskepulver, forsikring, hairstyling, hus eller brugt bil. Sælgers anprisning af varens fortræffeligheder og hans tendens til indimellem at smøre lidt tykt på har vi som forbrugere for længst lært at leve med, når det drejer sig om varer, tjenesteydelser og forbrugsgoder. Men det er nyt for patienter at skulle betragte læger som sælgere af sundhedsydelser og sig selv som køber.

Pengemaskine eller ...?

De sælgende læger er ofte heller ikke parat til at påtage sig sælgerrollen. I stedet henviser de til god lægelig praksis og faglige standarder og vil nødigt primært se sig selv som sælgere af sundhedsydelser. Vi så det for nylig i tv-nyhederne, hvor lægerne på et privathospital var beskyldt for at lave for mange operationer. »Det er en ren pengemaskine«, blev det bebrejdende sagt om dem i indslaget. Privathospitalets cheflæge var på ferie men havde alligevel via sin mobiltelefon svar på rede hånd: »Det kan jeg tilbagevise med det samme«, sagde han, »vi opererer folk ud fra rent faglige grunde«.

Når talen er om sundhedsydelser som varer, holder de sælgende læger således indtil videre det faglige kors (eller er det en slange?) højt op foran sig, mens de afsynger besværgelserne om ren og skær faglighed. Men hvorfor i grunden? I et borgerligt, liberalt samfund med markedsøkonomi er der jo intet galt i at sælge sundhedsydelser. Et privathospital som »en ren pengemaskine« er der derfor heller ikke noget forkert i.

Selvom vi som læger gør os forestillinger om rent faglige hensyn ved salg af sundhedsydelser, finder denne opfattelse ingen støtte i den videnskab, der netop beskæftiger sig med køb og salg, nemlig økonomi. I den økonomiske teori betragter man sundhedsydelser som en vare, der kan sælges og købes som alle andre varer. Økonomerne er også på det rene med, at der er særlige problemer ved køb og salg af sundhedsydelser, og at markedet for sundhedsydelser ikke er et ideelt marked. Problemet er ikke kun, at vi læger har ideale forestillinger om at have pekuniært pletfri kitler og fagligt rene hænder. Problemet er også, at køber er i en tvangssituation og dermed dårligt stillet, når hun har brug for ydelsen - nemlig når hun er syg. Ifølge markedsteorierne sætter det køber/patient i en særlig ugunstig og sårbar situation, når hun på sundhedsmarkedet skal købe den efterspurgte ydelse. Der er også et problem i det, økonomerne kalder informationsasymmetri. Tankegangen er her, at forholdene omkring sygdom og sundhed er så komplicerede, at man ikke kan forvente, at køber/patient har de samme informationer om varen/sundhedsydelsen som sælger/lægen. Begge disse forhold - patientens tvangssituation og informationsasymmetrien - giver sælger en fordel, som han kunne finde på at udnytte til egen fordel. Den økonomiske teori er tilmed så maliciøs, at den går ud fra, at sælger rent faktisk vil udnytte situationen. Lægers høje faglighed og vores ubestikkelige etiske standard er slet ikke tænkt med i denne, den vulgære form af den økonomiske teori.

Informationssymmetrien

Den praktiserende læge har rollen som gatekeeper i forhold til patientens adgang til det offentlige sygehussystem. Han har samtidig roller som vejleder, sparringspartner og patientens advokat i forhold til behandlingstilbuddene. Patienten en vant til at stole på sin læges råd. Patienten har tillid til, at disse råd i hvert fald ikke er givet for at iværksætte mere kostbare behandlinger end højst nødvendigt, bl.a. fordi der ikke er incitamenter hertil hos lægen. Patienten betragter derfor lægens råd som objektive og givet ud fra et ønske om at hjælpe hende bedst muligt. På den måde bliver problemet med informationsasymmetrien reduceret eller løst uden særlige problemer. I almen praksis sorterer man også de patienter fra, som hurtigt bliver raske, enten spontant eller ved den behandling, der gives i primærsektoren. Disse patienter ses derfor normalt ikke i hospitalssystemet.

Når patienter får mulighed for hurtig behandling på privathospitaler via sundhedsforsikringer eller som privatister, møder de ofte op uden at have været i kontakt med den praktiserende læge og uden at have hørt dennes råd og vejledning først. Hvis patienten/køber møder sælger/lægen på privatklinikken med samme tillid og forventning, som tidligere blev den praktiserende læge til del, kommer der let til at stå 3-0 til sælger i det asymmetriske spil om salg af sundhedsydelser. Ikke blot er der problemet med patientens tvangssituation og med informationsasymmetrien. Hertil kommer så problemet med, at patienten/køber møder sælger/lægen med den samme tillid, hvormed hun tidligere mødte sin advokat/praktiserende læge. Det burde hun ifølge den økonomiske teori ikke, når sælger/læge har økonomiske incitamenter i sagen. Og det hvad enten lægen/sælger er sig disse incitamenter bevidst eller ej, og hvad enten lægen/sælger selv tror sig vejledt af en række etiske og faglige idealer. Når man således kortslutter patientstrømmene til hospitalsbehandling, medfører det altså, at den negative virkning af informationsasymmetrien forstærkes. Det medfører formentlig også et overforbrug af dyre hospitalsbehandlinger, idet mange af disse patienter tidligere udelukkende blev behandlet i primærsektoren. Samfundsøkonomisk er det med til at øge de samlede sundhedsudgifter, uden at vi får mere sundhed for pengene, men det er en helt anden sag.

Behandlingsgarantien

Når vi køber et fysisk forbrugsgode, er der garanti og ofte fortrydelsesret. Når patienten køber en sundhedsydelse, har hun en forventning om, at indgrebet virker. Ordet behandlingsgaranti vil måske med tiden få en helt anden betydning end i dag. Patienter i det offentlige system, der ikke opnår den forventede behandlingseffekt, reagerer ofte med skuffelse og somme tider vrede. I det private system vil patienten i tillæg til skuffelse og vrede måske også føle sig snydt eller ligefrem bondefanget. Behandlingssvigt bliver derved let opfattet på samme måde, som hvis der er rust i den brugte bil, der blev solgt som i tiptop stand, eller hvis forsikringen ikke dækker det, forsikringskøberen blev stillet i udsigt. Der vil derfor være en tendens til, at patienten stiller større krav til den private behandling end til den offentlige. Det er informationsasymmetriens negative konsekvenser for de private hospitaler og de sælgende læger. De skal ikke kun levere samme faglige standard som i deres virke i det offentlige system. I tillæg her til vil de også skulle kunne håndtere de større forventninger og tåle den strengere bedømmelse - eller måske ligefrem fordømmelse - hvis disse forventninger ikke indfries.

Både patienter og læger skal vænne sig til deres nye roller og relationer på det private sundhedsmarked - roller og relationer, som på mange måder er anderledes end i det hidtidige sundhedssystem.