Prostatacancer Patientforeningen PROPA - og oplysning om prostatakræft

Formanden for PROPA, Poul Erik Pyndt, kommenterede i Ugeskriftet vores kritik af PROPA's oplysningskampagne om prostatakræft [1].

Det fremgår, at man i PROPA er overraskede og skuffede over vores kritik. Hertil er kun at svare, at kritikken er baseret på vores tolkning af epidemiologiske og kliniske data, som de fremstår i faglitteraturen. Vi mener, at vores indlæg klart beskrev, hvor prostatacancer (PCa) adskiller sig fra andre kræftformer, og det er derfor overraskende, at Poul Erik Pyndt helt uden skelen til disse facts hævder, at PCa er som andre kræftformer: »jo tidligere sygdommen opdages, desto bedre er behandlingsmulighederne ...«. Problemet er, at PCa faktisk kan opdages for tidligt (eller unødvendigt) hos den store gruppe af mænd, som i deres prostata huser en lille cancer, som aldrig kommer til at forårsage sygdom, endsige tab af leveår. Detektion af disse små cancere resulterer i skadelig overbehandling, da hverken kirurgi eller strålebehandling er uden bivirkninger. Overbehandling er ikke tør skrivebordsteori, men tydeligt demonstreret i epidemiologiske data og kliniske studier. Modsat er screening for PCa aldrig påvist at kunne reducere dødeligheden af sygdommen. For nylig har U.S. Preventive Services Task Force frarådet brug af prostataspecifikt antigen (PSA) hos mænd over 75 år, ligesom man pointerer, at en gavnlig effekt af PSA-baseret screening hos yngre mænd ikke er påvist.

Poul Erik Pyndts understregning af, at PROPA ikke går ind for generel screening for PCa, er velment men uden hold i den virkelighed, vi oplever som urologer. Incidensen stiger meget hurtigt, og langt de fleste af de nytilkomne tilfælde af PCa er baseret alene på måling af en forhøjet PSA. En kampagne, som den PROPA har ført, vil kun skubbe yderligere til den udvikling. At foreningen og dens formand samtidig skræmmer den mandlige befolkning med urigtige oplysninger om, at PCa kun hos tre ud af ti mænd opdages tidligt nok til, at de kan få behandling med helbredende sigte, gør ikke situationen bedre. Tallene stammer fra en tid, hvor incidensen var under halvdelen af det, den er i dag, og hvor tilfældene ved diagnose var langt mere fremskredne end i dag.

Som tidligere skrevet, udfører PROPA et stort og anerkendelsesværdigt arbejde for danske patienter med PCa. Men foreningen påtager sig et kæmpeansvar, når den uden faglig ballast, men med behørig mediedække (og -tække) bevæger sig ind på områder, som ikke blot har konsekvenser for patienter, men også for velfungerende og i øvrigt raske mænd. Anvendelse af tidlig diagnostik på ikkeevidensbaseret grundlag vil unødvendigt bringe mange af disse mænd ind i en kaskade af undersøgelser og behandling med ofte betydelige konsekvenser for deres livskvalitet.

Poul Erik Pyndt efterlyser urologernes bud på, hvad der bør gøres. »Svaret kan da ikke være, at intet skal gøres?«. Fraset den lidt fornærmende formulering, er spørgsmålet urimeligt. I hele den vestlige verden er PCa genstand for en forskningsaktivitet, som vel kun overgås af indsatsen mod brystkræft. At udviklingen set fra en patientforenings synsvinkel går for langsomt, retfærdiggør på ingen måde tiltag, som unødvendigt gør mange flere til PCa-patienter, uden at disse tiltag bevisligt reducerer dødeligheden af sygdommen.