Skip to main content

Psykiatri - historiens tidevand, igen

Cand.psych. Niels Peter Agger, Frederiksberg. E-mail: n.p.agger@mail.dk

31. okt. 2005
3 min.

Kronikken »Psykiatri - historiens tidevand« [1] har medført en række debatindlæg og har bl.a. bevirket, at ni mandlige professorer samlet træder i karakter, så det vækker minder om Danmarks første antipsykiatriske debat - striden mellem professor Hieronimus/Knud Pontoppidan og forfatterinden/ psykiatrisk patient Amalie Skram for100 år siden [2, 3].

Professorerne problematiserer først, at denne lavprisartikel overhovedet er blevet bragt i Ugeskriftet - og griber derved til det mest brugte magtagenttrick - at udelukke oppositionelle meninger.

Debattørerne mener desuden, at jeg via mine selvironiske, narrative billeder fra min oplevelse af psykiatrihistorien latterliggør og krænker afdøde nestorer inden for dansk psykiatri. Hvis ironi ikke er en veludviklet del af ens kognitive kapacitet, kan optikken måske drejes i den retning - og det skal beklages, da sigtet faktisk var at hædre disse kæmper, som hvilede så solidt i deres historiske faglighed, at de fandt det udfordrende at lade den brydes mod tidens vilde, radikale og antiautoritære strømninger.

Det meste påfaldende i indlægget er, at professorerne helt afstår for at modtage min kroniks opfordring til at tage en nutidig diskussion om, hvad den biologisk orienterede psykiatri positivt og negativt har udrettet de 20 år, den har domineret/haft ejerskab til psykiatridomænet. Hvilke problemer har den biologisk orienterede psykiatri løst? Hvilke problemstillinger har den skabt, og hvilke vedligeholder den måske?

De sympatitilkendegivelser - jeg har modtaget efter kronikkens offentliggørelser fra læger, som føler, at deres livsværk og faglighed er blevet ugyldiggjort i »evidens-religionens hellige navn« - tyder på, at domæneovertagelsen og udgrænsninger af andre anskuelsesvinkler på psykisk sygdom har haft massive omkostninger for mange. Men det må de jo selv sætte stemmer på.

Psykiatriens nuværende interne rekrutteringsproblemer bør vel også mane til intern eftertanke om, hvorvidt domænets reduktionistiske sygdomsbegreb er medvirkende til den tilsyneladende så ringe tiltrækningskraft, specialet har på nye kandidater.

Professor Per Vestergaard har ret i, at den distriktspsykiatriske udvikling resulterede i mange positive forbedringer for de psykiatriske patienter, og at det aspekt er underprioriteret i kronikken - som er en refleksion over forandringernes »utilsigtede bivirkninger« [4].

Overlæge Jens Knud Larsen bidrager med en række spændende, farverige billeder fra antipsykiatriens ekstreme positioneringer, og selv om jeg må være uenig i, at psykisk sygdom vedvarende kan reduceres til ren biologi, så er det flot, at han sætter historien i spil - og dermed også antyder, at der vil komme et nyt afsnit i psykiatrihistorien efter denne tidsperiode [5].

Psykiatri er et offentligt, politisk anliggende - og hvis forebyggelse og behandlingstilbud løbende skal forbedres, bør psykiatrien konstant være til offentlig debat, så vi undgår den påfaldende tavshed, der har omgærdet den i forhold til det netop overståede folketingsvalg, hvor mange andre magtsvage befolkningsgrupper har fået stillet væsentlige forbedringer af deres livsvilkår i udsigt. Dette er respekt for og solidaritet med psykiatriens grundlag - mennesker med psykiske problemer!


Referencer

  1. Agger NP. Psykiatri - historiens tidevand. Ugeskr Læger 2005;167:85-7.
  2. Rosenberg R, Hemmingsen RP, Bolwig TG et al. Mishandling af psykiatri. Ugeskr Læger 2005;167:531-2
  3. Lyhne V. Eksperimentere som en gal - Psykiatriens sidste krise. Århus: Modtryk, 1981.
  4. Vestergaard P. Agger ser ikke fremskridtene. Ugeskr Læger 2005;167:533-4
  5. Larsen JK. Psykiatrihistorie 2005. Ugeskr Læger 2005;167:532-3.