Skip to main content

Psykiatri i verdensklasse

Alment praktiserende læge Lene Agersnap, Them. E-mail: agersnap@dadlnet.dk

29. apr. 2009
3 min.

Der er store ord og visioner i Danske Regioners udspil om fremtidens psykiatri. Det er på alle måder tiltrængt at bringe fokus på denne forsømte del af sundhedsvæsnet. Det er uden tvivl også godt at adressere psykisk sygdom som en folkesygdom, hvis hele behandling og håndtering kræver ressourcer i enhver betydning af ordet.

Psykiske lidelser er anledning til kolossale omkostninger både på det samfundsmæssige og det menneskelige plan. Mellem en fjerdedel og halvdelen af nytilkendte overførselsindkomster har rod i psykisk sygdom. Halvdelen af de nytilkendte førtidspensioner skyldes psykisk sygdom. Hver femte dansker stifter personligt bekendtskab med symptomerne. Hver anden familie rammes. Gevinsterne ved at beskæftige sig med problemet synes således åbenbare.

Det siger sig selv, at problemerne er komplekse. Den samfundsmæssige udvikling placerer et stort ansvar hos det enkelte individ, som også selv har store forventninger til, hvor meget lykke tilværelsen vil bringe. I og med at omfanget af psykiske lidelser er så stort, og næsten alle har haft det inde på livet, er der mange meninger om problemernes beskaffenhed og dermed også deres løsning. Alle har en tilbøjelighed til at ekstrapolere ud fra egne oplevelser og automatisk drage konklusioner baseret på egne kasuistikker. Det er klart, at der er meget, der kunne blive bedre. Det vidner de mange personlige vidnesbyrd i avisernes spalter om. Mangel på psykiatere og andre kvalificerede medarbejdere bidrager også negativt i et regnskab, hvor der er stigende forventninger til, hvilke opgaver der skal løses, og færre hænder til at gøre det.

Men løsningerne er ikke altid så enkle, som den personlige beretning synes at pege på. For hver patient er der både fællestræk og unikke løsninger. Opgaven må være at skabe helhed og sammenhæng mellem aktørerne i sundhedsvæsnet. Vi er mange rundt om patienten; både netværket og et væld af mulige professionelle behandlere. Alle ønsker utvivlsomt at gøre det så godt, de kan. Politikerne ligeså - at efterspørge psykiatri i verdensklasse er ambitiøst.

Hvad gør vi så for at få festtalerne omsat til virkelighed? Først og fremmest er helhedstænkningen central. Ingen plan er bedre end det svageste led. Hvis regionernes ambition ikke modsvares af en tilsvarende tænkning og økonomi ude i kommunerne, er det svært at bevare troen på projektet. Hvad kan det nytte, at regionen har fuld fart på superlativerne, hvis kommunekassen, som skal finansiere socialpsykiatrien og dermed den konkrete, nærhedsbaserede støtte til de allersvageste borgere, er tom? Hvor ligger ansvaret for eksempelvis patienterne med dobbeltdiagnoser, dvs. mennesker med både en psykiatrisk problemstilling og en misbrugsproblematik, som uheldigvis med denne kombination har et ben i både en regional og en kommunal lejr?

Kunsten må være at tilføre de tiltrængte finansielle ressourcer til alle danskere med psykisk sygdom og ikke blot tilgodese dem, der råber højest. Tiden har nok af initiativer, som fremmer den udvikling. Pengene rækker ikke langt, hvis de skal gå til flere specialklinikker rettet mod specifikke målgrupper. I primærsektoren ser vi hele spektret af psykiske sygdomme fordelt på alle sociale lag. Der er nok at tage fat på, men trods det indgår diagnostik og behandling af ikkepsykotiske lidelser naturligt i det almenmedicinske repertoire. I erkendelse af, at psykiatrien savner arbejdskraft, vil det være naturligt at udbrede principper som stepped care og shared care, hvor primærsektoren og psykiatrien hjælpes ad med opgaverne efter en klar forløbsbeskrivelse. På den måde kan den faglige kvalitet sikres, samtidig med at de sværest syge patienter med det største behov kan få adgang til mere hjælp fra specialisterne. For at dette kan lykkes, kræver det hjælp fra andre fagrupper, som kan indgå i en fælles samarbejdsmodel i stil med det, der allerede fungerer i f.eks. Canada.

En psykiatri i verdensklasse er store ord. Men tiden er jo tilsyneladende - med Obama i spidsen - til store ord og en tro på, at vi kan, hvis vi løfter i samlet flok. Så tak til Danske Regioner for et visionært udspil og på forhånd tak til Folketinget og kommunerne, som følger trop.