Skip to main content

Psykiatrien i udvikling?

Bjarne Hansen

2. nov. 2005
8 min.

Bjarne Hansen, læge med baggrund i humaniora og intern medicin. Nu under uddannelse til psykiater, med særlig interesse for forebyggelse og tidlig intervention. Har skrevet flere artikler i landsaviserne, men endnu kun få videnskabelige artikler.

Regeringens psykiatriplan er visionsløs og med det sidste tiltag fra Finansministeriet er den også blevet hul. Det pludselige skattestop og udsigten til skattelettelser spænder ben for psykiatriplanerne og giver os øgede udgifter i fremtiden, når psykisk sygdom ikke tages i opløbet. De store skader skal senere finansieres, og det kan tilsyneladende kun ske med et regeringsskift, der tager det sociale og sundhedsmæssige ansvar alvorligt. Også andre regeringsinitiativer svækker mulighederne for de psykisk syge. I flæng kan nævnes det frie lægevalg, manglende satsning på uddannelse, kultur og information, mindre plads til variation i alle livets sammenhænge, og ikke mindst planerne om nedsættelse af afgifterne på alkohol og tobak.

Det nuværende antal psykisk syge vil med uvægerlig sikkerhed stige. Det har vi set gennem de sidste årtier, hvor der i tiltagende grad er blevet mindre plads til psykiske reaktioner. Erhvervslivets krav til effektivitet er enormt. Foruden at det skaber psykisk syge, skubber det dem også ud, hvorved de marginaliseres yderligere. Ingen har tid til at tage sig af dem, og resultatet af de kortsigtede løsninger er til at overse. De syge bliver endnu mere syge af isolation og manglende mening med livet.

At »det er samfundets skyld« er blevet så kontroversielt, at ingen tør nævne det. Den »svage«, der ikke kan leve op til samfundets krav bliver overladt til sig selv eller et behandlingsapparat, som trods lovning om flere penge alligevel må nedlægge senge, afdelinger og sygehuse. Den vigtige kontinuitet svigter også uden tilstrækkeligt personale, når amterne skal spare for ikke at blive straffet på pengepungen.

De psykiske skader er i høj grad samfundsskabte. Hyppigheden af psykisk sygdom øges ikke ad biologisk vej over en kort årrække, og tanken om at vi skulle være blevet bedre til at diagnosticere psykisk sygdom, synes lige så letkøbt som den er forkert.

Praktiserende lægers muligheder for at diagnosticere og behandle psykisk sygdom er ikke gode - det er vist i flere undersøgelser. De har ofte hverken tid eller viden til at afsløre psykisk sygdom på et tidligt stadie. Det er vist alene ved, at kun 1/3 af dem, der får antidepressiv medicin, har brug for den, og at 2/3 af de deprimerede ikke bliver behandlet.

Tidlig intervention er kommet i fokus i det meste af den vestlige verden. Dette er sket som følge af den frustration psykiatere oplever, når psykisk sygdom allerede har manifesteret sig voldsomt efter flere psykotiske, depressive eller maniske episoder. Her er kimen lagt til et langt forløb med gentagne indlæggelser i et system, der ikke kan rumme patienterne i den tid de har behov for at blive i stand til at mestre deres liv. Jo flere sygdomsperioder personen gennemgår, før der gøres noget, des større bliver kravet om langvarig indlæggelse. Når den nødvendige indlæggelsesperiode ikke kan gennemføres får vi svingdørspatienter, med yderligere omkostninger for samfundet og dertil yder-ligere psykisk lidelse.

Neurobiologien er vigtig, bl.a. fordi den viser, at der sker skader på hjernen, som forværres for hver ubehandlet eller utilstrækkelig behandlet episode. Men de biologiske behandlingsmetoder kan ikke stå alene. Der er brug for en massiv indsats både på det psykodynamiske og socialpsykiatriske område.

Vores ensidige fokus på de biologiske behandlingsformer koster os utrolige summer, dels fordi medicinen er dyr, dels fordi den alligevel ikke løser problemerne tilstrækkeligt. Det er heller ikke rimeligt at løse samfundsproblemer med medicin.

Mange psykiske sygdomme manifesterer sig i begyndelsen i somatiske symptomer, ikke mindst fordi psykiske problemer fortsat er stigmatiserende. Når den praktiserende læge får dårligere muligheder for at søge psykiatrisk assistance på grund af lange ventetider i psykiatrien, må han jo udelukke muligheden for somatisk sygdom med yderligere belastning af sundhedsvæsenet til følge.

Det bliver ikke bedre af, at de praktiserende læger belastes af det frie lægevalg, som regeringen gerne vil forære befolkningen, uden at der er nogen som helst sikkerhed for, at det gavner befolkningens sundhed. Tværtimod, eftersom en stor del af den praktiserende læges patienter kommer med psykiske problemer i alle mulige forklædninger. Når patienternes mulighed for »doctor-shopping« øges, afdækkes disse problemer jo ikke, og for hver gang patienten skifter læge udløser det yderligere somatiske undersøgelser, og lægerne skal gang på gang starte forfra. Det er ikke ligetil at af-sløre den psykiske komponent i patientens klager. Det kræver tid og kendskab til patientens reaktionsmønstre.

Den praktiserende læge får også mindre tid til videreuddannelse og bliver i tiltagende grad afhængig af medicinalindustriens tilbud om viden. Men den er jo tendentiøs, selvom jeg ikke tvivler på industriens gode vilje. Ofte viser det sig ved, at de praktiserende læger bruger de nyeste og dyreste præparater, i en for lille dosering, hvilket medfører evindelige medicinskift indtil lægen endelig opgiver og henviser patienten til det overbelastede psykiatriske behandlingssystem, som han berettiget er blevet opgivende over for.

Amternes del i miseren er ikke til at tage fejl af.

Foræringen af psykiatrien til det sociale område har skilt psykiatrien fra den somatiske del. På den måde får psykiatrien sværere ved at rekruttere læger, og den forskningsmæssige indsats svækkes ligeledes. Det er et mange gange gentaget forhold, som amterne synes overhørig. Psykiatrien splittes i mindre enheder, som ikke befordrer det akademiske miljø, som er afgørende for, at forskning kan udføres på højt plan. Socialpsykiatrien tilgodeser jo heller ikke de allerede kronisk syge, der efterlades i et samfund, som hverken har tid eller rum til dem. De vil igen og igen blive indlagt, fordi de alligevel ikke kan integreres i et samfund der ikke har forståelse for dem.

Og hvad kan socialpsykiatrien tilbyde de gamle. Psykisk sygdom af den svære slags debuterer ikke i høj alder. De gamle har brug for somatikken, og somatikken har brug for psykiatrien til at erkende årsagerne til, at de gamle pludselig bliver psykotiske eller demente uden oplagt grund. Når den somatiske læge og psykiateren ikke arbejder sammen, ender det ofte i unødvendig plejehjemsanbringelse med yderligere belastning af de offentlige udgifter til følge.

Retspsykiatrien kan også spare samfundet for mange udgifter. I vore fængsler sidder en hel del psykisk syge, som fylder op og belaster det fængselsvæsen som regeringen har tanker om at udvide for at kunne rumme de hårdere straffe, som åbenbart er fremtidens løsning.

Personlighedsforstyrrelserne, som netop fører til utilpasset adfærd og social invaliditet, fører ofte til at den forstyrrede kommer på kant med samfundet og ender i fængsel. Der er imidlertid ingen tvivl om, at utilpasset adfærd i høj grad stammer fra omsorgssvigt i barndommen. Det kan vi formentlig i mange tilfælde imødegå ved tidlig intervention i form af omsorg for de svigtede. Svigt er der masser af, ikke mindst i familier der er overladt til sig selv med psykisk sygdom, ligesom den arvelige følsomhed for psykisk sygdom accentueres. Det kræver ressourcer tidligt i forløbet at vi, som det er tilfældet ved enhver form for psykis k sygdom, kan undgå de enorme menneskelige og økono-miske omkostninger, der er konsekvensen af (for) sen indsats.

En visionær indsats vil være at satse nu, så vi i længden kan spare enorme udgifter til de skader den manglende indsats uvægerligt vil medføre. Det kræver, som det er vist, indsatser på en lang række områder.

Når man arbejder i psykiatrien, bliver man tiltagende frustreret over de manglende muligheder for behandling, efterbehandling og opfølgning. Hvad skal man henvise patienterne til efter en alt for hurtig udskrivning? Hvorfor kommer patienterne ofte så sent, at det er svært at gøre noget fornuftigt? Hvordan integrerer vi de psykisk syge i et samfund, der ikke har tid og overskud til at tage sig af dem? Der er heller ikke tid til at gøre arbejdet ordentligt, selvom vi har bevidstheden om at kunne gøre en forskel, hvis mulighederne var der. I sidste ende resulterer det i, at patienten pensioneres, for at få ro og for at vi har mulighed for at tage os af den næste der står i kø for at få en »ordentlig« behandling. Det kan patienten og samfundet ikke være tjent med - især ikke i en tid, hvor vi både frygter for mangel på arbejdskraft og muligheden for at få den pension vi måske slet ikke får råd til.

Der er brug for os alle, og alle skal have en mulighed for at finde mening i tilværelsen og deltage med de evner og ressourcer den enkelte har og de ressourcer psykiatrien kan fremme hos den ramte. Det er det mest effektive middel vi har til at undgå kronificering.

Stressniveauet gør os alle sammen mindre effektive, og vi risikerer at miste overblikket. Stress er blevet den enkeltes ansvar og derfor umulig at gøre noget effektivt ved. Vi mangler i stigende grad omsorg for hinanden.

Der kan gøres meget! Øget fokus på livskvalitet og sundhed i befolkningen generelt, og plads til forskellighed er essentielt. Regeringen må satse på kulturen, medmenneskelige færdigheder, og en bedre fordeling af arbejdsopgaverne frem for den umiddelbare behovstilfredsstillelse, der ligger i at få aktiekurserne til at stige og helst i det uendelige. Med risiko for at gentage mig selv kan jeg kun sige, at det kommer til at koste os dyrt i fremtiden.

Vi må desuden erkende, at amterne har udspillet deres rolle, og ikke har været i stand til at gøre vore liv bedre. Sammenholdt med vores naboer, klarer vi os faktisk urimeligt dårligt. På det psykiatriske område halter vi langt bagefter og uddannelsesmæssigt ligeså. Større viden og mere uddannelse giver alt andet lige mere ydmyghed også over for dem der er anderledes.

Mere uddannelse vil også sikre vores fremtid, kulturen og naturen. På den måde får vi et humant samfund med omsorg for hinanden - ikke mindst for dem, der ikke er så gode til at klare sig i konkurrencen og risikerer at bukke under, i stedet for at få lov til at bidrage med deres evner og kunnen.

Generne har en vis betydning, men både den bio-logiske, den psykodynamiske synsmåde og kropsfor-ståelsen må kombineres med et humanistisk syn på det enkelte menneske. Vi har brug for alle i kampen mod psykisk sygdom. For tiden har vi ikke læger nok i psykiatrien. Men vi har mange andre faggrupper, der kan give deres bidrag i et multidisciplinært, humanistisk syn på psykiatrien, med vægt på uddannelse og samarbejde. Jo flere der er med i kampen mod psykiske lidelser, des større er muligheden for, at vi kan løfte opgaven, og des mere udbredt bliver tolerancen for den »anderledes«. Det vil gøre vores livssyn bredere og livet mere spændende og meningsfyldt. Vores største problem er formentlig den marginalisering, der ligger i at være »psykisk syg«. Sygeliggørelse af reaktioner på et samfund i stress hindrer os i at være visionære og opnå større livskvalitet. Vi må i stedet fokusere på sundhed og forebyggelse.