Skip to main content

Psykiatriens fejlagtige image

Formand Poul Videbech, Dansk Psykiatrisk Selskab. E-mail: videbech@dadlnet.dk

6. nov. 2006
6 min.

En nattevagt ved en bæltefikseret, urolig og spyttende patient. Det er mange medicinstuderendes første møde med psykiatrien. Og det er desværre også en af årsagerne til, at mange studerende og yngre læger opfatter faget som mindre attraktivt.

I visse kredse hersker der beklageligvis stadig en opfattelse af psykiatrien som noget gammeldags, støvet og lidt uhyggeligt. Og denne opfattelse blev helt sikkert ikke ændret, da DSI Institut for Sundhedsvæsen i foråret offentliggjorde rapporten »Medicinstuderendes og yngre lægers valg af speciale - udfordringer og muligheder for psykiatrien«.

I rapporten konkluderes det, at psykiatrien sammenlignet med andre specialer er det mindst prestigefyldte. Det kliniske arbejde vurderes ikke at være særlig interessant. Behandlingsmetoderne anses for at have relativt ringe effekt. Patienterne er tunge at arbejde med, og de bliver sjældent helbredt. Rapporten er således med til at forstærke billedet af psykiatrien som et speciale, man med god grund bør holde sig langt væk fra.

Psykiatriens mange ansigter

Efter 20 års erfaring i psykiatrien har jeg lært mange grene af specialet at kende. Derfor ærgrer det mig, at de medicinstuderende og mine kolleger fra andre specialer har de opfattelser, der afspejles i rapporten. Der er ingen tvivl om, at psykiatrien i dag har et blakket image, som giver sig udslag i rekrutteringsproblemer. Men det er utrolig vigtigt, at vi får drejet debatten til at handle om alle de gode ting, som psykiatrien også rummer.

Først og fremmest er det væsentligt at hæfte sig ved de positive konklusioner, der trods alt drages i DSI-rapporten. Vigtigt er det, at specialet anses for at have en høj grad af patientkontakt. Man har et udpræget samarbejde med fagfolk uden for den medicinske verden. Og på det psykiske arbejdsmiljø scorer psykiatrien højere end både kirurgi og intern medicin.

Personligt mener jeg, at psykiatrien er et af de mest fascinerende specialer overhovedet. Det er utrolig spændende og udfordrende at være psykiater. For man skal bruge alle sider af sig selv i behandlingen, og man skal se på hele mennesket - både psykisk, socialt og legemligt.

Jeg har flere gange hørt medicinstuderende sige, at hvis de bliver psykiatere, har de spildt al den tid, de har brugt på at lære om legemlige sygdomme. Når de er færdige med studiet, vil de ud og prøve kræfter med den virkelige verden og finde deres identitet som læge.

Til det er der flere ting at indvende. For det første er somatiske sygdomme overordentligt almindelige i psykiatrien. Mellem en tredjedel og halvdelen af alle psykiatriske patienter har alvorlige behandlingskrævende somatiske sygdomme, og meget ofte stilles diagnosen for første gang af psykiateren. Måske fordi den depressive eller skizofrene patient ikke selv magter at gå til læge og blive undersøgt grundigt.

For det andet er der mange somatiske sygdomme - f.eks. små blodpropper i hjernen - som ikke giver legemlige symptomer men kun depressive symptomer. Derfor er det naturligvis vigtigt, at de mennesker bliver undersøgt af læger, som er i stand til at gennemskue, om nogle af symptomerne gør det nødvendigt at udrede patienten nøjere for en somatisk sygdom.

For det tredje er farmakologisk viden umådelig vigtig inden for psykiatrien. Det psykofarmakologiske område er stort og komplekst med interaktioner og bivirkninger, som nogle gange er meget alvorlige. Derfor er en grundig lægelig uddannelse også nødvendig for dem, der skal tage sig af de psykisk syge.

Men de spændende muligheder inden for faget slutter ikke her. Humanistiske, psykoterapeutiske og sociale aspekter af sygdommene er også vigtige dele af behandlingen.

Fornemme resultater

Rapporten fra DSI viser ligeledes, at de medicinstuderende opfatter psykisk syge som nogle meget tunge patienter, der aldrig nogensinde bliver raske. Sandheden er imidlertid, at psykiatrien har fornemme resultater med behandlingen af en række sygdomme. Problemet er bare, at netop når sygdommene er lette at behandle, ser de studerende dem ikke på vores psykiatriske hospitaler eller i distriktspsykiatrien.

Psykiaterne har i mange år været nødt til at koncentrere sig om de kronisk psykisk syge, som man har de dårligste resultater med. Det har betydet, at man har afvist meget store grupper - f.eks. dem med ikkepsykotiske lidelser, som så ingen behandling har fået. Det har igen været ødelæggende for vore kollegers opfattelse af specialet som et »kronikerspeciale«.

I dag er stemningen imidlertid vendt og alle taler om, at man skal give de ikkepsykotiske patienter - med f.eks. panikangst eller moderat depression - et behandlingstilbud. Dette gøres blandt andet i en psykiatrisk speciallægepraksis og vil også komme til at finde sted i specialiserede klinikker for mennesker med affektive lidelser, angstlidelser osv.

Men selv inden for de mest alvorlige psykiatriske tilstande har vi gode resultater. Tænk bare på succesraten efter ECT-behandling af svært forpinte mennesker med psykotisk depression, som er helt oppe på over 90 procent. Eller antidepressiva, som gør os i stand til at behandle svære livstruende depressioner i mindst tre ud af fire tilfælde. På psykoseområdet opnås også resultater, som gør det muligt, at selv patienter med skizofreni kan leve et liv langt tættere på det normale og med færre symptomer.

Fremtid i forskning

Mange medicinstuderende mener ikke, at der sker nok på forskningsfronten inden for psykiatrien. Det har måske været tilfældet tidligere, men i dag er psykiatrien kommet virkelig godt med.

Faktisk er psykiatrisk forskning noget af det allermest intellektuelt udfordrende og spændende inden for lægevidenskaben, fordi sygdommene er relativt svære at afgrænse og symptomerne svære at kvantificere.

Samtidig er den tværfaglighed, som både er nødvendig inden for forskningen og behandlingen, umådelig interessant og tilfredsstillende, fordi det er spændende at lade sig inspirere af andre faggruppers synsvinkler på samme problematik.

Med de billeddannende teknikker har vi desuden fået en epokegørende mulighed for at studere den levende hjernes funktion. Det har medført en eksplosion i vores viden omkring psykiske sygdomme, som har ændret hele vores forestilling omkring sygdommene og været medvirkende til at udvikle nye behandlingsmetoder.

Kampen mod fejlopfattelser

I Dansk Psykiatrisk Selskab har vi flere bud på, hvordan vi kan få løst problemet med psykiatriens dårlige image. For det første skal vi blive bedre til at informere om psykiatrien. Det skal være slut med, at medicinstuderende sætter lighedstegn mellem psykiatri og tvang, fordi de på vagterne ofte skal sidde ved tvangsfikserede personer. Vi skal blive bedre til at udbrede kendskabet til hele psykiatrifaget. Og samtidig skal vi blive bedre til at tage hånd om de studerende, som får et dårligt førstehåndsindtryk af psykiatrien.

Det vil også være betydningsfuldt, hvis faget bliver en del af turnusordningen. DSI-undersøgelsen viste nemlig, at hvis medicinstuderende først havde stiftet bekendtskab med psykiatrien, var der meget større chance for, at de valgte specialet.

Desuden vil man med fordel kunne indføre subspecialer i psykiatrien - f.eks. spiseforstyrrelser, retspsykiatri, depression, angstlidelser etc. I dag er psykiatrien et meget bredtfavnende speciale, som beskæftiger sig med en lang række sygdomme, der ofte kan være meget forskellige og kræve meget forskellige behandlinger. Og for at oparbejde tilstrækkeligt med erfaringer inden for et bestemt område, kan særlige fagområder være en god løsning.

I psykiatrien kæmper vi en svær kamp mod fejlopfattelser lige nu. Vi skal have ændret psykiatriens image - både over for de medicinstuderende, vores kolleger, politikerne og den almindelige befolkning. Det bliver et langt sejt træk, for uvidenhed og fordomme om psykiatrien florerer i bedste velgående i befolkningen og blandt journalister. Men jeg er sikker på, at tingene vil ændre sig. Ikke mindst lover det godt for fremtiden, at der i Århus er dannet en hastigt voksende forening af medicinstuderende med interesse i psykiatri. Og samtidig har vi som psykiatere og læger en forpligtelse til at hjælpe med til at bekæmpe den stigmatisering, som er en del af imageproblemet - først og fremmest af hensyn til dem, der er syge.