Skip to main content

Psykiatriens paradigme

Overlæge Peter W. Jepsen, H:S Rigshospitalet. E-mail: pwj@rh.dk

4. nov. 2005
2 min.

Man plejer at sige, at psykiatriens videnskabelige grundlag skal findes mellem lægevidenskab og humanvidenskaberne. Men adskiller psykiatriens videnskabelige grundlag sig afgørende fra de øvrige kliniske specialers? Lægevidenskab på den ene side og humanvidenskaberne på den anden afspejler forskellige menneskeopfattelser. Lægevidenskaben er baseret på en overvejende naturalistisk menneskeopfattelse, hvor mennesket forstås ud fra de samme videnskabelige kategorier, som var blevet anvendt i forståelsen af den ubesjælede natur. Humanistisk menneskeopfattelse følger, hvad jeg vil kalde hippokratisk sygdoms- og behandlingstradition. Forskellen mellem den naturalistiske og den humanistiske menneskeopfattelse udtrykkes af forskellen mellem at tale om sygdomme (»disease«) og syge mennesker (»illness«). Hvor lægen principielt behandler sygdommen i mennesket, behandler psykologen og psykoterapeuten ud fra en humanistisk menneskeopfattelse det enkelte syge menneske. Lægen begrunder sit behandlingsvalg ved at henvise til evidens, som stammer fra kontrolleret erfaring. Men nok så afgørende er det, at det, evidensen er evidens om, er sygdomme i lægevidenskabelig forstand. Lægens behandlings- mæssige grundholdning er, at alle mennesker med den samme sygdom skal have den samme behandling. Psykologens og psykoterapeutens behandlingsmæssige holdning er den modsatte. Al behandling skal skræddersys til det enkelte menneske. Behandling er således strengt individuel.

I praktisk lægegerning er det springende punkt imidlertid ikke, om der benyttes en behandling, der er evidensbaseret, men om patienten har den sygdom, som evidensen er evidens om. Det betyder ikke, at lægen bør afstå fra at behandle, hvis en diagnose ikke kan stilles, eller sygdommen ikke kan helbredes, for lægen har altid en pligt til at lindre og trøste, hvor helbredelse ikke er mulig. Men det betyder, at praktisk lægegerning ikke alene kan basere sig på et lægevidenskabeligt behandlingsbegreb.

I 1977 stillede den daværende redaktør af New England Journal of Medicine Franz Ingelfinger spørgsmålet, hvor megen gavn lægevidenskaben egentlig gjorde. Han konkluderede selv, at 80% af alle patienter enten helbreder sig selv eller ikke kan behandles. Af de resterende 20% kan man behandle de 10% virkelig succesfuldt - og hos de 9-10% gør lægen mere skade end gavn [1]. Ingelfingers udsagn er en påmindelse om, at lægevidenskab og praktisk lægegerning ikke er to sider af samme sag. Praktisk lægegerning udnytter naturligvis i videst muligt omfang resultaterne af klinisk forskning, men praktisk lægegerning er ikke identisk med anvendt forskning. Den kliniske forskers sygdomsbegreb er det lægevidenskabelige, mens den praktiserende klinikers sygdoms- og behandlingsbegreb er det hippokratiske. I denne behandlingstradition ser vi det humanistiske behandlingselement i al lægegerning.

Såvel psykiatrien som alle kliniske specialer baserer sig på - ikke et paradigme, men to, det lægevidenskabelige og det hippokratiske.


Referencer

  1. Ingelfinger FJ. Health: A matter of statistics or feeling? N Engl J Med 1977; 296:448-9.