Psykiatriens udfordringer. En debatbog med de nødvendige svar

Bogen omhandler den aktuelle debat i området mellem psykiatri og politik og er inddelt i fire hoveddele. Første hoveddel er inddelt i fire afsnit, der handler om sygdomsforståelse: psykiatriens paradigme og genstandsfelt, etik/
værdier og brugerindflydelse/ recovery . Den anden hoveddel består af ti afsnit, der omhandler: forskning, kvalitet, neuropsykiatri - psykiatriens kerne, de ikkepsykotiske, de kronisk syge, specialisering, ambulant tvang, syg og farlig, selvmord og sundhedsfremme. Den tredje del handler om organisatoriske forhold: politisk-administrativ organisering, ledelse, personalerekruttering, kommunikation, takststyring og stationær/ ambulant behandling. Den fjerde og sidste del handler om psykiatriens omdømme og profilering.

Som det fremgår, kommer bogen godt rundt om den
aktuelle psykiatrisk-politiske debat. Den er velskrevet og let læst. Argumentationen er ikke dybtgående med henvisninger, men de fleste væsentlige pro et contra'er er medtaget.

Forfattertriumviratet udgøres af to administrative psykiatere og en socialpsykiater, hvilket nok farver bogens holdninger noget.

Der er tidligere skrevet meget om afinstitutionaliseringsprocessen og dens følger. Efterfølgende har en række af patienterne i denne gruppe fået plads i psykiatriske bofællesskaber, psykiatriske plejehjem m.m., en proces der af forfatterne ses under en lidt ny synsvinkel som »reinstitutionalisering«.

Forfatterne gør sig til talsmænd for en »patientombudsmand« til alle psykisk syge med kompromitteret vurderingsevne. Det fremgår ikke klart, om der her kun tænkes på psykotiske patienter. Dette princip kunne vel også tænkes udstrakt til somatiske patienter i en lignende tilstand.

Der er stor tilfredshed med distriktspsykiatrien, men nedtoner forfatterne ikke nogle af problemerne? Er enhederne store nok til at give et lægefagligt tilfredsstillende miljø? Hvorfor kaldes det lidt humoristisk af nogle for »postnummerpsykiatri«?

Der er ligeledes stor tilfredshed med den øgede fokus på ledelsesfunktionen. Forfatterne beskriver med skræk ledende læger med stor interesse for det faglige, men med manglende interesse for ledelse. Men hvad med det modsatte. Kan man forvente at se en ny gruppe ledende læge med nedsat interesse for det faglige og med hovedvægten lagt på det ledelsesmæssige? En form for »pseudo-DJØF'er«, hvor loyaliteten er større over for administrationen end over for faget?

Der tales helt relevant om, at behandling skal være evidensbaseret. Når det kommer over til ledelsesfunktionen, bliver der ikke lagt samme vægt på dette.

Bogen er rettet mod »alle fagpersoner og fagkredse med engagement i psykiatriens vilkår«.

Hvilke læger kan have interesse i denne bog? Det må være læger med en interesse for og/eller funktion inden for psykiatrien. For mere erfarne læger, der arbejder i psykiatrien, må det meste dog på forhånd forventes at være kendt.

Alt i alt en god, klar og lettilgængelig fremstilling af en række aktuelle problemstillinger i området psykiatri/politik.