Skip to main content

Ugeskriftet kom skidt fra start i 2005. I det første nummer havde redaktionen ladet cand.psych. Niels Peter Agger skrive kronikken med titlen: Psykiatri - historiens tidevand [1]. Længe leve ytringsfriheden, men var det nu nødvendigt at gentrykke et dagbladsindlæg fra Information, som lyser langt væk af antipsykiatri og foragt for de psykiatriske patienter? Hvis det var redaktionens hensigt at skabe debat for enhver pris, så er det hermed lykkedes. Det næste bliver vel antimedicin, antikirurgi eller hvad ved jeg? Debat er vigtig, hvad jeg ufortøvet skal indrømme, men indlæg af Niels Peter Aggers karakter hører ikke hjemme i et fagtidsskrift.

Niels Peter Agger omtaler med slet skjult glæde antipsykiatridagene fra 1960'erne og 1970'erne og roser sig nærmest af, at han var med til at fremme de katastrofale forslag om psykiatriens de facto-nedlæggelse til »åbne rådgivninger og ambulatorier«, som VS og andre venstrefløjspartier, med støtte langt ind i Socialdemokratiet, førte frem til andenbehandling i Folketinget, hvor forslaget faldt.

Langt op i 1980'erne rumlede denne sag og blev bl.a. fremlagt ved Amtsrådsforeningens Psykiatrikonference i Herning i 1987, hvor jeg som formand for Dansk Psykiatrisk Selskab deltog. Debatten var heftig og glødende, og da en repræsentant fra Galebevægelsen foreslog omtalte nedlæggelse af psykiatrien, rejste den daværende formand for Landsforeningen for Sindslidendes Vel (senere omdøbt til Sind) sig og udtalte de famøse ord: »Det er sød musik i mine ører«.

Landsforeningen for Sindslidendes Vel var på den tid i desperat nød for at kunne markere sig i en stor sag. Et par år forinden havde Galebevægelsen ihærdigt forfulgt den såkaldte »Middelfartsag«, som førte til afskedigelse og omplacering af centrale personer på Psykiatrisk Hospital i Middelfart, heraf en af overlægerne. »Vi fik en overlæge«, udtalte Gale-bevægelsens talsmand, udtrykkende, at bare man går efter manden i stedet for bolden, så gavner det nok sagen.

Psykiatrien blev i 1976 lagt ud fra staten til amterne, som hurtigt kørte fast. Først og fremmest er alt for mange sengepladser nedlagt, og distriktspsykiatrien fungerer, som Niels Peter Agger nærmest ironisk beskriver det, langtfra efter hensigten. Men er det psykiatriens og de psykiatriske patienters skyld? Eller er det ikke snarere et udslag af, at man havde alt for romantiske og alt for politiske forestillinger om psykiatriens indhold?

Man overså med andre ord, at psykiatri handler om at have med syge mennesker at gøre, som skal behandles med respekt og ligeværdigt og i et så åbent og fordomsfrit system som muligt. De senere års større forståelse på det neuropsykiatriske område peger netop på, at psykiatriske patienter er syge, at det drejer sig om hjernelidelser og ikke om samfundsskabte problemer eller krisereaktioner. »Psykiatri kan ikke blive for biologisk«, som det rammende udtrykkes af en af den akademiske og videnskabelige psykiatris varmeste fortalere, den amerikanske psykiater Samuel B. Guze [2]. Jo bedre vi kender de neurobiologiske processer ved mentale sygdomme, jo bedre kan vi forebygge og behandle, siger samme Guze.

Niels Peter Agger nævner og tager afsæt i antipsykiatribevægelsen i Italien, hvor det i 1978 lykkedes det kommuni-stiske parti at få vedtaget lov nr. 180, efter hvilken det blev forbudt at indlægge psykiatriske patienter på de dertil ind-rettede psykiatriske hospitaler. Det er beskæmmende. Jeg besøgte for et par år siden Roms psykiatriske hospital, L'Ospedale S. Maria della Pietà di Roma, hvis funktion nærmest var som Sct. Hans Hospitals. Jeg blev vist rundt i den smukke park og i de gamle, maleriske men forfaldne bygninger af en ældre italiensk kollega. Hospitalets historie er navnkundig. Her virkede von Economo, som beskrev encephalitis efter influenzaepidemien i 1920'erne, og her gennemførte Luigi Bini de første elektrochokbehandlinger.

Med indførelsen af lov nr. 180 måtte de langvarigt syge og mangeårigt indlagte patienter forlade hospitalet. I nogle år strejfede de rundt i nabolaget uden fast tilholdssted og forsvandt efterhånden. I dag er hospitalet fortsat lukket, men det gamle arkiv findes endnu i kælderen, og i et par af de gamle bygninger er der sket en vis genhusning af kronisk syge patienter og andre udstødte. Nu er dørene låst udefra, og lægelig behandling indgår ikke automatisk.

Med en let omskrivning af Niels Peter Aggers ord kan det udtrykkes således: Historiens ironiske tidevand. Man skabte en udviklingsbølge, men løste ikke en række presserende problemer. Samtidig satte man en række nye udfordringer, som måske er endnu vanskeligere at løse. - Det sidste er rigtigt og for at bruge et citat fra Peer Gynt: Hvis udgangspunktet er det galeste, bliver resultatet det mest originale [3].

Psykiatriens historie er god at blive klog af, og der er endnu tid til at rette op på de sidste årtiers værste fejltagelser. Nye læsere, Niels Peter Agger og Ugeskriftets redaktion kan begynde med den danske oversættelse af Edvard Shorters:

A history of psychiatry [4]. Det er et beskedent håb, at fremtidens psykiatriske planlægning vil være præget af større respekt for faget, så de fremskridt der er sket, virkelig kommer de psykiatriske patienterne til gode. Lad os håbe, at antipsykiatriske indlæg med disse ord er stendøde i Ugeskriftets spalter.


Referencer

  1. Agger NP. Psykiatri - historiens tidevand. Ugeskr Læger 2005;167:85-7.
  2. Guze SB. Why psychiatry is a branch of medicine. Oxford: Oxford University Press, 1992.
  3. Ibsen H. Peer Gynt. I: Samlede Værker, bind 2. København: Gyldendal, 1962.
  4. Shorter E. Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac. København: Munksgaard, 2001.