Psykiatrisk undersøgelse og behandling af asylbørn

I en nylig offentliggjort undersøgelse [1] konkluderede man, at lang opholdstid i asylsystemet og mange flytninger mellem asylcentrene har en betydelig negativ effekt på børns psykiske helbred.

De 4-16-årige asylbørn, der var bosiddende på Dansk Røde Kors' asylcentre i oktober-december 2006, blev ved spørgeskemaer vurderet i relation til opholdstid og til antal flytninger. Spørgeskemaerne blev udfyldt af lærere og pædagoger, suppleret af selvrapportering fra en stor del af de 11-16-årige børn.

I de danske asylcentre blev den gennemsnitlige opholdstid tredoblet fra 2001 til 2005, og blandt de asylsøgende børn var der et stigende antal, der henvistes til psykologisk behandling.

Den gennemsnitlige opholdstid var fire år, og børnene havde gennemsnitligt boet på knap seks asylcentre i Danmark. Vurderingen fra lærere og pædagoger viste, at 35% af børnene havde tegn på psykisk lidelse, mens en kombination af læreres/pædagogers og de 11-16-åriges egne rapporteringer gav 58%.

Undersøgelsen nævnt indledningsvist var forudgået af en undersøgelse ved samme personer fra Institut for Folkevidenskab publiceret i en artikel i 2007 [2]. Formålet med den undersøgelse var at kortlægge asylbørns psykiske helbred i Danmark. Undersøgelsen omfattede samtlige asylbørn, der var 4-16 år og var bosiddende på Dansk Røde Kors' asylcentre. Undersøgelsen foregik med spørgeskemaer udfyldt af pædagoger og lærere til børnene samt besvarelser fra nogle af de 11-16-årige selv. Det var 246 børn, og dataindsamlingen foregik i oktober-december 2006. Man fandt, at 35% af børnene havde tegn på psykisk lidelse. Også her var de selvrapporterede vanskeligheder for de 11-16-årige dobbelt så mange som dem, lærere og pædagoger rapporterede.

I en svensk undersøgelse [3] havde man sammenlignet den kliniske vurdering af bosniske flygtningebørn (ved bl.a. et semistruktureret interview foretaget af børnepsykiatere og pædiatere) med vurderinger fra forældrene, børnene selv og lærerne ved spørgeskemaer. Der var 48 flygtningebørn i alderen 7-20 år, der kom til Sverige i 1994-1995.

Ved den kliniske vurdering fandt man, at 48% havde et eller flere symptomer på psykisk lidelse, som krævede yderligere opmærksomhed. Medens forældrene og børnenes vurdering var tæt på den kliniske vurdering, vurderede lærerne, at 75% af børnene klarede sig temmelig godt ved en skolekompetenceskala. Lærernes vurderinger omhandlede ikke de samme symptomer, der ifølge klinikerne krævede særlig opmærksomhed, ligesom det ikke var de samme børn, de fandt vanskelighederne hos. Forskellen var endnu større, når det drejede sig om teenagere, hvor lærerne kun fandt få, der krævede nærmere opmærksomhed, mens teenagere mere klart angav symptomer på posttraumatisk stress-reaktion.

Tankevækkende er det, at de to nævnte undersøgelser fra Institut for Folkesundhedsvidenskab [1, 2] hverken indeholder en klinisk vurdering eller spørgsmål til forældregruppen.

Efter et besøg af folketingspolitikere i asylcentret Kongelunden i sommeren 2006 blev der truffet en principiel beslutning om, at børnene skulle have mulighed for at blive undervist på lokale folkeskoler. Beslutningen var begrundet i børnenes behov for at indgå i en almindelig børnegruppe på lige fod med andre børn. Men Dansk Røde Kors fandt, at 250 af de 300 børn ikke var egnede til denne undervisning pga. adfærds- og indlæringsmæssige problemer.

Hvem havde foretaget disse undersøgelser af børnene og draget disse konklusioner, som fik så store konsekvenser for børnene? Er underviserne i asylcentrene specialuddannet til at tage sig af børn med adfærds- og indlæringsproblemer og traumer?

Dette var baggrunden for, at en gruppe psykologer og børnepsykiatere besluttede at undersøge seks asylbørn ved begge faggrupper1 på et humanitært grundlag.

Det er en alvorlig sag, at børn her i Danmark bliver påført psykisk lidelse af at opholde sig i asylcentre og af at flytte flere gange. Hverken opholdssted eller antallet af flytninger er frivilligt for familierne. Når det nu er sket, må man i hvert tilfælde sørge for, at børnene får relevant behandling, men det synes heller ikke at være tilfældet. Det er således meget sjældent, at et barn fra et asylcenter bliver henvist til børnepsykiatrien.

Ved en rundspørge2 til praktiserende speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri på Sjælland fremgår det, at der samlet blev henvist seks børn i 2006 og seks børn i 2007. Ingen blev henvist til sygehusenes børnepsykiatriske afdelinger i 2006, og i 2007 blev der henvist en enkelt.

De seks børn undersøgt af gruppen af børnepsykologer og børnepsykiatere1 var ikke henvist af Dansk Røde Kors men burde have været henvist. Der var altså mindst 100% flere børn, der burde have været henvist, end dem, der faktisk blev henvist.

Der er grund til at tro, at de seks undersøgte børn ikke er de eneste, der er blevet overset: Ved en demonstration i København blev en af deltagerne opsøgt af en fortvivlet asylsøgende mor fra et af centrene. Hun bad om hjælp til at få sit barn undersøgt og behandlet. Der viste sig god grund til hendes henvendelse.

En anden familie har oplevet, at sønnen var i antidepressiv behandling fra sit hjemland, da familien ankom til Danmark. Her i landet blev han frataget sin medicin, og da det endelig lykkedes familien at få lavet en undersøgelse (på humanitært grundlag), fandtes drengen svært depressiv og suicidaltruet.

Dansk Røde Kors skriver på deres hjemmeside, at de efter et forsøgsprojekt i 2002 udvidede deres Psykotraumecenters tilbud til asylansøgere med: »... udredning på børne- og familieområdet samt børnepsykiatrisk og -psykologisk behandling«. Om behandlingen angives: »Behandlingen udvides til familiebehandling og børnepsykologisk/-psykiatrisk behandling efter behov«.

I Psykotraumecentret er der imidlertid ikke ansat nogen børnepsykiater men blot en voksenpsykiater og fem psykologer - hvoraf det ikke fremgår, om nogen af dem har specialistuddannelse inden for børneneuropsykologi, og om nogen af dem har været ansat i børnepsykiatrien. Hvordan det kan blive til børnepsykiatri, er ikke let at forstå.

Endvidere er det i det hele taget bemærkelsesværdigt, at børnene kun får tilbudt psykologhjælp i Dansk Røde Kors, da Udlændingeservice kun tager lægeerklæringer med i deres afgørelser og altså ikke bruger rapporter udfærdiget af psykologer.

Sammenfattende kan anføres, at asylansøgerbørn bliver syge af det tilbud, som politikerne har fastlagt, og som Dansk Røde Kors - uden at kny - forvalter. Det gælder både de i de fleste tilfælde unødvendige flytninger mellem centrene og selve centrenes indretning og beliggenhed, som er isoleret fra samfundet. Dansk Røde Kors modsætter sig, trods beslutning fra politisk side, at børnene kommer i kommunale skoler. Dette er foregået på grundlag af deres egne underviseres/lederes vurdering (?) - en opgave der uden for Dansk Røde Kors normalt varetages af børnepsykologer/børnepsykiatere. Uden for Dansk Røde Kors bliver børn med specielle behov, undervist og behandlet i specialtilbud.

Dansk Røde Kors henviser så godt som ikke nogen asylbørn til børnepsykiater men reklamerer med børnepsykiatrisk behandling, selvom der ikke er nogen børnepsykiater an sat.

Det er usselt, at vi her i landet producerer psykiatriske patienter og derefter løber fra ansvaret.

Noter

1. En børnepsykiatrisk børnepsykologisk undersøgelse af seks asylbørn, oktober 2007. Undersøgelser udført af fem børnepsykologer med børnepsykiatrisk baggrund (Gammeltoft M, Hyltén-Cavallius AL, Jonasen R, Merrild L, Jepsen JR) og fem børnepsykiatere (Christiansen E, Foldager S, Hoffmann H, Jansson P, Lier L). Rapport udfærdiget af yderligere to børnepsykiatere, fire voksenpsykiatere og to pædiatere.

2. Rundspørge af samtlige praktiserende børne- og ungdomspsykiatere samt børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger på Sjælland, foretaget af børnepsykiater Sus Foldager.