Skip to main content

Psykofarmaka øger risikoen for vold

Noget bør laves om i retspsykiatrien.

Professor Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet, København
E-mail pcg@cochrane.dk
Interessekonflikter: ingen

17. okt. 2016
2 min.

Psykiater Hans Henrik Ockelmann mener om retspsykiatriske patienter, at ”uden medicin går det næsten aldrig. Faktisk er patienternes eventuelle kriminalitetsrecidiver ofte forbundet med terapisvigt” [1].

Selvfølgelig kan man forhindre vold og kriminalitet, hvis man bedøver patienterne fuldstændig med medicin, så man skaber en zombielignende tilstand, men det er nok ikke det, Ockelmann tænker på. Så vidt jeg ved, findes der ikke nogen psykofarmaka, der har en dokumenteret effekt på kriminalitet, og faktisk er det lige omvendt. Det er vist for talrige psykofarmaka, at de øger risikoen for vold [2, 3].

I pressen ser vi en sjælden gang ulykkelige historier med budskabet ”Han stoppede medicinen, og kort efter myrdede han plejeren”. I medierne og i psykiaternes bevidsthed bliver det udlagt som om, at problemet er, at patienterne ikke tager medicinen. Men antipsykotika er så rædselsfulde, at nogle af patienterne springer nogle doser over eller pludselig holder op og så får en kold tyrker. Når patienterne bliver voldelige, er det derfor ofte en bivirkning af medicinen, og det er velkendt, at et af abstinenssymptomerne, akatisi, disponerer for både mord og selvmord [2, 3].

Jeg ser store problemer i, at vi har omkring 4.000 personer, der er dømt til behandling, ofte uden nogen udløbsdato, hvilket de ville have haft, hvis de var kommet i fængsel. For hvad skulle denne behandling dog bestå af? Næsten altid psykofarmaka, som i reglen bare gør ondt værre. Psykotrope stoffer kan få folk til at miste noget af deres samvittighed, gøre dem følelsesmæssigt afstumpede, så de mister kontrollen over deres adfærd [2]. Sådanne mennesker har en øget risiko for at begå kriminalitet og vold. I en undersøgelse fra 1990 fandt man, at halvdelen af alle slagsmål på en psykiatrisk afdeling var relateret til akatisi, og i en anden undersøgelse viste man, at moderat til høje doser af haloperidol gjorde halvdelen af patienterne markant mere aggressive, nogle gange til det punkt, at de ønskede at dræbe deres psykiatere [4].

Der er vist noget, der med fordel kunne laves om i retspsykiatrien. Og i psykiateres opfattelse af, hvad medicinen gør ved patienterne.

Referencer

LITTERATUR

  1. Ockelmann HH. Så ringe er psykiatrien heller ikke! Ugeskr Læger 2016;178:1547.

  2. Breggin P. Medication madness. New York: St. Martin’s Griffin, 2008.

  3. Gøtzsche PC. Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse. København: People’s Press, 2015.

  4. Whitaker R. Mad in America. Cambridge: Perseus Books Group, 2002.